Jaguar laver ikke længere nye biler, og produktionen genoptages først om et års tid med en stor elbil. Samtidig vil Jaguar gå fra at være Mercedes-konkurrent til Bentley-konkurrent.
Det har i efterhånden nogle årtier været trist at følge med i Jaguars liv som bilmærke. Det absolutte lavpunkt var introduktionen af den Ford Mondeo-baserede X-Type i 2001. Den lignede en skrumpet, gammel XJ. Og den kunne fås med forhjulstræk. Mere behøver man egentlig ikke vide om, at det er gået galt hos det indisk ejede Jaguar.
Jaguar har taget konsekvensen, og den er mere voldsom end nogen kunne have forestillet sig. Jaguar udfaser al produktion af nye biler, så vil man købe en ny model med den springende kat på, så er det fra et overskudslager.
Briterne laver en komplet nulstilling og vil først genoptage produktionen om et års tid. Formentlig bliver det først i starten af 2026. Er det at gøre det gamle bilmærke en tjeneste? Eller er det ren fantasi, at Jaguar kan tage en pause og så bare starte op igen?
Det nye Jaguar er allerede blevet til grin
Som Bilbasen kunne fortælle den 21. november, få dage efter Jaguar præsenterede nyt logo, nye signaturer og nye farver, er starten på genopfindelsen af luksusmærket allerede kommet i stormvejr. Det Store Internet forstår ikke, hvad Jaguar har gang i – briterne er blevet til grin, blevet lagt for had og mødt med hovedrysten.
Den netop præsenterede konceptbil Type 00 er udstyret med det nye logo, som er Jaguars navn skrevet med en blanding af store og små bogstaver. Det er noget, som rigtig mange andre mærker har gjort de senere år – at skrive navnet ud i stedet for at bruge et logo. Ikke ligefrem en innovativ tilgang, Jaguar.
Type 00 er bilen, der kommer til at rulle ud som den første nye Jaguar med produktion i England. Lige nu er den en konceptbil, men om et år får vi den at se i den udgave, man kan købe.
Og når det kommer til at købe den første bilmodel fra det nye Jaguar, skal man regne med helt andre priser end hidtil. Pausen hos Jaguar fungerer nemlig også som en nulstilling af mærkets brand og folkets opfattelse af mærket. Jaguar vil ikke længere konkurrere med almindelige luksusproducenter som Audi og Mercedes. Nu skal der Bentley-kunder i butikken, og det bliver med meget, meget højere priser til følge.
En firedørs elektrisk GT med 770 km på en opladning
Jaguar Type 00 bliver 100 procent elektrisk. Når man lægger et bilmærke på hylden i 2024 for at tage det ned igen i 2026, kan man lige så godt droppe forbrændingsmotorerne og sælge til de rige, som er med på omstillingen til el.
Der er noget både voldsomt, futuristisk og klassisk over Type 00, og den minder ærligt talt mest om en stor coupé fra Rolls-Royce. Vi vælger ikke at gengive de uendeligt mange selvrosende og meget ligegyldige ord fra Jaguar selv om den nye bil; det er sådan, man iscenesætter luksus, og det skal Jaguar så føre ud i livet, når Type 00 engang skal sælges til kunderne.
Den endelige bil bliver en firedørs GT med en forventet rækkevidde op til 770 kilometer og hurtigladning som giver op til 321 kilometer på 15 minutter. Det tyder på et meget, meget stort og tungt batteri – og på en platform med 800 volt-arkitektur.
Der er rigtig mange meget rige mennesker på kloden i dag, og de har flere penge end man kan forestille sig. Vil de falde for det nye Jaguar? De bliver inviteret ind i et udvalg af “eksklusive brand stores”, og de er ikke kunder, men klienter. Den første forretning for det nye Jaguar bliver i hjertet af Paris’ 8. arrondissement, hvor der i forvejen er luksus og mode overalt.
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Elektrisk Ford Puma Gen-E kommer med en rækkevidde op til 376 kilometer fra et lille batteri, og den har 168 hestekræfter. En frisk lille elbil, der ikke må koste meget mere end 200.000 kr.
Den nye Audi A6 E-Tron er ikke kommet til Danmark endnu, men alligevel er der ændringer i modelprogrammet – der er en ny udstyrsvariant, og modellen med rækkevidde op til 746 km er billigere.
Der kom færre nye biler på gaden i november i forhold til samme måned i 2023. De fleste i top 10 var elbiler, men tre klassiske benzinbiler har sneget sig ind.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.
Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.
Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.
Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.
Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.
Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.