Danske feriebilister skal indstille sig på køkørsel, hvis ferien byder på en tur gennem Tyskland her til sommer. Sådan lyder meldingen fra den tyske bilistorganisation ADAC, som igen i år opfordrer bilisterne til at undgå de store ud- og hjemrejsedage i sommerferien.
Der vil være massive kødannelser på mange tyske motorvejsstrækninger her til sommer, især på de dele af Autobahn, som benyttes til feriekørsel. Derfor anbefaler vi, at man undgår fredage i myldretidstrafikken, ganske enkelt fordi der vil være lange køer mange steder,
- lyder det fra Melanie Mikulla, talsperson for ADAC.
Myldretidstrafikken er værst mellem 6-10 om formiddagen og 15-19 senere på dagen.
Udfordringer flere steder
Et blik på det køkort, som ADAC hvert år udgiver i forbindelse med sommerferien, afslører, at udfordringerne allerede starter ved den dansk/tyske grænse ved Flensborg. Derefter bliver det for alvor problematisk ved Kielerkanalen, som er ved at blive udvidet med yderligere ét brofag.
Der er flere steder ned gennem Tyskland, hvor der, ud over den sædvanlige trængsel, ser ud til at være høj risiko for kødannelser. Det er Kielerkanalen, ved Elbentunnelen og for dem, som skal gennem Brennerpasset på vej mod Italien. Derudover er der vejarbejde på Lueg-broen ved grænsen til Italien, og her forventes der kødannelser gennem hele sommeren,
- siger Jens Bomholt, kommunikationschef hos energiselskabet OK.

Hold dig orienteret undervejs
Autobahn-strækningen A7 fra Flensborg til Füssen ved indgangen til Østrig er den motorvej, som flest danskere benytter i sommerferien, og igen i år er hele A7 markeret som særligt udsat for køkørsel.
Der er til gengæld mere optimistiske kø-prognoser for den vestlige hovedfærdselsåre A9, som især benyttes af sjællænderne. Bilister på A9 skal dog være opmærksom på området ved Nürnberg, hvor sammenfletningen af flere større motorveje ofte skaber køkørsel om sommeren.
Man kan ikke undgå kødannelser på ferieturen gennem Tyskland i år, medmindre man kører om natten, men man kan minimere kø-tiden. Det er en god idé at holde sig fra at køre på de dage, hvor mange af de tyske delstater starter og slutter deres sommerferie. Det er også en god idé at holde sig orienteret undervejs via de store tyske radiostationer, der leverer trafikmeldinger flere gange i timen, og så er Google Maps et af de bedste værktøjer til at holde sig opdateret om rejsetiden.
- siger Jens Bomholt fra OK.
For at få en god og sikker tur, har ADAC endnu et par opfordringer til danskerne.
Bilister bør undgå at planlægge at køre for lange afstande på én dag. Vi anbefaler et maksimum på 500-700 kilometer om dagen for at opretholde en høj trafiksikkerhed og gøre turen behagelig for alle i bilen. Og ADAC anbefaler kraftigt at planlægge regelmæssige pauser under lange køreture – ideelt set hver anden time.
- siger Melanie Mikulla.

Turen i elbil bliver ikke et problem
Selvom der generelt kan være lidt bøvl i vente, er der også gode nyheder. Den tyske bilistorganisation ADAC forventer ikke store udfordringer for elbilisterne i år. Årsagen er, at der er kommet mange flere ladepunkter langs det tyske motorvejsnet, og da der fortsat er få elbiler i Tyskland, er der rigeligt med kapacitet ved opladestationerne.
Der er også sket en positiv udvikling i antallet af ladestandere i Østrig og Frankrig, især langs med motorvejene, men der er fortsat udfordringer i Italien. Det gælder langs motorvejsnettet, og bliver værre jo længere sydpå, man kører, ligesom destinationsladning i de mindre byer også er udfordret med få lademuligheder, det sidste gælder for hele Italien.
Overordnet er turen i elbil dog blevet væsentligt nemmere de seneste år.
GODE RÅD TIL KØR-SELV-FERIEN
Planlæg i god tid og forsøg at undgå trafikknudepunkterne i myldretiden
Forvent en gennemsnitshastighed på 90-100 km/t. i dagtimerne
Hold pause hver tredje time og indregn en overnatning, hvis kørslen er længere end 700 kilometer
Hold dig løbende orienteret via trafikmeldinger på de store radiokanaler, men vær opmærksom på, at de ofte kun nævner køer over tre kilometer
Brug Google Maps, men overvej altid nøje, hvis ruterådgivningen anbefaler markante ændringer af ruten i forbindelse med kødannelser ved vejarbejder og uheld