Mercedes-Benz CLA EQ 72 111
Test og anmeldelser
16. juli 2025

Første tur: Det bliver en laaaaang tur i Mercedes-Benz CLA EQ Technology

Den første elektriske CLA fra Mercedes-Benz er strømlinet og står prangende med en rækkevidde på næsten 800 kilometer. CLA EQ Technology er velkørende, men vil man have en familiebil, skal man se sig om efter en anden model.

Morten B. Bek

Morten Bek

Bilbasen var inviteret til København af Mercedes-Benz Danmark Navnet giver mig nervøse trækninger: Mercedes-Benz CLA med EQ Technology. De kunne ikke nøjes med CLA nede i Stuttgart, for den nye CLA eksisterer både som klassisk model med forbrændingsmotor og som elbil.

Det skal selvfølgelig stå klart for en tysk kunde, at der er forskel, så han eller hun ikke ved en fejl kommer hjem med det forkerte produkt. Men i Danmark er kun elbilen aktuel, så navnet er dobbelt konfekt. Flødeskum med ekstra flødeskum.

Jeg skærer navnet ned til CLA EQ Tech, fordi det er nemmere at sige, nemmere at forholde sig til, og det er mindre arbejde for mine skrivebelastede fingre. Men de skal arbejde hårdt, for der er virkelig meget at sige om den nye elektriske CLA, som jeg prøver over to dage i danskernes egen hovedstad, København.

Mercedes-Benz CLA EQ 72 002
FOTO: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz CLA EQ 72 010
FOTO: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz CLA EQ 72 011
FOTO: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz CLA EQ 72 021
FOTO: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz CLA EQ 72 111
FOTO: Mercedes-Benz

God til to

Opmærksomheden omkring den første elektriske CLA er stor, og Mercedes-Benz håber, at al snakken omsættes til salg. De mangler den, Mercedes-Benz, for både EQA og EQB er gamle produkter, og hverken EQE eller EQE SUV har vind i sejlene.

Der er ingen elektrisk C-Klasse, ingen elektrisk stationcar, ingen mellemstor elektrisk crossover, før GLC med EQ Technology (der var det navn igen) lanceres i 2026. CLA EQ Tech er den vigtigste bil, Mercedes-Benz har lanceret i årevis i forhold til et marked som det danske.

Men nogen elektrisk C-Klasse er CLA EQ Tech ikke. Den er under tre centimeter kortere end en C-Klasse sedan, men i stedet for en klassisk sedan er CLA, som var udgangspunktet også for de to tidligere generationer, en ekstra strømlinet bil med fire døre med rammeløse ruder og lidt coupé rørt i gryden for designets skyld.

Det står hurtigt klart, at var CLA EQ Tech en C-Klasse, ville den have bedre pladsforhold. Der er ikke meget plads i højden ved bagsædet. Egentlig heller ikke til benene eller til at stikke fødderne under forsæderne. Siddekomforten i bagsædets pladser er ikke god for en bil, der er mere end 4,7 meter lang. Man kan eventuelt benytte bilens frunk til svigermor, for med 101 liter er det nemlig meget rummeligt.

Mercedes-Benz CLA EQ 72 007
FOTO: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz CLA EQ 72 113
FOTO: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz CLA EQ 72 111
FOTO: Mercedes-Benz

Mercedes-Benz er fedtet med udstyret

Mercedes-Benz har en overraskelse med til præsentationen i København, og det er den nye CLA Shooting Brake EQ Tech. Hvis planen er at bruge den nye elbil som familiebil, så er den elegante stationcar et overlegent valg: mere loftshøjde, større og bedre tilgængeligt bagagerum.

Fordi den også er lidt nyere end CLA som sedan, har den fået et nyt rat med et par helt ægte, fysiske rulleknapper. Det er faktisk det samme som en indrømmelse af, at Mercedes-Benz har fået skældud af kunderne. Merprisen kender jeg ikke, men 20.-30.000 kr. vil Shooting Brake-udgaven sagtens kunne bære. Ikke helt så rummelig som en Audi A6 E-Tron, der fås fra 569.990 kr., men helt sikkert meget billigere med priser fra - er mit gæt - cirka 450.000 kr. og med betydeligt mere rækkevidde.

Som sedan starter CLA EQ Tech på 427.990 kr., og det vrimler ikke med alternativer, der både har mærkestatus, lang rækkevidde og topmoderne teknologier. BMW i4 er selvfølgelig oplagt, men topmoderne er den ikke med 497 kilometer rækkevidde i eDrive35 til 449.990 kr.

Et overflødighedshorn i udstyr er CLA EQ Tech, selv om det ser flot ud med et glastag som standardudstyr. At det koster 18.352 kr. ekstra med nøglefri betjening, trådløs mobilopladning, stemningsbelysning og automatiske (ydre) dørhåndtag er godt gammeldags optrækkeri. Varme i rattet kommer så stadig ved siden af.

Jeg falder ikke i svime over hverken interiørdesignet eller -materialerne. I modeller uden skærm foran passagersædet til underholdning, altså udover infotainment og instrumentering, får man et stort stykke sort plast med små stjerner på. Billig løsning, der ikke klæder kabinen. Skærmen har endnu ikke en pris, men desværre er jeg ikke i tvivl om, at den bliver dyr.

Mercedes-Benz CLA EQ 72 030
FOTO: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz CLA EQ 69 029
FOTO: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz CLA EQ 69 034
FOTO: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz CLA EQ 69 030
FOTO: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz CLA EQ 69 032
FOTO: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz CLA EQ 72 031
FOTO: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz CLA EQ 72 026
FOTO: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz CLA EQ 72 027
FOTO: Mercedes-Benz
Mercedes-Benz CLA EQ 72 028
FOTO: Mercedes-Benz

Lige ved og næsten på 800 kilometer

Det lækre i CLA EQ Tech sidder i infotainment og instrumentering. Klare, imponerende skærme, som giver et langt bedre indtryk end det, man får i nogen kinesisk bilmodel. Det omgivende design er tungt og nogle steder decideret mærkeligt. Som de meget store rosetter, der huser ventilationsdyserne i siderne. De minder mig om noget fra rokokotiden, og så kommer vi ikke meget længere væk fra noget, der er moderne.

Du vil selvfølgelig gerne vide, om CLA EQ Tech kører godt, og om den kører langt på en opladning. Rækkevidden er trods alt det, der har tiltrukket så mange allerede længe inden bilen kommer til Danmark (som sker efter sommerferien).

792 kilometer med batterikapacitet på 85 kWh i CLA 250+ med baghjulstræk og 272 hestekræfter er sød musik i mine ører, for det kan kun lade sig gøre med et lavt forbrug. Og lavt forbrug kommer ved hårdt arbejde og mange, mange timers finjustering og udvikling.

Elmotoren sender sine kræfter ud via en to-trins gearkasse, og det er normalt noget, der optræder i dyrere elbiler og elbiler med flere kræfter. Her sænker det motorens omdrejning for bedst mulig effektivitet. En meget nøjsom varmepumpe og fuld afdækning af hele bilens underdel gør, at Mercedes-Benz kan love et snitforbrug på 12,2 kWh; den førnævnte BMW i4 eDrive35 står til 15,2 kWh.

Man skal køre meget jævnt og roligt, for ikke at glemme undvære motorvej, hvis 12,2 kWh nogensinde skulle ske i den virkelige verden. Men på ture rundt i København og Nordsjælland siger bilen selv 14-15 kWh med både hurtig kørsel og motorvej. En virkelig flot værdi, hvorfor 500-600 kilometer med kørsel iblandet motorvej virker til at være indenfor rækkevidde. Opladning sker med op til 320 kW ved en DC-lynlader, så 10 til 80 procent sker på ned til 22 minutter.

I sig selv er 22 minutter en god tid, men jeg synes ikke, det rykker noget i forhold til, at Kia og Hyundai i årevis har givet Ioniq 5-kørere mulighed for 10-80 procent på 18 minutter. Forskellen, skal man huske, ligger i de kilometer, man kan køre på opladningen. Med 80 procent på batteriet kan man, ud fra WLTP-normen, køre 634 kilometer i CLA 250+, mens det i Ioniq 5 med stort batteri “kun” giver strøm til 456 kilometer.

Mercedes-Benz CLA EQ 72 020
FOTO: Mercedes-Benz

Basismodellen er den rigtige model

Batteriet på 85 kWh for lov at stå alene en tid, men der kommer et mindre med lavere energitæthed. Jeg tvivler på, at det vil få rækkevidden til at dykke under 500 kilometer, men det skulle få prisen til at gå under 400.000 kr.

Tættere på 500.000 kr. er den firehjulstrukne CLA 350 4Matic med 354 hestekræfter, og selv om det kun koster lidt på rækkeviddekontoen, så er cirka 54.000 kr. for meget ekstra i forhold til CLA 250+ med 272 hestekræfter.

Den baghjulstrukne CLA 250+ har nemlig så stort et potentiale for accelerationer ved alle (lovlige) hastigheder, at 272 hestekræfter lugter lidt af underdrivelse. Stærk er den, støjsvag og kun en basismodel af navn.

CLA EQ Tech har ingen adaptiv affjedring, men regulære stålfjedre og passive støddæmpere. Dem udnytter den efter bedste evne, og som alle forventer af en Mercedes-Benz, så har den en rigtig god, komfortabel affjedring.

Baghjulstrækket forhindrer hjulspind ved almindelig kørestil, men en lille udskridning kan man sagtens fremprovokere ud af et T-kryds. CLA 250+ har klippefast stabilitet og rigtig godt greb i vejen, men umiddelbart er det ikke styretøjet, der gør den sjov at køre. Det er komforten og den lange rækkevidde, man skal få fornøjelse ud af.

Mercedes-Benz CLA EQ 72 006
FOTO: Mercedes-Benz

DEN FORELØBIGE DOM

CLA EQ Tech er en betydningsfuld elbil. For både Mercedes-Benz i Danmark og for danske købere, som kunne trænge til et større udvalg og biler med lang motorvejsrækkevidde.

Den nye elbil er god nok, men et direkte imponerende indtryk giver CLA EQ Tech ikke ved første møde. Interiøret byder hverken på god plads, virkelig fine materialer eller meget standardudstyr.

Det er køreegenskaberne, designet og rækkevidden, der skal sælge den nye Mercedes-Benz. Og lige nøjagtig de tre ting gør, at CLA EQ Tech nok skal klare sig godt i Danmark.

Mercedes-Benz CLA EQ Technology 250+

Motor: Elmotor (bagtil) Ydelse: 272 hk / 335 Nm 0-100 km/t: 6,7 sekunder Tophastighed: 210 km/t Forbrug: 12,2 kWh/100 kilometer Rækkevidde: 792 kilometer Batteristørrelse: 85 kWh Ladekapacitet: 320 kW Mål (L/B/H): 472/186/147 cm Køreklar vægt: 2055 kilo Trækvægt: 1.500 kilo Bagagerumsvolumen: 405 liter + 101 liter foran Pris: 427.990 kr. (CLA EQ Technology fås fra denne pris) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 40.000/5.695 kr.* (CLA EQ Technology fås fra denne pris) Beskatningsgrundlag, firmabil: 399.900 kr. (CLA EQ Technology fås fra denne pris) *Privatleasing på 36 måneders kontrakt med 15.000 kilometer om året inkluderet. CLA EQ Technology fås også på 12 og 24 måneders kontrakt til andre priser.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Andre fandt dette interessant