januar 15, 2023

Test: VW ID.Buzz skal vælges for charmen

VW ID. Buzz er løbet med meget opmærksomhed samt titlen som Årets Bil i Danmark 2023. Er det for meget, eller er det fuldt fortjent? Vi tester den!

Tekst & foto: Simon Hallenslev

Skuespillere og filminstruktører kan, efter en række succeser, finde på at lave en film for dem selv. Film, der i højere grad tilgodeser et ønske om stil eller æstetik end om at maksimere billetsalget. Det er lidt dét, som VW har gjort med ID. Buzz

Da T3 blev afløst i 1990, skiftede bussen navn til Transporter og blev i højere grad kendt som håndværkerens arbejdshest end som frisindet hippiebus. Nærmest siden da, har VW drømt om at genoplive rugbrøddet og testet drømmen af med adskillige konceptbiler.

Microbus i 2001, Bulli i 2011 og Budd-E 2016. I 2017 er der jackpot med konceptet ID. Buzz, der sættes i produktion i 2022. VW ID. Buzz løber med såvel opmærksomheden som titlen som Årets Bil i Danmark 2023. Nu er det på tide, at den står sin test i den danske vinterkulde. Fortjener den titlen og opmærksomheden?

En bund, man kender

VW ID. Buzz er selvfølgelig mere end blot en æstetisk drøm, og selvfølgelig er den ikke fri for kommercielle interesser eller salgsmål. Netop derfor er VW ID. Buzz bygget på en bund, man kender, nemlig den bredt benyttede MEB-platform. Den deler også både batteripakke og motorer med VW ID.4.

På den måde har VW reduceret udviklingsomkostningerne, ved at tage dele der duer fra et rullende samlebånd, og bygget Buzz oven på. Og udover at reducere omkostninger samt risiko, har denne tilgang også andre fordele med sig. VW ID. Buzz kører nemlig fuldstændigt som en helt almindelig bil. 

LÆS OGSÅ | VW ID.7 klar til livet som elektrisk topmodel

Der er intet skrumlet eller varevognsagtigt over, hvordan den bevæger sig. Undervognen føles sofistikeret, da den formår at udglatte ujævnheder uden at blive hverken køresygeinducerende blød eller krængende. Det vidner om en balance, som varevogne kun kan drømme om.

Trods sin højde og drøjde er ID. Buzz præcist så letkørt og komfortabel som den nærtbeslægtede ID.4 – også på motorvejen. Herude er det kun en let susen fra sidespejle samt fra den kantede snude, der finder vej til kabinen. Ellers er den så tyst som sine elektriske søskende.

Æstetikken forrest

Det jeg mener, når jeg skriver, at ID. Buzz tilgodeser et æstetisk ønske, er det fordi, at den ikke giver mening på papiret. Vil man have en effektiv elbil med VW-logo og plads til familien, skal man købe sig en VW ID.4.

VW ID. Buzz rager næsten 30 cm mere i vejret end ID.4 og vejer over 350 kg mere med samme motor og batteri. Det giver selvsagt en noget sløvere acceleration og vigtigere; et dårligere forbrug og en lavere rækkevidde.

LÆS OGSÅ | Test: 3 ting man elsker og hader i VW Golf 8 GTE

Det elektriske rugbrød er opgivet til 409 km – over 100 km mindre end en tilsvarende ID.4. Tilsæt så en kold, dansk vinter, og så har man en æstetisk bus, der under ingen omstændigheder kommer længere end 300 km. Med blandet kørsel i minusgrader vil jeg med et konservativt skøn sige 250 km.

Det er ikke meget, og selvom udenlandske rækkeviddetests af ID. Buzz ser mere lovende ud i lunere temperaturer, er det noget, man skal være opmærksom på. Det er med andre ord prisen for at købe ind på den førnævnte æstetik.

Opmærksomhed ad libitum

Som fingerregel afholder jeg mig altid fra at kommentere for meget på design, da det er subjektivt. Det vil jeg også her. I stedet vil jeg lade mængden, og typen, af opmærksomhed tale for sig selv for at påvise min enerverende plapren om stil og æstetik.

Jeg har haft æren af at køre mange sjove biler, der trækker opmærksomhed. Her tænker jeg blandt andet på den skrigorange BMW M5 Competition og Porsche 911 GT3. Den opmærksomhed, som de to fik, blegner totalt ved siden af den, jeg oplevede med VW ID. Buzz.

LÆS OGSÅ | Test: Ny Porsche 911 GT3 får os til at savne på forhånd

I løbet af en uges test henvendte 10 personer sig til mig for en snak og et nærmere kig på ID. Buzz. En ældre herre tilkendegav i øvrigt, efter et par runder om bilen, at det designet i hans optik var så tro mod originalen, at det gav ham tårer i øjnene. Han var tidligere T1-ejer.

Og hvor de førnævnte sportsbiler vakte opmærksomhed bestående af lige dele glæde og foragt, er det kun nysgerrighed og store smil, VW ID. Buzz vækker. Af den årsag alene, mener jeg, at VW er lykkedes med retrobussen. De har fundet en stil og en æstetik, der vækker ægte følelser.

Løser charmen alt?

VW ID. Buzz er ikke perfekt, og den middelmådige vinterrækkevidde er ikke det eneste, som charmen skal kompensere for. For hvor platformen sikrer køreegenskaber som en personbil, lugter kabinen alt for meget af varevogn taget startprisen på godt en halv million i betragtning.

Nok har man forsøgt sig med sjove farver, retro-trim og et utal af smarte funktioner. Det er ikke nok til at skygge for den absurde mængde af decideret utiltalende hård plastik. I VW ID. Buzz skal man på jagt efter de bløde materialer snarere end de hårde.

Det er ærgerligt, fordi kabinen syner fed og er godt gennemtænkt. Opdelingen til kopholdere i midterkonsollen kan eksempelvis tages op og bruges som isskraber eller kapseloplukker, ligesom hele midterkonsollen kan poppes ud og tages med. Til hvis man mangler opbevaring på sin picnic-tur i skoven.

LÆS OGSÅ | Duel: Har Toyota BZ4X noget på Hyundai Ioniq 5?

Og apropos opbevaring, så er der ikke meget af den tilbage i testbilen. Den er nemlig udstyret med campinggrej fra tyske Ququq, inkluderende en seng, der kan foldes ud over bagsæderne, et stort gasblus samt en vask. En pakke, der koster 21.000 kr., og som kan dække de eventyrlystnes behov, indtil en regulær California-version af ID. Buzz lanceres.

Udstyret fra Ququq skal bestilles separat og det må anbefales, at campingeventyr i ID. Buzz begrænses til sommermånederne eller afholdes under sydlige himmelstrøg. Der er nemlig intet fyr, der kan holde kabinen varm.

Selve kabinepladsen er ret åbenlyst imponerende, og er i realiteten den eneste, store trumf over en VW ID.4. Mennesker i alle længder og bredder kan let finde sig til rette i de justerbare bagsæder, mens autostole kan kastes hensynsløst ind i Isofix-beslagene takket være massive skydedøre.

Fuldt fortjent

Kåringen af VW ID. Buzz som Årets Bil 2023 har allerede kastet rigeligt med kritiske røster af sig. Hvordan kan man kåre en så dyr bil, der har en middelmådig rækkevidde om vinteren og en kabine, som er sat til med billig plastik, som Årets Bil? Det kan man kun, hvis der er andre kvaliteter, der trækker tilsvarende op. Og dét er der i VW ID. Buzz.

For VW ID. Buzz er en ekstraordinær bil. Den er både ekstraordinært charmerende og ekstraordinært rummelig uden at være ekstraordinært svær at manøvrere rundt med. Den har varevognskvaliteter som et udsyn, som kun er UPS-chauffører forundt, uden en bumlet undervogn eller et højt støjniveau.

VW ID. Buzz starter i 489.995 kr. mens testbilen er en topudstyret Style-Variant til 579.995 kr., og det er mange penge. Det er også flere penge, end hvad der giver mening – men mening kan du købe i en ID.4. I VW ID. Buzz køber du æstetik, stil og smil, der kan sende solstråler gennem selv grå januarskyer, og med sådanne egenskaber, er al hyldest og opmærksomhed fuldt fortjent, hvis du spørger mig.


Volkswagen ID. Buzz Style 

Motor: Elmotor
Ydelse: 204 hk / 310 Nm
0-100 km/t: 10,2 sekunder
Tophastighed: 145 km/t
Forbrug: 21,3 kWh/100 km
Batterikapacitet: 82 kWh
Ladekapacitet: 170 kW
Rækkevidde: 410 kilometer
Mål (L/B/H): 471/199/193 cm
Køreklar vægt: 
2.477 kilo
Bagagerumsvolumen: 1.171-2.205 liter
Pris: 
579.995 kr. (ID. Buzz fås fra 489.995 kr.)

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS