Selvom Volkswagen på mange måder er både ordentlige og konforme, kan de godt skeje ud, når de får entusiasternes accept. På det internationale VW ID.-træf i Locarno sidste år havde de en hyldestversion af ID.3 GTX med, som gik rent ind hos Volkswagen-fans. Og nu sættes den i produktion.
Der er tale om VW ID.3 GTX FIRE+ICE. En hyldest til VW Golf II Fire and Ice, der blev udviklet i samarbejde med sportstøjmærket Bogner, og som i 90'erne fik overraskende stor succes efterfulgt af en utvetydig kultstatus blandt de Golf-inkarnerede.
Som en hyldest til den originale models introduktionsår er produktionen af ID.3 GTX FIRE+ICE begrænset til 1.990 enheder og koster 409.995 kr.

Kradsbørstig styling
Specialudgaven er skabt uden teknologiske hovedbrud. Man får således samme elmotor med 326 hestekræfter og 545 Nm, som man gør i en almindelig ID.3 GTX. Den accelererer fra 0 til 100 km/t på 5,7 sekunder og videre til en elektronisk begrænset topfart på 200 km/t, mens rækkevidden fra det 79 kWh store batteri er op til 591 kilometer.
Det er i stedet designafdelingen, der har fået aflad fra de snusfornuftige familiebiler, koncernen ellers lægger navn til. Det mest iøjnefaldende ved FIRE+ICE er dens nærmest ultraviolette lakering, der er skabt for at matche en nuance, som Golf II-forgængeren også fandtes i.
Læs også: Test: Volkswagen ID.3 GTX Performance+ folder sig ud på de lange ture – men kald den ikke en GTI
For at den hidsige lakering ikke står alene, får specialudgaven også 20" Locarno-letmetalfælge, der med indfarvede detaljer, finish i højglans og røde GTX-navkapsler står tydeligt ud. Hertil er baglygterne tonede, ligesom man finder FIRE+ICE-logoer og mønstre på tværs af bilens eksteriør.




Indvendigt får man et for- og passagersæde i to forskellige farver: 'On Fire Red' dominerer sæderne og syningerne i førersiden, mens passagersiden har designelementer i 'Keep Cool Blue'. Rattet, instrumentpanelet, dørbeklædningen og gulvmåtterne er også blevet tilpasset med farvede syninger og logoer.
Fuldstændig som med den ikoniske Golf II Fire and Ice, er ID.3 FIRE+ICE blevet til i samarbejde med tøjmærket Bogner. En genoplivning af et samarbejde, der i 1990 sikrede en uventet succes med i 16.700 solgte enheder – hvilket overgik den oprindelige plan på 10.000.
I dag er det særligt GTI-versionen af Golf II Fire and Ice, der har kultstatus og derfor koster i dyre domme på brugtmarkedet. Så hvem ved? Måske VW ID.3 GTX FIRE+ICE kan gå hen og blive penge værd.

