december 8, 2023

Nu kan du få en VW ID. Buzz for under 400.000 kr.

VW ID. Buzz blev Årets Bil i Danmark ved sidste års kåring, og forhandlerne kunne dengang berette om ventelister og lange leveringstider. I dag er historien en anden.

TEKST Simon Hallenslev FOTO Bilbasen / Salgsbilleder

I løbet af i år har vi på Bilbasen gentagne gange kunne fortælle om priser på brugte elbiler, der rasler ned. Selvom det var Tesla, der slog bunden ud af brugtmarkedet, har prisjusteringerne bredt sig som en steppebrand til de andre bilmærker.

Tilbage i august var det særligt brugtpriserne på de elektriske modeller fra Volkswagen, der tog vores fokus med gennemsnitlige prisfald på over 60.000 kr.

Det er en prisfest, der er fortsat, hvor vi i de seneste uger har set priserne på særligt VW ID. Buzz dale. I dag runder den første charmerende elbus et skarpt hjørne og kan gafles for under 400.000 kr. på Bilbasen. 

Brugt Buzz

Den første VW ID. Buzz, der nu er sat til salg for 399.900 kr. på Bilbasen, sælges af forhandleren Andersen & Martini i Greve, og når vi kalder den brugt, er det en stramning. Den er fra oktober 2023 og har kun taget turen fra autotransporteren med i alt 10 km på tælleren.

Der er to års fabriksgaranti fra første indregistrering og otte års batterigaranti (op til 160.000 km), præcist som hvis man købte den hos VW. Den ene måned, man misser på fabriksgarantien, betyder til gengæld en besparelse på 90.000 kr.

Hos VW koster en fabriksny ID. Buzz Life 489.995 kr., hvilket altså er 90.095 kr. mere end den billigste Buzz på Bilbasen. Selvom eksemplaret hos Andersen & Martini er den eneste under 400.000 kr. lige nu, er der flere, der sagtens kan dykke derned de kommende uger. Der er 18 VW ID. Buzz til under 420.000 kr. på Bilbasen lige nu.

Hvorfor er Buzz blevet billig?

Spørger man Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, er der en ganske simpel forklaring på, at ID. Buzz er blevet billig. Den sælges simpelthen ikke i det omfang, som VW havde forventet hverken i Europa eller Danmark, selvom Danmark faktisk er et af de lande, hvor der kører flest ID. Buzz pr. indbygger.

Da VW ID. Buzz blev lanceret, lod vi os fortælle, at det nærmest var som at vinde i Lotto, hvis man fik lov at købe en. Faktummet er bare, at vi i dag har over 100 eksemplarer til salg på Bilbasen, og det beviser, at det ikke er som at vinde i Lotto” – siger Jan Lang.

VW giver forhandlerne adgang til fabriksnye biler, der kan sælges til mere fordelagtige priser end listepriserne, simpelthen fordi de ikke sælger nok af dem selv. Ifølge Jan Lang illustreres det haltende salg yderligere af det skarpe leasingtilbud, som VW lancerede i sidste uge på særudgaven ID. Buzz Life 75 Years Edition. VW vil lange over disken, og det har de nu formået.

Med en uhørt lav leasingydelse på bare 3.999 kr. om måneden blev ID.Buzz nemlig revet væk. Efter kun fem dage med tilbuddet, var der udsolgt. Uanset om man nåede at slå til leasingtilbuddet, eller om man køber den for under 400.000 kr., får man meget bil for pengene.

Del artikel:

Find brugt VW ID. Buzz til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS