februar 6, 2023

VW i front på prisen: ID.4 nu fra 339.995 kr.

VW ID.4 kommer ned i 339.995 kr. Der er ikke tale om en prisnedsættelse, men i stedet en ID.4 med et mindre batteri på 52 kWh. Rækkevidden er, selvfølgelig, derefter.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Tidspunktet er yderst belejligt for Volkswagen, efter Tesla midt i januar skar mange tusinde kroner af priserne på Model Y: Volkswagen i Danmark kan igen få leveret ID.4 med et mindre batteri end Pro-versionernes på 77 kWh, og det får nu prislistens billigste ID.4 til at falde fra 384.995 kr. til kun 339.995 kr.

ID.4 bliver på den måde 45.000 kr. “billigere”. Ingen anden model i den stærkt konkurrenceprægede klasse kan komme i nærheden af den tyske elbils skarpe pris.

LÆS OGSÅ: VW ID.7 klar til livet som elektrisk topmodel

ID.4 Pure, som varianten med det lille batteri 52 kWh hedder (samlet kapacitet er 55 kWh), har tidligere været solgt i Danmark og er således ingen ny modelvariant. Den kommer på markedet som Pure og Pure Active – en kampagnemodel. Til trods for den lave pris er der et højt udstyrsniveau.

Der, hvor man går på kompromis, er ikke på hverken hestekræfter eller på udstyr. Det er på rækkevidden, som er langt under den, ID.4 Pro med 77 kWh-batteri har, man må undvære noget.

Standardudstyret er imponerende

Kampagnemodellen ID.4 Pure Active til den fabelagtige pris på 339.995 kr. kommer, som i øvrigt også ID.4 Pure til 359.995 kr., med en elmotor ved baghjulene med 170 hk. Den er ikke hurtig med sine 9 sekunder fra 0-100 km/t, men det er faktisk 1,4 sekund hurtigere end ID.4 Pro med 77 kWh-batteri og 174 hk.

Der er ikke pillet udstyr ud af ID.4, selv om den nu fås billigere og med mindre batteri. Active-udgaven, der blev introduceret for kort tid siden med 77 kWh-batteri til 384.995 kr., har varmepumpe, selv om fabrikken tidligere har oplyst, at den ville blive solgt uden. Det gælder således også med batteriet på 52 kWh.

LÆS OGSÅ: 2023-udgaven af VW ID.3 fra 329.995 kr.

18″ alufælge, LED-lygter, tagræling, el-klapbare sidespejle, lys i de udvendige dørhåndtag, aut. klimaanlæg med to zoner, sædevarme, nøglefri betjening, regnsensor, varme i sprinklerdyserne til vinduesviskerne, adaptiv fartpilot, stemningsbelysning, 10″ touchscreen og navigation er standard. Virkelig en stærk udstyrspakke.

Kabinen i den billigste ID.4 ser ikke helt ud som her, men ser man bort fra indtrækket, er det ikke langt fra

Vær klar på at undvære 167 km på en opladning

Men det hele kan ikke være så fabelagtigt som prisen og udstyret. Med det lille batteri på 52 kWh kan man maksimalt lade med 110 kW ved en lynlader, og det er noget under de 135-150 kW, andre ID.4-versioner leverer. Det positive, hvis vi skal finde noget, er at ladetiden selvfølgelig er kortere, når batteriet er mindre.

Som forventet har ID.4 med 52 kWh batteri en rækkevidde af en helt anden størrelse end ID.4 med 77 kWh batteri. Pro-modellen med 77 kWh og 174 hk har en normrækkevidde på 527 kilometer.

LÆS OGSÅ: MEB-platformen fra VW på vej mod 700 kilometer

ID.4 Pure med 170 hk har en normrækkevidde på 360 kilometer. Det er 167 kilometer, man skal undvære i forhold til en ID.4 Pro, der koster 45.000 kr. mere – og det er noget kortere end sammenlignelige elbiler fra andre producenter leverer.

ID.4 Pure med 52 kWh batteri kan ikke lade så hurtigt som versioner med 77 kWh. Den maksimale ladekapacitet er 110 kW

Alle konkurrenter er dyrere – og kører lidt længere

Før vi får hænderne i en ID.4 Pure til test, kan vi ikke vurdere rækkevidde og forbrug i forhold til Pro-versionen med større batteri. Med 52 kWh indbygget er ID.4 Pure 155 kilo lettere end med 77 kWh, og det kan have en positiv effekt på forbruget. En lille en, men lidt er bedre end ingenting.

Overfor konkurrenterne står rækkevidden på 360 kilometer i ID.4 Pure som bundskraber. Tættest på i bunden er Hyundai Ioniq 5 58 kWh med en rækkevidde på 384 kilometer (pris fra 374.995 kr.), mens Kia EV6 58 kWh har en normrækkevidde på 394 kilometer (pris fra 372.900 kr.).

LÆS OGSÅ: VW laver Golf om til elektrisk ID. Golf

Nissan Ariya 63 kWh i basisversionen har en rækkevidde på 403 kilometer (pris fra 402.000 kr.). Skoda Enyaq 60 med 58 kWh batteri har en rækkevidde på 395 kilometer (pris fra 375.995 kr. Og så er der Tesla Model Y. Den baghjulstrukne basismodel til 374.990 kr. har en normrækkevidde på 455 kilometer.

ID.4 Pure med det lille batteri er en attraktiv pakke, når det kommer til udstyr, plads, komfort og pris. Hvis man har et forholdsvis lille kørselsbehov, kan den give rigtig god mening. For andre er det en god idé at kigge på den hidtidige basismodel med 77 kWh, der altså koster 45.000 kr. mere.


Brugte elbiler fra Volkswagen til salg på Bilbasen

Se flere brugte biler fra Volkswagen på Bilbasen

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS