Større og med mere rækkevidde. Den nye Hyundai Kona Electric kommer med to batteristørrelser og altid med omfattende standardudstyr. Rækkevidde op til 514 kilometer.
TEKST Morten B. Bek FOTO PR
Hyundai har for nylig lanceret den nye Kona med benzinmotor i Danmark til priser fra 284.995 kr. Større, men også markant dyrere end før. Men det er alligevel den elektriske version, Kona Electric, der er den vigtigste Kona, og den er ikke udsat for helt så stort et prishop.
Priserne starter på 299.995 kr. med så meget standardudstyr, at man ikke skal være ked af at nøjes med basismodellen. Kona Electric kan man prøve og købe hos de danske forhandlere fra den 7. oktober, og som før er der to batteristørrelser.
Læs også: Første tur: Ny Hyundai Kona
Rækkevidden er skudt kraftigt i vejret for begge udgaver, selv om Kona Electric er større end før. Kona Electric kører på den måde noget længere end sin søstermodel Kia Niro EV på en opladning, men den underbyder den i pris (Niro EV fra 344.995 kr. – fås kun med stort batteri).



Med det store batteri kommer Kona op på 514 kilometer
Kona Electric i basisudgaven Standard Range kommer med et batteri på 48,4 kWh og en elmotor med 156 hk – 10,1 kWh mere i batteriet og 20 hk mere i elmotoren end i den gamle Kona. Rækkevidden er da også øget til mere respektable 377 kilometer fra forgængerens cirka 311 kilometer.
Men 377 kilometer er alligevel under middel for en helt ny elbil i klassen, også selv om 299.995 kr. er en attraktiv pris. Især når man ser, at man kun skal smide 30.000 kr. mere for at forsøde hverdagen og rejserne med en rækkevidde, der er 137 kilometer bedre.
Med det store batteri i Long Range, som nu er på 65,4 kWh, kan turen blive op til 514 kilometer lang, og Kona Electric bliver samtidig noget hurtigere med en motorydelse på 217 hk. Den ekstra vægt fra det store batteri er cirka 105 kilo, og det vil næppe gøre en forskel i køreegenskaberne. Startpris for Kona Electric Long Range er 329.995 kr.



Langt det meste er standard i Essential-udgaven
Essential, Advanced og Ultimate. Det er de tre udstyrsvarianter, som begge batteristørrelser kan købes med i Danmark. Hvor basisudgaven af Kona med benzinmotor har en udstyrsliste, der er hullet som en schweizisk ost, så er Kona som elbil rigtig godt udstyret også i billigste udgave.
I basisudgaven Essential får man LED-lygter, 17″ alufælge, tagræling, el-klapbare sidespejle, 12,3″ digital instrumentering, 12,3″ infotainmentskærm, aut. klimaanlæg med to zoner, varme i rat og forsæder, nøglefri betjening, adaptiv fartpilot, p-sensorer, bakkamera, regnsensor, aut. nedblændeligt bakspejl, varmepumpe og internetbaserede opdateringer.
Advanced-udgaven (+20.000 kr.) kommer desuden med aktivt blind vinkel-system, pixel-LED-bånd mellem forlygterne, varme i ladeporten (godt i frostvejr, så det ikke sidder fast), trådløs opladning af smartphones, indtræk delvist i kunstlæder, stemningsbelysning mv.
Dyrest er Ultimate-versionen (+20.000 kr. ift. Advanced), hvor 360 graders kamera, Bose-lydanlæg, el-justerbare forsæder, el-betjent bagklap, head-up-display, blind vinkel-system med kameravisning og udvidet sikkerhedsudstyr er standard.
Et overblik over priserne på den nye Kona Electric:
Kona Electric 48,4 kWh Essential – 299.995 kr. Kona Electric 48,4 kWh Advanced – 319.995 kr. Kona Electric 48,4 kWh Ultimate – 339.995 kr.
Kona Electric 65,4 kWh Essential – 329.995 kr. Kona Electric 65,4 kWh Advanced – 349.995 kr. Kona Electric 65,4 kWh Ultimate – 369.995 kr.