Mercedes-Benz CLA Shooting Brake EQ Tech har næsten alt kørende for sig i forhold til sedanen, som kom på markedet tidligere i år: den er mere elegant, mere rummelig, har et bedre bagsæde - og så har den nogle rigtige knapper i rattet, hvor den almindelige CLA EQ Tech belastes af næsten ubrugelige touch-flader.
Der er to ting ved den nye Shooting Brake, som måske er et minus i forhold til sedanen. Men det er små minusser: merprisen er nemlig meget rimelig med 10.000 kr., og reduktionen i rækkevidde er mere eller mindre ligegyldig, når man starter på et tal, der ligger langt over 700 kilometer.
Den danske importør har op til afsløringen af CLA Shooting Brake EQ Tech-priserne sat priserne på sedanen ned og givet den mere udstyr. Timingen er alt andet end god for ejere, der i de forløbne måneder har købt og fået bilen, men for kommende Shooting Brake-ejere er det en gevinst: den er først på markedet til foråret, og priser og udstyr er tilpasset sedanen.
CLA Shooting Brake EQ Tech kan bestilles allerede nu, og den findes i to varianter: CLA Shooting Brake 250+ til priser fra 429.700 kr. og CLA Shooting Brake 350 4Matic til priser fra 469.700 kr. Der er, endnu i hvert fald, ingen tegn på billigere 200-variant, som der er kommet i sedanens modelprogram.







Rækkevidden er op til 748 kilometer
CLA Shooting Brake 250+ er et rigtig godt udgangspunkt for en meget lang køretur. Rækkevidden med det danske standardudstyrsniveau, Advance Edition, er lidt lavere, end det er muligt på hjemmemarkedet Tyskland, hvor bilen fås med mindre udstyr. Her i landet er den på op til 748 kilometer, som nok rækker til de fleste.
Som i sedanen er der 272 hestekræfter, to-trins automatisk gearkasse, baghjulstræk og 800 volt-system med opladning op til 320 kW ved en DC-lader.
Da merprisen for den betydeligt stærkere CLA Shooting Brake 350 4Matic er lavere end ventet (40.000 kr. i stedet for cirka 54.000 kr.), på grund af sedanens prisfald, kan den af flere årsager være oplagt: den har bedre vejgreb, kan trække 1.800 kilo med 250'erens 1.500 kilo - og så er der det ekstra skud hestekræfter med 354 styk i alt.







Panoramatag og el-bagklap inkluderet
Standardudstyret kan betegnes som omfattende, efter Advance Plus-pakken er blevet standard i hele modelprogrammet. 18" alufælge, panoramaglastag, automatiske ydre dørhåndtag (popper ud) el-betjening af bagklappen, nøglefri betjening, trådløs smartphoneopladning, bakkamera, stor infotainmentskærm, indtræk i kunstlæder/stof og meget andet er standard.
Varme i rattet er dog stadig ekstraudstyr til 3.864 kr., og det automatiske klimaanlæg kommer som standard kun med en zone. Med Premium-pakken til 29.423 kr. følger klimaanlæg med to zoner med, og det samme gør el-justerbare forsøder, lys i dørpanelerne og den 14" store Superscreen foran passagersædet. Sidstnævnte pynter gevaldigt på interiørdesignet, da man ellers får en stor plastplade med stjerner på.
Premium Plus-pakken til 56.916 kr. kommer med delene fra Premium-pakken og tilføjer derudover Burmester 3D-lydsystem, head-up display, adaptive Multibeam-LED-forlygter og udvidet sikkerhedsudstyr med præ-kollisions-system.



