Tillykke med den nye elbil. Hvis den nye eller nye brugte er din første elbil, så er der mange ting at dykke ned i. En af dem er, hvordan man lader på farten. Hvordan man lader på lange ture, hvor man ikke har den hjemlige (eller byens) AC-ladeboks med 11 kilowatt.
Lynopladning ved en såkaldt DC-lader, som efterhånden findes i mange store ladeparker, på tankstationer, ved indkøbscentre, kommer i mange former. Der er forskel på, hvor meget strøm, de kan levere, og det har betydning for, hvor hurtigt man kommer videre på sin tur.
Alle lynladere har det til fælles, at de er ment som et supplement. For at beskytte batteriet anbefaler bilproducenterne (sådan er det i hvert fald typisk), at man begrænser brugen af de hurtige ladere - og helst ikke lader op til mere end 80 procent.
Men det hele er ren teori, indtil man første gang står foran lynladeren. De fungerer forskelligt, og der er stor forskel på, om det første møde er med en DC-stander fra OK, Tesla eller Clever.
Derfor får du nederst i artiklen en guide i punktform - og i billeder - ved en OK-lader af nyere dato. Den repræsenterer langt de fleste af de nye DC-ladere, som stilles op i Danmark og i udlandet. De kører med CCS-standarden (Combined Charging System), som så godt som alle elbiler bruger nu. Enkelte ældre ladere, blandt andet fra Clever, har en ChaDeMo-udgang (en japansk standard) med et kabel med en anden form; det er til enkelt ældre bilmodeller, bl.a. Nissan Leaf.

Lynopladning - punkt for punkt
Før du overhovedet kører til lynladeren, så er der et par ting, du skal vide om netop den bilmodel, du har købt. Forhandleren har måske fortalt dig, hvor mange kilowatt, din bil kan lade med ved en DC-lynlader. Hvis ikke, så giv forhandleren et kald eller lav en hurtig søgning på internettet på din bilmodel. Hvis snak om kilowatt lyder som noget, der rimer på bøvl, så gør det ikke noget: det er for sent at ændre på, for ladekapaciteten kan ikke ændres i en bil. Her er et eksempler på, hvor meget strøm en række almindelige elbiler kan lade i gennemsnit på en time - og forskellene kan være meget store i ladeeffekten. Men udover kW-optaget er der også spørgsmålet om batteristørrelse. Et lille batteri med lille ladekapacitet kan i nogle tilfælde lade så hurtigt som et stort batteri med meget højere ladekapacitet; der skal fyldes mere strøm i det store batteri:
Volkswagen ID.4: 50 til 185 kW (alt efter variant er der stor forskel) Peugeot E-208: 100 kW Citroën Ë-C3 Aircross: 100 kW Hyundai Ioniq 5: 195-258 kW (Hyundai oplyser op til 350 kW, men det er laderen og ikke bilen) BMW iX1: 130 kW BYD Dolphin Surf: 65-85 kW XPeng G9 (ny udgave): 445-525 kW Hvis du vil lade så hurtigt som muligt i forhold til, hvor hurtigt din bil overordnet set kan lade, skal du lede efter en lynlader (eksempelvis i ladeudbyderens app, på Google Maps eller ChargeFinder), der passer til din bil. I en bil som Dolphin Surf med meget lave ladekapacitet har det ingen betydning - men i biler fra eksempelvis XPeng kan det betale sig for ladetiden at gå efter en passende lader, der kan levere strøm nok: lynladere på 250, 300, 350 og 400 kW er til at finde - og hurtigere ladere kommer til relativt hurtigt.














Lynopladning - punkt for punkt
Hvis du har en hjemmelader fra eksempelvis Norlys, Clever eller OK, har du måske abonnement med med mulighed for at lade på selskabets offentligt tilgængelige lynladere. På den måde kan du spare penge og lade nemt. Priserne ved lynladepladser skal fremgå tydeligt på enten skilte eller på ladestanderen. Har du ikke abonnement, er det bare at shoppe rundt i forhold til pris, eller hvilken udbyder, der er nemmest at komme til.
Opvarmning/forvarmning af batteriet i elbilen er en vigtig del af at lade ved en lynlader. Det har betydning for, hvor hurtigt batteriet kan optage energi. Kører du hjemmefra på en vinterdag og sætter bilen i lynladeren med koldt batteri, så vil opladningen typisk gå langsomt. I mange biler kan man starte forvarmen manuelt eller ved at finde DC-laderen i navigationssystemet. Det skal dog gøres et godt stykke tid, før man når frem til lader (30-60 minutter før). Optimal temperatur betyder optimal opladning.
Når du ankommer til dit ladestop for at bruge en lynlader, så har en DC-lader typisk to udtag. De er ens og kan præcis det samme. Parker så tæt som muligt på laderen med nem adgang til bilens ladeport - kablet i laderen er tungt og har ikke altid langt kabel.
Med undtagelse af Teslas Supercharger-ladere har lynladere et display, hvor man får instruktion i forhold til opladningen. På skærmen kan man se, hvilket udtag er ledigt - og skærmen viser i øvrigt alt, hvad der foregår omkring opladningen.
En undtagelse er betaling: alle nye lynladere i EU skal have en kreditkortlæser, så man kan betale, selv om man ikke har en app eller en ladebrik. Læseren er separat fra hovedskærmen, og man skal typisk starte opladning med kreditkort ved at vælge denne funktion på enten kreditkortlæseren (som på den viste OK-stander) eller på skærmen.
Ved at indlæse kreditkortet godkendes man til at starte opladning. Som hos OK-standeren på billedet reserveres et beløb, før man begynder opladning.
Med godkendt kreditkort, app-betaling eller nøglebrik frigives ladekablet. Sæt ladekablet i elbilens ladestik - og opladningen starter automatisk. Det er i hvert fald idéen. Nogle gange er man desværre nødt til at prøve forfra eller prøve en anden stander/et andet selskab; det kan skyldes softwarefejl eller kommunikationsfejl.
Nu kan man følge opladningen på standeren: hvor mange procent strøm der løbende er på batteriet, hvor mange kWh man får på, hvor lang ladetiden er - og hvad opladningen koster. Man kan typisk også se, hvor lang tid standeren regner med, opladning til 80 eller 100 procent vil tage. På mange standere kan man også se en ladekurve for kW-optaget, hvis man er nysgerrig på forløbet.
Hvis man starter elbilen med 10 eller 20 procent på batteriet, vil opladningen starte med højt kW-tal. Den daler, jo tættere man kommer på 80 procent, og fra 80 til 100 procent (som altså typisk ikke anbefales) går det for mange biler rigtig langsomt. Opladningstiden i brochuren eller fra sælgeren holder sjældent stik: faktorer som batteritemperatur, koldt vejr, mange biler til opladning på samme område og meget andet spiller ind.
Når opladningen er nået den procent, du går efter, afbrydes opladningen ved at følge instruktioner på skærmen. Vælg det rigtige af de to udtag via skærmen, tryk på stop af opladning (kan også, som på den testede OK-stander, være en del af kreditkortlæseren) - og lader du med kreditkort, skal det indlæses igen for at stoppe opladningen. Ellers bruger man app eller ladebrik til at stoppe.
Hiv ladekablet ud, sæt det på plads i laderen, sæt beskyttelseskapper på ladestikkene i ladeporten (nogle biler har indbygget beskyttelse eller indbyggede "låg"), luk klappen til ladeporten - og så er det med at komme videre på turen.