Deepal S05 to biler blå og sølv
Nyheder
1. december 2025

Klar til endnu et bilmærke? Changan Deepal er på vej til Danmark

Kinas bilgigant Changan får dansk importør og lancerer sit elbilmærke Deepal i 2026 med to SUV’er, der lander i hajfyldt farvand.

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Det virker som déjà-vu. Vi har nemlig allerede skrevet en nyhedsartikel om Changans danske ankomst på Bilbasen. Det gjorde undertegnede i september 2024, hvor mærket gjorde opmærksom på sig selv gennem engelsksprogede pressemeddelelser.

Denne gang er meldingen dansk, og det skyldes, at Changan endelig har fået en dansk importør. Så når modellerne Deepal S05 og Deepal S07 forventes på vejene i løbet af 2026, bliver det gennem Andersen Motors, der står for salget af Suzuki i Danmark – og som også har brændt nallerne lidt på Aiways, der nu er totalt i dvale.

Deepal S07 bil kører mod venstre orange
Foto: Changan PR
Deepal S07 Fra siden orange
Foto: Changan PR
Deepal S07 kabine sort læder
Foto: Changan PR
Deepal S07 bagsæde sort læder
Foto: Changan PR

Mens Aiways måske viste sig som en umoden satsning, er der flere krummer i Changan. Med et globalt salg på knap 2,7 millioner biler i 2024 anses Changan som en af “The Big Four” blandt kinesiske bilproducenter. Det gør de sammen med SAIC, der driver MG; FAW, der driver Hongqi; og Dongfeng, der driver Voyah. Og nu altså Changan, der driver Deepal.

Changan eller Deepal?

Changan er navnet på moderselskabet, der råder over flere mærker og samarbejder. Eksempelvis eksisterer Changan Mazda, der, som navnet antyder, samarbejder om at bygge Mazda 6e. Deepal er et af Changans mærker, der drives selvstændigt, hvorfor modellerne i daglig tale kommer til at hedde Deepal S05 og Deepal S07.

Changans modelportefølje i Danmark vil i første omgang omfatte to fuldelektriske SUV’er: Deepal S05, der skal kæmpe i klassen med stærke konkurrenter som Skoda Elroq og Kia EV3, samt den større Deepal S07, der møder VW ID.4 og Tesla Model Y.

Deepal S05 kører mod højre blå high res
Foto: Changan PR
Deepal S05 fra siden blå på sand
Foto: Changan PR
Deepal S05 kabine rødt indtræk bred format
Foto: Changan PR
Deepal S05 kabine rødt indtræk høj format
Foto: Changan PR

Deepal S05 havde sin europæiske debut på motormessen IAA i München i år og har en rækkevidde på op til 485 kilometer fra et batteri på 54 kWh. Deepal S07 har været på markedet lidt længere — ikke kun fordi den havde sin kinesiske lancering i 2023, men også fordi det er Deepal S07, der danner teknisk grundlag for førnævnte Mazda 6e. Den får en rækkevidde på op til 475 kilometer. Begge modeller kan lade med op til 200 kW.

Changan Deepal lanceres i Danmark med en garanti på syv år eller op til 160.000 kilometer – samt en batterigaranti på otte år eller 200.000 kilometer. Den officielle introduktion ventes at finde sted i slutningen af marts næste år, hvorfor priserne også lader vente på sig lidt endnu.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen