ElbilerKlassikere

Stort galleri: Klassisk amerikaner omdannet til moderne elbil

Af i Elbiler, Klassikere
Nu kan du køre klassisk amerikaner med grøn samvittighed. Sjældent har vi set så gennemført en forvandling fra benzin-sluprende slæde til benhård elbil.

Af: Esben Skrumsager / d. 8. november 2018

Den ser fuldstændig autentisk ud, men denne klassiske Mercury Coupé fra 1949 er alt andet, end den udgiver sig for. Hos det amerikanske costum-værksted “ICON 4×4” er bilen blevet strippet for den sædvanlige V8-benzinmotor, og i stedet har den fået en elektrisk drivlinje.

LÆS OGSÅ: Sådan er det at køre på skiferie i en Tesla

Det er nærmest umuligt at se på afstand, men den første indikation på det opdaterede indre finder du, hvis du løfter tankdækslet. Her har du nemlig ikke meget held med at få stukket benzinpistolen i tanken…

Mercury med Tesla-motor
Mercury med Tesla-motor

Lynhurtig opladning og lang rækkevidde

Under det patinerede ydre gemmer sig en spritny drivlinje med to elektriske motorer og et Tesla-batteri på 85 kWh. Tilsammen yder systemet mere end 400 hestekræfter, hvilket formodentlig er op mod fire gange mere end den originale motor.

Tesla-batteriet sørger for en rækkevidde på mellem 250 og 300 kilometer. Det må siges at være godkendt, når man tager bilens størrelse og tyngde i betragtning.

Batteripakken kan lades op på en Tesla Supercharger, hvilket sikrer, du lynhurtigt er videre. Vi har på redaktionen selv testet de lynhurtige ladere, da vi tidligere på året kørte på skiferie i en Tesla Model X.

TIL SALG: Søg efter Tesla Model X på Bilbasen

Men uanset hvor meget opmærksomhed du måtte kunne tiltrække i en Tesla Model X med mågevinger og hele molevitten, kan den næppe hamle op med den klassiske Mercury.

Herunder kan du se de lækre billeder af bilens ydre, og længere nede finder du flere sprøde detaljebilleder af det gennemførte indre.

Udenpå ser bilen altså nøjagtig ud som den gjorde, da ICON-garagen købte den fra bilens oprindelige ejer i Californien. Bilen har dog været været splittet i atomer, før den atter er sat sammen med frisk gummi, isolering og støjdæmpning.

Indvendigt er de analoge instrumenter erstattet af en lille skærm, som må siges at være en af de eneste ledetråde, der indikerer, at bilen ikke er, hvad man skulle tro.

Moderne teknik godt gemt af vejen

Det mest gennemførte er dog uden tvivl den tekniske opgradering, som er usædvanligt godt skjult.

Batterierne er fordelt i bunden af bilen, mens selve elmotoren er sat ind, hvor gearkassen oprindeligt var placeret. Under motorhjelmen er teknikken placeret i en velpoleret skal, der er bygget som en efterligning af en gammel V8’er. Selv ledningsnettet er specialfremstillet, så det ligner de originale ledninger.

TIL SALG: Søg efter elbiler på Bilbasen

Hvis du er faldet pladask for den sprøde slæde, må vi nok skuffe dig. Bilen er et projekt, som ICON har lavet for en gammel kending af garagen, hvis navn de ikke er villige til at offentliggøre. Men hey, hvis du har penge nok, kan du sikkert få dem til at lave en lignende øko-klassiker til dig!

Er økonomien en begrænsning, kan du gå på opdagelse blandt de knap 200 elbiler, der lige nu er til salg på Bilbasen.

LÆS OGSÅ: Her er prisen på en Tesla Model 3

Om forfatteren

Esben Skrumsager

Bilnyheder fra ind- og udland samt tests af nye biler med fokus på praktiske egenskaber for familien er Esben Skrumsagers fokusområder. Med erfaring fra blandt andet Ekstra Bladet, Søndagsavisen og Bil Magasinet er redaktøren på trods af sine knap 30 år en erfaren herre inden for motorjournalistik.