Jeep Compass - Nedskaleret
Nyheder
6. maj 2025

Ny Jeep Compass er den elektriske storebror til Avenger

Compass er efter Avenger den anden elbil på markedet fra Jeep. Den deler meget med Peugeot E-3008, men har sin egen karakter og op til 375 hestekræfter.

Morten B. Bek

Morten Bek

Jeep er helt amerikansk, men så alligevel slet ikke. Den lille elektriske Avenger er et europæisk udviklet produkt, der produceres på en fabrik i Polen.

Jeeps helt nye udgave af Compass, der i den gamle udgave have en rimelig succes i Danmark som plug-in hybrid, er også udviklet med europæiske indflydelse fra Jeeps folk i Torino i Italien - men denne gang er amerikanerne med inde over. Den nye generation Compass skal sælges på begge sider af Atlanten.

Compass-udgaverne til Europa produceres i Italien, men vigtigere er det, hvad det er for nogle biler, der produceres: Compass fås som elbil, og dermed er den relevant på det danske marked.

Jeep Compass 2
Foto: Jeep PR
Jeep Compass 1
Foto: Jeep PR
Jeep Compass 3
Foto: Jeep PR
Jeep Compass 4
Foto: Jeep PR

Stellantis-hyldevarer med et pift

Hvis man kender bare lidt til Jeeps ejerforhold, så er det nok ikke en overraskelse, at den nye Compass er baseret på Stellantis' STLA-platform. Den platform, i den såkaldte Medium-version til mellemklassebiler, bruges i Peugeots E-3008 og E-5008, ligesom den også danner grundlag for Opel Grandland Electric.

Jeep holder Compass i den kompakte ende af skalaen for de tre modeller. Med 455 centimeter i længden svarer den til E-3008, og dermed er den omkring 15 centimeter større end den udgående Compass. Den nye Jeep skal dermed konkurrere i det, der er den bedst sælgende klasse af elbiler i Danmark.

Men Jeep har sat sit eget præg på teknik og mekanik for at sørge for, at Compass kan køre fra sine koncernsøskende, hvis man skulle vælge at køre på andet end asfalt. Selv forhjulstrukne udgaver vil have 200 mm frihøjde, korte udhæng og køreprogrammer til at lege i sand og andre ikke helt faste underlag.

Jeep Compass 5
Foto: Jeep PR
Jeep Compass 8
Foto: Jeep PR
Jeep Compass 6
Foto: Jeep PR
Jeep Compass 7
Foto: Jeep PR

375 hestekræfter i den elektriske topmodel

Compass kommer med de samme drivlinjer som Peugeots modeller og Opels Grandland. Det vil sige, at der udover elektriske udgaver også laves en hybrid med forhjulstræk (145 hestekræfter) og en plug-in hybrid med 195 hestekræfter. Sandsynligheden for, at de introduceres i Danmark er lille, men i så fald ville det sandsynligvis være en terræn-fokuseret Trailhawk med firehjulstræk.

De tre elektriske udgaver er de interessante at kigge på, og den første model på markedet - som allerede er introduceret på det tyske marked i en First Edition-udgave, der er lige under 2.000 euro dyrere end den billigste Peugeot E-3008 - er med forhjulstræk, 213 hestekræfter, 73 kWh-batteri og en rækkevidde på 500 kilometer.

Næste trin bliver en forhjulstrækker med 231 hestekræfter og et batteri på 97 kWh, som rækker til 650 kilometer på en opladning.

Den mest interessante, hvis man har bare lidt terræn i blodet, er topmodellen med firehjulstræk og to elmotorer. I modsætning til den kommende udgave af E-3008 med firehjulstræk, som har 320 hestekræfter, har Compass her en samlet ydelse på 375 hestekræfter.

Elmotoren bagtil har op til 67 hestekræfter og 232 Nm, og den kan trække bilen alene - også op af en 20 procent stigning, hvis forhjulene med den anden elmotor ikke har noget greb. Modellen har desuden et eksteriørdesign, som tillader, at man kan køre op og ned ad stejle områder uden at støde på med kofangerne.

Rækkevidden nævner Jeep ikke, men da modellen sandsynligvis kører med det lille af batterierne (73 kWh), skal man regne med under 500 kilometer. Det er uvist, men sandsynligt, at denne variant skal sælges under Trailhawk-navnet.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant