Forbrugerstof
25. februar 2022

5 biler med kameraer i stedet for sidespejle

Sidespejle er en god ting for udsynet, men de er med til at øge vindmodstand, støj, og, ikke mindst, forbrug. Løsningen er elektronisk. Her er 5 biler som du kan få med digitale og kamerabaserede sidespejle

Har du nogensinde kørt ud ad landevejen, kigget i sidespejlet og tænkt “bare jeg kunne slippe for de store, klodsede spejle på siden af min bil”? Nej, det har jeg heller ikke. Men det er der nogle smarte ingeniører, der har tænkt.

De traditionelle sidespejle, som er monteret nederst og langt fremme i fordørene eller på kanten af døren (i Japan har nogle biler et ekstra sidespejl over venstre forskærm), er nemlig en torn i øjet på ingeniørerne. Og i øjet på deres venner i designafdelingen.

De store “ører” på bilen er nemlig fremmedelementer i forhold til at lave et strømlinet design. Vigtigere endnu, så er sidespejlene med til at øge vindmodstanden, lave støj – og med til at hæve forbruget. Det hæves ikke meget, men bare lidt.

Bilerne er stoppet til bristepunktet med elektronik, sensorer og kameraer. Så hvorfor ikke digitalisere sidespejlene og gøre dem meget mindre? Løsningen er små lysfølsomme kameraer monteret udvendigt og en skærm i hver side af cockpittet. Der er endnu ikke mange biler med kamerabaserede sidespejle, men vi har fundet frem til fem.

Audi-E-Tron-04.jpeg
Audi e-tron Sportback 55 quattro
Audi-E-Tron-02.jpeg

Audi E-Tron og E-Tron Sportback

Audi var ikke først med de digitaliserede sidespejle, men ingen stor bilproducent havde vovet at bruge dem på en masseproduceret bil før Audi. Den store SUV E-Tron var den første (og hidtil eneste) Audi med kamerabaserede sidespejle.

De to skærme i cockpittet til visning af live-billederne sidder rigtig godt integreret. I hvert fald fra et designmæssigt synspunkt. De to gange 7″ sidder nemlig lige lavt nok, og selv om billedet kan justeres, bliver det aldrig helt perfekt.

Men de slanke “spejle” er med til at sænke vindmodstanden (Cd), som er på 0,27. Præcist hvor meget længere man kan køre på en opladning, skal man nok ikke gå så meget op i. Virtuelle sidespejle, som Audi kalder dem, koster 22.128 kr.

2020 Honda e
2020 Honda e

Honda E

Den lille Honda E er et rent festfyrværkeri af sjove løsninger – både omkring design og teknologi. Den har ikke bare kamerabaseret bakspejl (i Advance-varianten), men også kamerabaserede sidespejle.

De meget kompakte kameraer sender billedet videre til skærme, som sidder på højde med konventionelle sidespejle. De sidder også pænt som forlængelse af det virkelig gennemførte instrumentpanel.

Og den gode nyhed, hvis man elsker ny elektronik: Prisen. De kamerabaserede sidespejle koster nemlig ikke en krone ekstra. Du kommer ikke til at møde en Honda E med traditionelle sidespejle, for sådan en findes ikke.

Hyundai Ioniq 5 2022
Hyunda Io
Ioniq 5

Hyundai Ioniq 5

Hyundai har lang leveringstid på den populære Ioniq 5. Bestiller man nu, kan man se frem til levering i 2023. Man får som bonus, hvis man bestiller elbilen med stort batteri, et større batteri og længere rækkevidde.

Man får også i den let opdaterede Ioniq 5 muligheden for at erstatte de store sidespejle med kamerabaserede af slagsen. Det har været en mulighed på hjemmemarkedet, siden bilen blev introduceret, men vi europæere måtte pænt vente på vores tur.

De to skærme, som er med OLED-teknologi, skulle give et kontrastrigt blik bagud, selv når det er mørkt og regner. Men placeringen af skærmene ligner på flere måder en hovsaløsning. Prisen for at få digital visning af virkeligheden er 11.995 kr., og basismodellen Essential fås ikke med teknologien.

Den næste elbil fra Hyundai, sedanen Ioniq 6, kommer også med mulighed for de kamerabaserede sidespejle.

Lexus ES 04
Lexus ES 03

Lexus ES

Scene fra udviklingsafdelingen fra Lexus. Et sted hvor alle overflader er helt hvide, og alle har pletfrit hvidt arbejdstøj på: “Hov, Yuto, vi skal have et eller andet fedt på vores ES, så europæerne bliver helt vilde!”, siger Haruto. Yuto tænker lidt, kigger frustreret det perfekt organiserede skab: “Er Mark Levinson-anlægget med 17 højttalere ikke nok? Hmm, vi har nogle gamle skærme fra Garmin-navigationsanlæg liggende, vi kan skrue i bilerne – og så sætter vi kameraer på i stedet for sidespejle!”

Lexus nye angreb på BMW 5-serie er den store ES 300h, og Yuto og Haruto har nok ret i, at Mark Levinson ikke helt er nok. Som noget ekstra til at imponere kan ES derfor udstyres med kamera-sidespejle og skærme. Skærmene virker i den grad som noget, der er placeret tilfældigt i sidste øjeblik.

Men værre endnu er prisen. Mens ES 300h fås fra ikke urimelige 584.500 kr., så kræver det Luxury-udgaven at få digitale sidespejle, som de kaldes hos Lexus. Samme bil, samme motor – men en pris på 903.500 kr. Man skulle mene, ALT fra Lexus’ hylder så ville være standard. Nej. Kamera-spejlene koster 32.500 kr. ekstra.

Volkswagen XL1
Volkswagen XL1
Volkswagen XL1

Volkswagen XL1

Jeg har taget Volkswagen XL1 med, fordi hele konceptet er vildt. Eller var vildt, for XL1 havde premiere i 2013 og kun bygget i 2015-16. Der blev bygget bare 200 eksemplarer af den ekstreme bil.

Alt gik med XL1 ud på at få brændstofforbruget helt i bund. Vægt, aerodynamik, motor – alt var optimeret til det ekstreme, så XL1 kunne nøjes med at bruge 1 liter diesel for hver 100 kilometer. Med karosseri i kulfiber-kompositmateriale vejede den lille VW bare 795 kilo, så de 69 hk fra diesel og el var nok til at følge med.

De meget velintegrerede kamerabaserede sidespejle var altså langt fra til pynt. De var med til at sænke vindmodstanden, som igen sænkede forbruget.

Prisen for XL1 var heftig. 750.000 kr. uden afgifter, som blev beregnet til cirka 2,3 mio. kr. med afgifter. Hos vores tyske kolleger hos Mobile.de er der i dag et enkelt eksemplar af XL1 til salg. Den har kørt 2.350 kilometer og koster 975.000 kr. Måske man skulle ha’ købt sig en XL1 for syv år siden…

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen