juli 15, 2023

Forbrugstest: Hyundai Ioniq 6 smyger sig gennem luften og bruger overraskende lidt strøm

Den elektriske Hyundai har et mere strømlinet karrosseri end de fleste – det giver bonus i forhold til forbrug og rækkevidde. Forbrugstest i Ioniq 6 RWD med 229 hk.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Forholdene kunne ikke være meget bedre. Solen skinner, enkelte skyer på vej, og temperaturen i instrumenteringen siger 20 grader. Lidt senere 21 grader, men selv om jeg holder godt øje, rykker tallet sig ikke yderligere. Blæst? En mild brise med 5 meter i sekundet er kun lige nok til at få de grønne sommerblade på træerne til at danse. 

Det her er de bedst mulige betingelser, man kan byde en elbil, og timingen er perfekt for en forbrugstest i en af de mest spændende nye elbiler, der er lanceret her i 2023: Hyundai Ioniq 6. Den er så strømlinet, vindglat og udglattet, at kun få andre elbiler gør det bedre. Tesla Model 3 gør det ikke. BMW i4 gør det ikke.

Batteriet i en elbil elsker, hvis det virkelig er i stand til at elske, temperaturer omkring 20-25 grader. Her er det effektivt, skal hverken sikres mod hedeslag eller frosne ioner.

Ioniq 6 fås med to batteristørrelser. Den stort set ligegyldige med en pakke på 53 kWh (151 hk) og en rækkevidde på 429 kilometer. Ligegyldig, fordi det koster beskedne 25.000 kr. at hæve den rækkevidde til imponerende 614 kilometer i den baghjulstrukne Ioniq 6 med batteri på 77,4 kWh. Flere kræfter følger også med, og 229 hk er nok til det meste, og det er den variant, jeg tager på forbrugsudflugt i.

WLTP-forbruget: 14,3 kWh for hver 100 kilometer

Sidst jeg lavede en forbrugstest med en elbil, endte det katastrofalt. Ikke med tilskadekomne eller en bil der løb tør for strøm, men med et vanvittig højt forbrug i den ellers meget fornuftige Toyota BZ4X med forhjulstræk. Bevares, det var køligere end 21 grader, men forholdene var ellers fine, og forbruget målte jeg, på en varieret rute på cirka 169 kilometer, til 26,6 kWh for hver 100 kilometer.
Toyota er ved at opdatere BZ4X, og i den nærmeste fremtid laver jeg en ny forbrugstest.

Jeg er udmærket klar over, at mange andre elbiler leverer et meget, meget lavere forbrug, end BZ4X gjorde. Men jeg er alligevel lidt irriteret på forhånd. Kan Ioniq 6 RWD Long Range undgå at komme langt over sit WLTP-forbrug, som ved blandet kørsel er 14,3 kWh for hver 100 kilometer?

Vejrforholdene er, som allerede nævnt, rigtig gode. Bilen er også udstyret til at opnå et lavt forbrug og dermed lang samlet rækkevidde: Jeg har valgt standardhjulene, aerodynamiske 18” alufælge med fornuftige dæk i dimensionen 225/55. Hankook Ventus S1 Evo3 EV, som er særligt udviklet til elbiler, er standard, og der er kælet for lavest mulig rullemodstand og høj vægt (typisk for elbiler), men også for godt vejgreb.

I forhold til at bestille Ioniq 6 RWD LR med 20” alufælge (9.995 kr.), gør man forbruget og rækkevidden en stor tjeneste. Med 18” er rækkevidden 614 kilometer. Med 20” falder den til 545 kilometer. Om det gør en forskel i køreegenskaberne? Det bliver en del af testen at finde ud af det.

En rundtur på Midt- og Vestsjælland

Med egen ladeboks i sommerhuset har jeg, som elbilerne ved 21 grader, ideelle forhold for at lave testen. Der er aldrig optaget, jeg ved boksen virker – og jeg kan følge laderens forbrug af tid og strøm helt præcist.

Med Ioniq 6 toppet helt op, står rækkevidden til 518 kilometer. Ikke tæt på 614 kilometer, men jeg kan af gode grunde ikke sige, hvordan testbilen er blevet kørt, før jeg fik nøglerne. Vigtigere er det, hvad der kommer ud i den anden ende. Hvad forbruget er, når testen er slut.

Ruten er en rundtur på Midt- og Vestsjælland i både bakkede og flade områder. Ruten går fra Kårup ved Fårevejle over Jyderup, Hvalsø, Ugerløse, Lejre og Gevninge, hvor skiftende landeveje og mindre byer giver god dynamik.

Fra Gevninge går det tilbage mod Kårup af Holbækmotorvejen, landevej og lidt mere by. For at give et skud ekstra motorvejskørsel tager jeg en ekstra tur frem og tilbage på motorvejen, så ruten på cirka 153 kilometer indeholder i alt cirka 55 kilometer på motorvej.

Ingen grund til at lynlade i Hvalsø

De danske veje kan være næsten øde på en lun sommerdag omkring middag, og trafikken fra Fårevejle til Jyderup, hvor jeg holder ind ved præstegården, som i dag er restaurant, er usædvanligt let.

Jeg har valgt at lave min egen køreindstilling, Hyundai gemmer under det passende navn MY. Sportslig styring, normal motorydelse og normal speederrespons. Sportslig er styringen ikke, og stillet overfor valget mellem 18” og 20” i dynamikkens tjeneste, kommer kun 20” på tale.
Ioniq 6 kører mere snorlige og informerende med de store hjul – og lige så komfortabelt. Men i sidste ende vil jeg tænke mere på rækkevidde end den sidste grad af styreglæde, så 18” er valget.

Helt perfekt er til gengæld den enkelte elmotor, som skubber den store Hyundai frem. 229 hk møder cirka 2 tons, og de to bliver rigtig glade for hinanden. Det er alt, hvad den koreanske sedan har brug for, og jeg er sjældent nødt til at tappe ret meget af kræfterne.

Jeg holder ind for et billede ved hallen i Hvalsø, hvor der, egentlig overraskende, står en lynlader. Ioniq 6 kommer med på billedet, men at dømme efter det foreløbige forbrug går der lang tid, før jeg har brug for at lade.

På motorvejen folder Ioniq 6 sig ud

Jeg turer rundt på landevejen, hvor farten svinger, igen og igen, mellem 60 og 90 km/t, og Ioniq 6 er en bekvem måde at komme omkring på. Førersædet virker lidt fladt, men justeringsmulighederne (elektriske) gør, at jeg kan hæve og sænke forreste del af hynden – godt for variationen på en lang tur.

Løsningen med at fjerne rudehejsene fra fordørene og samle dem i midten er ikke så dum. Det giver plads til siderne, og passageren kan få lov at styre alle fire elruder. Det giver et problem på en uventet måde. Højttalerne i fordørene er meget smalle, og de står for rigtig meget af lyden fra anlægget. Lyden er flad, kedelig og ikke god nok for en bil som Ioniq 6.

Efter et meget kort ophold ved et byskilt på vej ud af Gevninge, kører jeg ind på motorvejen. De 229 hk gør det let, og det slanke karrosseri med det vindglatte design gør, at støjen holder sig på et lavt niveau. Der er 120 og 130 km/t på meget af ruten mod afkørslen ved Tuse, og Ioniq 6 er i et med vejen. Komforten er perfekt, stabiliteten fremragende.

Jeg kører af motorvejen ved Tuse, kører på motorvejen ved Tuse. Jeg kører i modsatte retning og tager turen til Kirke Sonnerup, hvor jeg vender om og kører tilbage til afkørslen ved Tuse. Det sidste stykke er primært landevej med 80 km/t, men også lidt bykørsel.

WLTP? Der er noget om snakken

Før jeg igen er tilbage ved sommerhuset, er der lige et par ting, jeg skal have sat plus og minus ved. Der er rigtig god plads i kabinen, og to voksne kan sidde med rigtig god benplads bagi. Men bagagerummet lider under karrosseriets form, og det burde være lidt større. De store “flapper” mellem instrumentbord og døre, hvor de kamerabaserede sidespejle ellers skulle være, er en øjebæ – og nøglen til bilen er i så billig, grå-lakeret plast, at Hyundai bør skamme sig.

Infotainmentsystemet er, må jeg sande, ved at være overbelastet og gammelt. Det er ikke logisk nok, og der er meget langt ind i nogle menuer, man bruger tit. Værst af alt, så er der alt for langt ind i den menu, der slår skilteovervågningen fra. Overvågning af fartskilte kombineret med en alarm, som bipper fire gange – HØJLYDT! – hver gang man kommer bare 1 km/t over hastighedsgrænsen, er en forkvaklet idé – fordi funktionen automatisk slår til igen, når bilen har været slukket.

Overordet meget tilfreds med bilen, ikke så meget med sikkerhedssystemer og infotainment, sætter jeg Ioniq 6 i laderen ved sommerhuset. Rækkevidden skulle, efter 152,8 kilometers kørsel, stadig være 379 kilometer. Jeg har “mistet” cirka 14 kilometer færre, end jeg har kørt.

Efter to timer og et kvarter melder laderen, at opladningen er stoppet. Batteriet er 100 procent opladet. På 152,8 kilometer i strålende vejr har Ioniq 6 brugt 24,3 kWh, når der indregnes tab ved opladning efter forbrugstesten.

Bilens egen tripcomputer tager ikke højde for tabet ved en kommende opladning, og den siger 14,5 kWh for hver 100 kilometer. Det endelige forbrug på turen, målt ud fra opladningen, er 15,9 kWh for hver 100 kilometer. Det er et overraskende og imponerende forbrug i en stor elbil, også selv om vejret på ruten var favorabelt.

Ioniq 6 RWD Long Range er et godt eksempel på, at det virkelig kan betale sig at lave meget aerodynamiske elbiler, som ikke er SUV’er. Det gavner forbrug, køreegenskaber og støjniveau.


SPECIFIKATIONER

Hyundai Ioniq 6 RWD Long Range Advanced

Motor: Elmotor (bag)
Ydelse: 229 hk/350 Nm
0-100 km/t: 7,4 sekunder
Tophastighed: 186 km/t
Forbrug: 14,3 kWh/100 km (WLTP blandet)
Batteristørrelse: 77,4 kWh
Rækkevidde: 614 kilometer
Mål (L/B/H): 486/188/150 cm
Køreklar vægt: 1.985 kilo
Trækvægt: 1.500 kilo
Bagagerumsvolumen: 401 liter

Pris: 429.995 kr. (Ioniq 6 fås fra 374.995 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 29.995/6.095 kr. (29.995/5.195 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil: 409.723 kr. (Ioniq 6 fås fra 360.736 kr.)


Brugt elbil fra Hyundai til salg på Bilbasen

Se flere brugte elbiler fra Hyundai til salg på Bilbasen lige her

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS