Hvis Mercedes-Benz CLA EQ Tech er for lav, for trang eller noget helt tredje, der diskvalificerer den som næste bil, så er det helt oplagt at se nærmere på den nye GLB EQ Tech. Den elektriske crossover kommer til Danmark i foråret, og med priser fra 419.900 kr. har den nøjagtig samme pris som CLA.
Men skal den næste bil i stedet være på privatleasing, så er GLB billigere end CLA. I løbet af to års privatleasing er der mere end 10.000 kr. at spare ved at vælge den rummelige crossover i stedet for den lave sedan. Man sparer selvfølgelig også på rækkevidden, men det er nu engang det, der altid er tilfældet med en crossover - GLB kører op til 631 kilometer på en opladning, mens CLA med samme batteristørrelse klarer op til 778 kilometer.
Den nye GLB, der afløser EQB, fås i to udgaver: GLB 250+ med baghjulstræk, 272 hestekræfter og rækkevidden på 631 kilometer eller som GLB 350 4Matic med firehjulstræk, 354 hestekræfter og rækkevidde op til 614 kilometer.
På privatleasing har fås indtil videre udelukkende basismodellen GLB 250+. Den kommer på privatleasing med noget udstyr som standard, der virkelig mangler som standard, når man køber bilen: Advance-pakke Plus med trådløs smartphoneopladning, nøglefri betjening, integrerede (ydre) dørhåndtag, armlæn bagtil med kopholdere og stemningsbelysning.










4.495 kr. om måneden på 24 måneder privatleasing
Mercedes-Benz arbejder med privatleasing med varierende længde på kontrakten. Fra opstart kan man vælge mellem 12, 24 eller 36 måneder, og i modsætning til mange andre bilproducenter giver tyskerne 15.000 kilometer om året med - og ikke kun 10.000 kilometer.
Der er forskel på engangsydelsen og den månedlige ydelse, alt efter hvor lang tid man vælger med GLB. Laveste engangsydelse er ved 12 måneder privatleasing, mens laveste månedlige ydelse er på 24 måneders privatleasing.
Med 12 måneders privatleasing er engangsydelsen på 19.990 kr., mens den på 24 eller 36 måneders leasing er 29.990 kr. Den månedlige ydelse på 24 måneders kontrakt er 4.595 kr., mens den er 4.995 kr. på 12 eller 36 måneder leasing - priser som ligger 400 til 700 kr. om måneden under den tilsvarende udgave af CLA 250+.
På 12 måneders leasing er GLB 13.400 kr. billigere i totalomkostningerne end CLA. På 24 måneder privatleasing er der 9.600 kr. i GLB's favør - og over 36 måneder sparer man 12.200 kr. ved at vælge GLB fremfor CLA.
Privatleasingpriserne inkluderer både forsikring og metallak. Der er dog kun tre metallakeringer at vælge mellem med lys blå metallak som den eneste, der stikker lidt ud. De to øvrige kulører er Cosmos-sort og high-tech sølv.
MODEL | ENGANGSYDELSE | MND. YDELSE / TOTALOMKOSTN. |
|---|---|---|
GLB 250+ Advance Plus med baghjulstræk, 272 hestekræfter og rækkevidde op til 631 kilometer | 12 måneder: 19.990 kr. 24 måneder: 29.990 kr. 36 måneder: 29.990 kr. | 12 måneder: 4.995 kr. / 85.380 kr. 24 måneder: 4.595 kr. / 146.020 kr. 36 måneder: 4.995 kr. / 216.210 kr. |



