februar 15, 2023

Her er Volkswagens bud på en elektrisk stationcar

Med ID. Space Vizzion viser Volkswagen, hvordan en mulig elektrisk stationcar kan komme til at se ud. Men hvordan lykkedes det?

Tekst og foto: Zacharias Lund

Volkswagen har de seneste år introduceret flere forskellige elektriske modeller, der blandt andet tæller ID.Buzz, ID.3 og ID.4. Næste skud på stammen hedder ID.7, og det er Volkswagens bud på en fuldelektrisk sedan, der ligner en værdig modstander til biler som Tesla Model 3 og BMW i4 – omend ID.7 nok bliver lidt større.

LÆS OGSÅ | VW ID.7 klar til livet som elektrisk topmodel

Med introduktionen af ID.7 følger også en stationcarudgave og dén har vi været inde og se nærmere på. I hvertfald konceptbilen, der kommer tæt på: VW ID.Space Vizzion.

En fuldelektrisk stationcar, der lander i et yderst tomt marked, hvori der kun er én udfordrer i form af MG5. Med ID.Space Vizzion løfter VW sløret for, hvordan deres bud på en elektrisk stationcar, kan se ud.

Rig på standardudstyr

Interiøret på ID.Space Vizzion byder på digitale løsninger og rummelighed. Blandt andet kommer en 15″ infotainmentskærm som standard i alle versioner, hvor et nyt infotainmentsystem vil være integreret.

Udover infotainmentskærmen vil head-up display også være standard, hvor forskellige kørselsinformationer kan blive skudt op på forruden.

Instrumentbrættet har fået et nyt design og er nu integreret i panelet, derudover er rattet med lysende logo, pianolak og hvad der ligner en manglende airbag, nok noget der forbliver ved konceptet. Forvent derfor at ID.7 får et rat lignende det fra ID.3 og ID.4, hvori en airbag selvfølgelig er at finde.

LÆS OGSÅ | VW i front på prisen: ID.4 nu fra 339.995

Kabinen føles i fin kvalitet og materialerne føles lækre. Det er især værd at bemærke, hvor god plads bilen byder på og hvor rummeligt interiøret føles. Detaljer som ambientelyset i dørene og det store panoramatag gør kun bilen godt.

Rækkevidde og ladetid

Da ID.7 stationcar endnu ikke er lanceret, er der ikke endelige tal på opladning og rækkevidde. På baggrund af tallene fra konceptbilen og dens estimerede rækkevidde på 700 km, forventer vi en rækkevidde for ID.7 mellem 600 og 700 km.

Batteristørrelsen er på 77 kWh og det forventes, at ladeeffekten er på 11 kW ved AC-ladning og 170-200 kW ved DC-ladning. Med andre ord kan du ved en lynlader opnå en ladetid fra 10 til 80% på under 30 minutter.

Det bliver muligt at vælge mellem baghjulstræk og firehjulstræk. Ved baghjulstræk får man en systemydelse på 279 hestekræfter og ved firehjulstræk ligger ydelsen på 340 hestekræfter.

Vælger man firehjulstræk præsterer den 100 km/t på 5,4 sekunder, hvilket gør den til den hurtigste elbil fra Volkswagen. Topfarten er begrænset til 175 km/t.

ID.7 “Variant”

Normalt betegner Volkswagen deres stationcarmodeller Variant, men det vides endnu ikke, hvorvidt ID.Space Vizzion ender ud med at få tilnavnet ID.7 Variant.

Vi ved dog, at rummelighed bliver en spidskompetence. Med en akselafstand på 2,96 meter er der lagt op til gode pladsforhold i kabinen og bagagerummet byder på hele 585 liter. Bilen måler 4,96 meter i længde og er dermed godt 20 centimeter længere end en klassisk VW Passat Variant.

LÆS OGSÅ | VW ID.3-facelift klar til forårspræmiere

Det forventes at stationcarudgaven af ID.7 bliver introduceret i Danmark til marts/april 2024. I mellemtiden kan man dog se frem til en introduktion af ID.7, der lander i Danmark i slutningen af året.

Der er endnu ingen oplysninger om priser på hverken sedan eller stationcar.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Zacharias Lund

Zacharias er ved at uddanne sig til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er i forbindelse med sit studie i praktik ved Bilbasen, hvor han får lov at udnytte sin store interesse for biler.

Zacharias har trods sin korte tid som motorjournalist allerede bevæget sig rundt blandt større etablerede medier som Børsen og Bilmagasinet, hvor han også har været redaktør for årbogen “Årets Biler” i 2022 og 2023.

Ved siden af skole og praktik driver Zacharias det lille videomedie 3-Punkts-Vending, hvor han laver videoer med biler i fokus.

Zacharias er stor fan af design og flotte linjer, ligesom en vellydende og gennemført sportsvogn også nemt fanger hans opmærksomhed.

Ved Bilbasen laver Zacharias en masse forskelligt, men arbejder typisk med at skrive artikler og finde interessante artikler at bringe.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS