Den nye Hyundai Ioniq 9 er kongen af elbiler hos det koreanske bilmærke. Den store crossover er den største elbil fra Hyundai, og den er sågar større end Kia EV9, som kører på samme platform. Er danskerne klar til en 506 centimeter stor elbil fra Hyundai?
Priserne kan være med til at give svaret. Ioniq 9-prislisten er netop kommet, og hvor EV9 starter på kun 449.999 kr., så er der ingen Ioniq 9 under 534.995 kr. Men sammenligningen snyder, for der er meget stor forskel på batteristørrelse og rækkevidde i de to basisversioner.
Den billigste EV9, Standard Range RWD med 218 hestekræfter, har 76,1 kWh at gøre godt med - til en rækkevidde op til 443 kilometer. Den billigste Ioniq 9, Advanced RWD med 218 hestekræfter, derimod, har et massivt batteri med en kapacitet på 110,3 kWh. Her er rækkevidden i en helt anden liga: 620 kilometer. EV9 med maksimal rækkevidde, 563 kilometer, fås fra 574.999 kr., så Hyundai har fat i den lange ende.





Op til 422 hestekræfter
Batteristørrelsen i alle Ioniq 9-versioner er den samme, og selv med firehjulstræk og højeste udstyrsniveau kan Hyundai reklamere med en rækkevidde på over 600 kilometer.
Til gengæld kan man vælge mellem tre drivlinjer og tre udstyrsniveauer - men den stærkeste udgave kommer altid med højeste udstyrsniveau, og basisudgaven fås ikke med højeste udstyrsniveau.
Basismodellen med baghjulstræk og 218 hestekræfter er ingen sprinter med 9,4 sekunder fra 0-100 km/t (topfart: 190 km/t), men til gengæld har den så rækkevidden på 620 kilometer til lange ture. Udstyrsniveauerne er Advanced (basis) og Ultimate (mellem).
Læs også: Hyundai Ioniq 6 får endnu vildere design
Mere power og træk på fire hjul kommer til i udgaven med 303 hestekræfter, der som den eneste fås med alle tre udstyrsniveauer - til priser fra 579.995 kr. Rækkevidden er op til 606 kilometer, og den har langt mere overskud end basisudgaven: 0-100 km/t på 6,7 sekunder, topfart på 200 km/t.
Hvis det ikke er nok, så griber man til Performance-udgaven med firehjulstræk og 422 hestekræfter. Den skærer 0-100 ned til 5,2 sekunder, men topfarten forbliver de samme 200 km/t som i den anden firehjulstrækker.
Ioniq 9 er bygget på en 800V-platform, hvorfor Hyundai godt tør love ned til 24 minutter på en opladning fra 10 til 80 procent ved en DC-lader.






Syv sæder som standard - seks sæder som en mulighed
Basis kan godt betyde basal og skrabet, men ikke når det kommer til Ioniq 9 og basisudgaven. Advanced-udgaverne har 19" alufælge, frunk, nøglefri betjening, el-betjent bagklap, el-betjente forsæder, varme i rattet, varme i forsæder og bagsæder, infotainment/instrumentering med 12,3" skærm, indtræk delvist i læder, navigation, automatisk klimaanlæg med tre zoner og meget andet. Syv sæder er standard.
Den har almindeligt bakkamera, som desværre først kan skiftes ud til et 360 graders kamera med Ultimate-modellen, der koster 55.000 kr. mere. Det multifunktionelle kamera kommer sammen med matrix-LED-forlygter, Bose-lydanlæg med aktiv støjdæmpning af kabinen, digitalt bakspejl, bedre forsæder, for- og bagsæder med ventilation, el-justerbart rat og meget andet.
På topniveauet Calligraphy kan man vælge seks siddepladser i stedet for syv - med enkeltstående stole på hver af de tre rækker. Prisen er den samme for begge opsætninger.
Calligraphy, der altså fås til de to drivlinjer med firehjulstræk, kommer med 21" alufælge, indfarvede skærmkanter, midterkonsol i aluminium, indtræk i nappa-læder, loftbetræk i ruskind og, i varianten med seks sæder, forberedelse til virtuel gearkasse - som det kendes fra Ioniq 5 N.
MODEL | PRIS |
---|---|
Ioniq 9 RWD 218 hk Advanced | 534.995 kr. |
Ioniq 9 RWD 218 hk Ultimate | 589.995 kr. |
Ioniq 9 AWD 303 hk Advanced | 579.995 kr. |
Ioniq 9 AWD 303 hk Ultimate | 634.995 kr. |
Ioniq 9 AWD 303 hk Calligraphy (6/7 sæder) | 664.995 kr. |
Ioniq 9 Performance 422 hk (6/7 sæder) | 684.995 kr. |