maj 14, 2024

Kinesiske Leapmotor på vej til Europa med elektrisk mikrobil til lavpris

Leapmotor har indgået partnerskab med Stellantis, og i løbet af 2024 kommer to af mærkets modeller på ni europæiske markeder. Mikrobilen T03 har en rækkevidde op til 265 km – og formentlig en lav pris.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Stellantis er en virksomhed af en størrelse, som man har svært ved at forestille sig. Aktiviteterne verden over er varieret, og mærker som Alfa Romeo, Citroën og Peugeot er bare en lille del af en meget stor virksomhed, som hele tiden er i udvikling.

Stellantis er på vej med en udvidelse. Et nyt bilmærke til europæiske markeder: Leapmotor. Hvis du allerede kender navnet, så er det fordi Leapmotor ikke i sig selv er et nyt bilmærke. Det er grundlagt i 2015 i Kina, og mærket kommer til Europa i kraft at et samarbejde mellem Leapmotor og Stellantis.

Stellantis leder den fælles virksomhed Leapmotor International, som har europæisk hovedkvarter i Amsterdam i Holland. Stellantis ejer 51 procent af Leapmotor International, som har fået alle godkendelser på plads til at drive virksomhed og sælge biler i Europa.

T03 er en elektrisk mikrobil med 95 hk

Salget starter i september i år i ni europæiske lande, og Leapmotor International regner med at have 200 udsalgssteder inden slutningen af 2024. Danmark er ikke med i denne første udrulning, som sker i Holland, Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Belgien, Grækenland og Rumænien.

Hos K. W. Bruun, som er importør af størstedelen af Stellantis’ bilmærker i Danmark, er der ingen information at hente omkring Leapmotor Internationals eventuelle ankomst i Danmark. Ser man på den ene af de to første bilmodeller under Leapmotor-navnet, som rammer Europa, ville det nok være en god idé at få åbnet døren til dansk introduktion.

Leapmotor T03 er nemlig noget så sjældent som en elektrisk mikrobil. En bil i stil med den ligeledes kinesiske Dacia Spring og Volkswagen E-Up. E-Up produceres ikke længere, og Spring blev kendt for sit ekstremt ringe sikkerhedsniveau, og den sælges ikke længere i Danmark.

T03 er bygget med en høj andel højstyrkestål, og Leapmotor proklamerer, at den er lavet til at leve op til strenge europæiske sikkerhedskrav. Den har også en lang række aktive sikkerhedsystemer.

Den 360 cm korte T03 har fem døre og en elmotor med 95 hk, men vigtigere endnu har den en moderne indretning og et batteri, som giver en WLTP-rækkevidde på op til 265 km. Hvis man forestiller sig, T03 kunne sælges til 125.000 kr. i Danmark – og det er ren spekulation og drømmeri – ville den næsten sælge sig selv.

Leapmotor C10 er (endnu) en Tesla Model Y-konkurrent

Leapmotor International vil introducere i alt seks elbiler i Europa frem mod 2028, og planen viser, at der vil være tale om to SUV-modeller og to hatchback-modeller, som endnu ikke er vist frem. Udover den lille T03 vil Leapmotor starte med at introducere SUV’en C10.

C10 passer for så vidt også rigtig godt i Danmark, hvor vi elsker mellemstore elektriske SUV’er og crossovers. Sådan en er C10 med en længde på cirka 474 cm. Den passer lige ned i klassen med Tesla Model Y, Xpeng G6, VW ID.4, Cupra Tavascan og så videre og så videre.

C10 har allerede en blåstempling fra sikkerhedsorganisationen Euro NCAP, hvor den tilsyneladende allerede har opnået fem stjerner i test. C10 er en elbil med baghjulstræk og en elmotor med 231 hk, og batteriet på 69,9 kWh giver en rækkevidde på 420 kilometer på en opladning.

Med den relativt lave ydelse, middelmådig rækkevidde og, hvis tallet vi har fundet er rigtigt, opladning fra 30 til 80 procent på 30 minutter, skal Leapmotor C10 være en prisbillig model, hvis den skal have en chance i Danmark. Om den får en chance, er lige nu et helt åbent spørgsmål.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Brugte elbiler til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS