Euro NCAP tester sikkerheden i nye biler, men organisationen er også blevet et sted, hvor nye kinesiske bilers ankomst på de europæiske markeder afsløres - før bilproducenterne selv har meldt noget som helst ud.
Sådan er det blandt andet gået med den nye MGS6 EV, som var testet af Euro NCAP - med billeder af bilen til følge - længe inden modellen havde premiere.
Nu sker præcis det samme med en anden ny MG. Euro NCAP har testet den nye MG4 EV Urban, som vi nu kan være ret sikre på er på vej til Europa og derunder Danmark.
Forskellen mellem afsløringen af MGS6 EV og MG4 EV Urban er, at vi allerede på forhånd har vidst, hvordan MG4 EV Urban ser ud. Den kom i efteråret ud til forhandlerne på det kinesiske marked, hvilket har ført til spekulationer om, at den skulle afløse den MG4 EV, vi kender.
Sådan er det i Kina, men i Europa skal den nye Urban-model være en tilføjelse. De to MG4 EV-modeller er vidt forskellige og skal tilsyneladende sælges side om side i Europa. Den eksisterende MG4 EV vil inden længe fået et facelift med bl.a. ændret interiør, så den er klar til et par år mere.








Urban = forhjulstræk, større karosseri og mere plads
Den kantede MG4 EV blev introduceret i Danmark i efteråret 2022, og med mere end tre år på markedet er den kinesiske VW ID.3-konkurrent sat ned i pris adskillige gange, så det nu er muligt at købe Luxury-udgaven med pæn rækkevidde til 199.999 kr. - En model vi har lavet en ny test af for nylig.
MG4 EV har baghjulstræk og et ikke alt for rummeligt karosseri. Det er her, MG sætter ind med MG4 EV Urban, der gør det på en helt anden måde. Urban-modellen har forhjulstræk, et længere karosseri (440 centimeter mod 429 centimeter for originalen).
MG4 EV Urban har samtidig længere akselafstand og skulle derfor være noget mere rummelig. Interiøret er ikke meget anderledes end i MGS5 EV, med en touchscreen på 15,6", og det er en stor opgradering i forhold til det triste interiør i den kendte MG4 EV.
Urban-modellen bliver den fornuftige pendant til den almindelige MG4 EV. Rummeligheden er en ting, men køreegenskaberne skulle også, hvis man skal tro kinesiske motorjournalister, være mindre dynamiske. Elmotoren i den kinesiske udgave af MG4 EV Urban har cirka 163 hestekræfter, men det er ikke sikkert, den europæiske udgave får den ydelse.
I Kina fås MG4 EV Urban, der i hjemlandet blot hedder MG4 EV, med LFP-batterier på 42,8 og 53,9 kWh - og i Anxin Edition-versionen med det første semi-faststofbatteri på markedet. Her er mængden af flydende kemi reduceret betydeligt for længere rækkevidde og højere energitæthed.
Det eneste vi reelt ved om den udgave af den nye MG, der skal hedde MG4 EV Urban i Europa, er, at bilen har fået fem stjerner hos Euro NCAP.



