august 22, 2022

Lamborghini Urus Performante er Djævelens værk!

666 er djævelens tal, og det er præcis så mange hestekræfter, der ligger i den nye Performante-udgave af Lamborghini Urus.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Lamborghini’er har aldrig været for de fromme og de stilfærdige, og hvis den svulstige SUV Urus ikke allerede var en djævelsk bil, så er den det nu: Urus Performante ikke bare ligner et monster, der kan få folk til at slå korsets tegn – den har også 666 hestekræfter.

666 er selveste Djævelen, Lucifers, tal, og det stammer fra det bibelske univers. Om Lamborghini har et udestående med kristendommen skal vi ikke forsøge at tolke i. Måske det nærmere er en advarsel om Urus’ evner til Ferrari, som er ved at lægge sidste hånd på sin djævel af en SUV, Purosangue?

LÆS OGSÅ | Lamborghini genskaber 15 Aventador, som ligger på bunden af Atlanterhavet

Lamborghini SKAL til at oppe sig i kampen mod sin italienske ærkerival. Purosangue, den første SUV fra Ferrari, kommer ikke kun som V8-hybrid, men også med en stor V12-motor. Urus? Den har en 4-liters V8.

Det handler om nydelsen, ikke ydelsen

Performante. Det er Lamborghinis måde at sige lidt mere ydelse, meget mere nydelse. Performante er for Lamborghini, hvad RS er for Porsche. En øvelse i at forstærke køreoplevelsen, som udføres ved at fjerne vægt og skrue op for de elementer, som strammer køreegenskaberne.

LÆS OGSÅ | Ugens slagtilbud? Mike Tysons Ferrari er til salg

4-liters V8’eren er beriget med bare 16 hk ekstra i forhold til originalens ydelse, så ud over Akrapovic-letvægtsudstødningen er der ikke meget at nævne i forhold til motoren. Selv om vi er nødt til at nævne, igen, at Performante-modelens 666 hk er en djævelsk ydelse.

Det er reduktionen i vægt – 47 kilo færre i kraft af bl.a. en masse kulfiber. Det støbte materiale bruges til motorhjelmen, bagkofangeren, diffuseren og bagspoileren – og, hvis man betaler ekstra, til taget. 0-100 km/t er skåret ned fra 3,6 sekunder til 3,3 sekunder.

Sænket 20 mm, pyntet med kulfiberskærmkanter

Hvad Urus Performante mangler i sensationel opgradering af motoren, har den i form af sin lavere vægt – og en lang række mekaniske ændringer.

Nye fjedre sænker bilen med 20 millimeter, og den er også hevet på den anden led: Urus Performante har 16 millimeter bredere sporvidde, og den ekstra bredde afstedkommer bredere skærmkanter i kulfiber.

LÆS OGSÅ | Første billede af Purosangue – den første SUV fra Ferrari

Ny letvægtsfælge i størrelsen 22″ eller 23″ med bolte i titanium kommer med specialudviklede Pirelli-dæk, og styretøjet er re-kalibreret for mere føling med forhjulene. Et nyt differentiale giver bedre fordeling af V8’eren moment mellem baghjulene, og den nye bagspoiler, blandt flere elementer, giver 8 procent mere downforce (bilens tryk mod vejen under kørsel).

Urus byder normalt på de tre køreindstillinger Strada (vej), Sport og Corsa (bane), men i Performante-versionen er Rally kommet til. Rally er lavet målrettet til hurtig kørsel på grus og løst underlag. Det lyder som noget, der er djævelsk sjovt.

Set fra siden er det tydeligt, at Urus er lavere i Performante-versionen. Hvad man ikke kan se her er, at den også er bredere end originalen
Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS