VW T-Roc 1,5 med 150 hk og automatgear på privatleasing fra 3.199 kr. om måneden – og en udbetaling på kun 5.000 kr. Det eneste minus? – Man skal af med den efter 1 år.
TEKST Morten Bek FOTO PR
Volkswagen får tit skudt i skoene, at mærket ikke er folkeligt. At der ikke er meget Folkevogn over priserne hos Volkswagen. Men det seneste tilbud fra Volkswagen er i den grad folkeligt.
Den danske importør sender den populære T-Roc ud på 12 måneders privatleasing til priser, som må give hovedbrud hos konkurrenterne.
Privatleasingtilbuddene gælder T-Roc med den seneste opdaterede 1,5-liters turbobenzinmotor. 1,5’eren yder, som tidligere, 150 hk og er udstyret med automatisk DSG-gearkasse, men den nye Evo2-udgave af motoren er mere økonomisk og udleder mindre CO2.



Kun 43.988 kr. for 1 år med 15.000 kilometer
Den kraftfulde 1,5-liters motor med 150 hk er et godt udgangspunkt for 12 måneders privatleasing. Der følger 15.000 kilometer med i leasingperioden, og priserne gør, at mange sikkert ville foretrække 3 års leasing og ikke kun 1 års.
Sådan er privatleasing i dag. Forhandlerne får flere biler gennem fødekæden ved 12 måneders leasing, og det giver mulighed for tilbud, som typisk er bedre end dem, man finder med 36 måneders binding.
Volkswagen tager 5.000 kr. i udbetaling/engangsydelse for T-Roc 1,5 TSI DSG, og den månedlige ydelse afhænger så af, om man foretrækker Style-udstyret eller det mere stylede R-Line-udstyr.
Style-versionen ligger på en månedlig ydelse på 3.199 kr. om måneden, og efter 12 måneders privatleasing har man i alt betalt 43.988 kr. (inkluderer tilbageleveringsgebyr på 600 kr.).
Det er attraktivt, og det er meget billigere end for eksempelvis en sammenlignelig Nissan Qashqai på 12 måneders privatleasing.




R-Line for 200 kr. mere om måneden
Til 3.199 kr. om måneden kommer T-Roc 1,5 TSI Style med rigtig meget udstyr. 17″ alufælge, LED-lygter, digital instrumentering, adaptiv fartpilot, blind vinkel-system, Travel Assist, bakkamera, el-betjent bagklap, nøglefri betjening, aut. klimaanlæg med to zoner, infotainment med trådløs opkobling til Apple CarPlay/Android Auto, varme i forsæderne og regnsensor. T-Roc har med den udstyrspakke en udsalgspris på cirka 397.000 kr.
Læs også: VW laver Golf om til elektrisk ID. Golf
Den anden mulighed, T-Roc 1,5 TSI R-Line, har en udsalgspris på cirka 426.000 kr., og den koster 200 kr. mere end Style-udgaven i månedlig ydelse. Med en månedlig ydelse på 3.399 kr. bliver det efter 12 måneder til i alt 46.388 kr.
Som R-Line har T-Roc alt det, vi har nævnt ovenfor, som Style-udgaven kommer med. Den har større alufælge – 18″ – og en masse stylingelementer ude og inde. Den har bl.a. et sportslæderrat, sportssæder, andre indlæg i grillen og R-Line-kofangere.
Brugte biler fra Volkswagen til salg på Bilbasen
Se flere brugte biler fra Volkswagen på Bilbasen