10 forskere ved University of California, Los Angeles har målt og undersøgt mængden af luftpartikler ved 50 DC-ladestandere i 47 byer i Los Angeles.
Her fandt de, at lynladere med central placering i storbyer udleder høje koncentrationer af fine partikler, som også overstiger de anbefalede grænseværdier af blandt andre WHO.
Forskningen afslører dog også, at det ikke er isoleret lynladernes skyld, at der udledes skadelige partikler under opladning, samt at løsningen til at nedbringe udledningen ligger lige for.
Støv- og bremsepartikler
Det lyder voldsomt, når man læser, at forskerne målte helt op til 39 mikrogram pr. kubikmeter af fine partikler, når den anbefalede grænseværdi fra WHO er 15 µg/m³. Her skal man huske, at den højest målte udledning sker ved en kortvarig spidsbelastning, mens den anbefalede grænseværdi er et gennemsnit over 24 timer.
Kun hvis man står ved den samme lader hele dagen, og niveauet ligger så højt i mange timer, ville døgnmiddelværdien komme over WHO’s anbefaling på 15 mikrogram pr. kubikmeter. Der er med andre ord ingen grund til at holde vejret, næste gang man lader sin elbil ved en lynlader.

Den store synder i forskningen, altså partiklerne, kommer ikke fra ladestanderen selv, og heller ikke fra elbiler alene. Forskningen viser nemlig, at de skadelige partikler udgøres af rester fra dæk, bremser og almindeligt vejstøv. De hvirvles op, når de indbyggede blæsere køler lynladeren ned.
Når mængden af skadelige partikler topper i travle byer, hænger det derfor uløseligt sammen med, at flere biler ganske enkelt genererer flere partikler, som så kan hvirvles op af en ladestander.
Læs også: Lynopladning for begyndere
Spidsbelastningen på 39 mikrogram pr. kubikmeter blev målt i West Hollywood, der utvivlsomt er travlere end selv det centrale Aarhus eller København i myldretid. Uden for de større, californiske byer, målte forskerne en udledning på maksimalt 12,4 mikrogram pr. kubikmeter ved ladestanderne.
Inden undersøgelsen bruges som skyts mod elbiler, understreger forskerne, at benzin- og dieselbiler altid udleder en vis mængde skadelige partikler, mens det for elbilerne begrænset til ladestandere i tæt befolkede områder.
Forskerne mener ligeledes, at man kan nedbringe udledningen ved storbyens ladestandere forholdsvist simpelt ved at eftermontere luftfiltre på blæserne, så luften, der hvirvles igennem standeren, renses.