Show car. Det kalder Skoda den udgave af den nye elbil Epiq, der netop er præsenteret i forbindelse med biludstillingen IAA i München. Altså en bil, der kun skal stå på en udstilling - og ikke den færdige udgave, der går i produktion i 2026.
Men vi kalder det spil for galleriet. Der er intet kun-til-udstilling over Epiq, som den ser ud på billederne. Den skal de bare se at få sat i produktion, tjekkerne.
Deri ligger muligvis grunden til, at Skoda kalder bilen for en show car: i marts 2024 lovede Skoda nemlig, at Epiq ville være produktionsklar i 2025. Det kommer nemlig ikke til at ske, for verdenspremieren på den helt, helt, HELT endelige Epiq er først i foråret næste år. Og Epiq kommer først til Danmark i efteråret 2026.
For Skoda er det ingen katastrofe. Skoda er nemlig det mærke i Volkswagen-koncernen, der er bedst kørende for tiden. Det går virkelig godt for det tjekkiske mærke, og her i Danmark nærmest flyver elbilerne Elroq og Enyaq ned fra hylderne.





Cupra Raval og VW ID. Polo er Epiqs søskende
Hvis man skal være rigtig grov, så er det faktisk svært at se, hvor meget designerne har lavet på Epiq-designet, siden vi i marts 2024 kunne præsentere den første - og rigtige - show car. Prøv selv at sammenligne billederne i artiklen fra marts 2024 med de nye billeder herover (vi har sat linket ind efter andet afsnit et stykke oppe).
På den anden side er det ikke så fornærmende, som det lyder. Epiq ender på den måde med at være en seriøs lille elektrisk crossover. En lille elbil uden pjat og designdetaljer, som skal gøre op for, at designerne bare vil skabe opmærksomhed.
Der er hårde facts at forhold sig til, selv om der er længe til premieren. Epiq bliver 4,1 meter lang (Elroq er 4,49 meter lang), så den er godt og vel 14 centimeter kortere end benzinbilen Kamiq. Men platformen, MEB+, som indtil videre skal deles med Cupra Raval og VW-modellerne ID. Polo og ID. Cross, vil give rummelige biler.
Bagagerummet er da også på virkelig imponerende 475 liter. Rækkevidden kommer op på cirka 425 kilometer for versioner med det størst mulige batteri; der kommer et mindre batteri, som formentlig giver en rækkevidde i omegnen af 300 kilometer. På den måde kan Skoda holde prisen nede, og forhåbentlig kan Epiq-basisudgaven komme under 200.000 kr., når den i efteråret næste år endelig kommer til Danmark.