Vi synes, vi efterhånden kender Volkswagens ID.2 rigtig godt. Vi har været i selskab med den kommende elektriske minibil ved flere lejligheder - og vi er blandt de udvalgte, der både har været tæt på konceptbilen (ID.2all) og den produktionsklare udgave.
Men i dag er vi blevet endnu klogere, for Volkswagen har afsløret, at den elektriske model i Polo-størrelse skal hedde - måske ikke så overraskende - ID. Polo. Bilederne viser den helt nye model i produktionsklar udgave, men pakket ind i kamuflage, der forvrænger linjerne ret så grundigt.
På den måde sikres det vidt udbredte, kendte og anerkendte, navn en fremtid, også selv om den kendte benzinmodel i løbet af en årrække udfases. Den kendte Polo med benzinmotor udgår dog ikke foreløbig, for den videreudvikles med bl.a. hybridmotor for at kunne sælges selv med kommende strengere krav fra EU til benzinbiler.













ID. Polo GTI kommer også i 2026
Verdenspremieren på ID. Polo i en 100 procent produktionsklar udgave finder sted i maj næste år. Der er ingen ny information i forhold til batteristørrelser og rækkevidde, men VW har tidligere fortalt, at en rækkevidde omkring 450 kilometer kan forventes med det størst tilgængelige batteri. Der bliver, fortæller tyskerne, to batteristørrelser.
Den lille elbil er 405 centimeter lang, som er to centimeter kortere end Polo med benzinmotor, men samtidig længere end Renault 5 E-Tech (392 centimeter) og på størrelse med Peugeot E-208.
ID. Polo er den første bilmodel i VW-regi på en opdateret platform, der lyder navnet MEB+. I forhold til MEB er der både nye batterier (formentlig også af typen LFP) og forhjulstræk. I første omgang kommer den med ydelser i tre niveauer - senere går antallet op på fire.
Læs også: Volkswagen går elektrisk med GTI
ID. Polo kommer op på fire varianter senere i 2026, og det sker når den spændende GTI-udgave har premiere. ID. Polo GTI er den eneste udgave af elbilen, vi kender motorydelsen på: 226 hestekræfter. Ved at skalere ned i ydelse i forhold til de almindelige udgaver, vil de formentlig ligge fra omkring 100 til 170 hestekræfter.
Interiøret bliver en opgradering i forhold til de eksisterende ID.-modeller. Vi har set det i virkeligheden, men kan desværre ikke afsløre noget. Priserne skal starte på under 25.000 euro i Tyskland, som svarer til 187.500 kr. Dertil kommer eventuelle danske afgifter og dansk moms.