april 9, 2024

Opel afslører sin prisbillige og praktiske Frontera

Frontera afløser Crossland, og Opel forventes at sende den praktiske model, der fås som el- og benzinbil, på gaden til lave priser, når den lanceres senere i 2024.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Crossland, der debuterede i 2017 og dengang havde et X som efternavn, var en af de første Opel-modeller lavet på Stellantis-dele, og hvis man skal beskrive Crossland med et eneste ord, så er det “praktisk”.

Den lille crossover er rummelig, luftig og let at komme ombord i. At designet er lidt af en prøvelse for øjet, og indretning og køreegenskaber er søvndyssende har absolut ingen betydning i den store sammenhæng. Crossland var, og er, stadig, en meget prisbillig kompakt familiebil.

Den er også nået en høj alder, og afløseren er da også lige blevet meldt klar til at tage over. Crossland-navnet bliver en engangsaffære, for som vi tidligere har skrevet, hedder afløseren Frontera. Opkaldt efter en grov firehjulstrækker, Opel solgte mellem 1991 og 2003.

Den nye Frontera bevarer på alle måder den praktiske karakter fra Crossland, og hvis de første indikationer passer, så bliver priserne igen både lave og fornuftige.

Rygter eller rendyrket virkelighed?

Der er billeder af Frontera, og der er information om indretning, bagagerumsvolumen og typer af motorer, men alt andet holder Opel desværre tæt til kroppen. Det giver plads til mange spekulationer og rygter, og dem bringer vi hellere end gerne videre; men de er, indtil Opel selv åbner op, ikke andet end spekulationer og rygter.

Først og fremmest handler uvishederne om platformen og den elektriske udgave. Frontera kommer nemlig som både benzinbil og elbil, og mens det er givet, at benzinudgaver kommer med en 1,2-liters motor med tre cylindre, manuel gearkasse eller 7-trins automatisk dobbeltkobling (sidstnævnte som hybrid/mildhybrid), er det ikke helt så lige til med elbilen.

Det er sandsynligt, at Frontera er baseret på den nye Smart Car-platform til prisbillige biler, som den nye Citroën Ë-C3 er første bil til at bruge. Frontera er længere, men med samme lettere kasseformede design, og viser det sig at være den nye platform, som findes i Ë-C3, er elbilen udstyret med motor med 113 hk og et batteri på 44 kWh, som giver rækkevidde i Ë-C3 på cirka 320 kilometer. Da Frontera er større og lidt tungere, vil rækkevidden nok være lidt lavere.

Igen, det er spekulation, men det er spekulationer, der giver mening. Opel skal tænke kreativt og fornuftigt for ikke at blive overrumplet. I Danmark er Opel stort set kun båret af Corsa, og modeller som Astra og Grandland er gået helt i glemmebogen. En prisbillig, rummelig crossover, der fås på el eller med fornuftig benzinmotor, er hvad Opel har brug for.

Praktisk og med stort bagagerum

Det er svært at afgøre alene ud fra billederne, hvor stor den nye Frontera egentlig er. Noget større end Citroën Ë-C3 er den tydeligvis, og den ser og større ud end den 421 cm lange Crossland. Bagagerummet er i hvert fald overraskende stort med volumen på 460 liter med fem sæder i brug og hele 1.600 liter med bagsædet taget ud af drift. En justerbar bundplade vil være standard.

Der er stort aflæggerum rundt omkring i kabinen. Fører og forsædepassager har adgang til et stort rum under klimakonsollen, en rummelig kopholder, et rum mellem forsæderne – og forsædepassageren har et stort rum foran sig til småting.

Opel bryster sig af at gå meget op i komforten i sæderne, og i Frontera er der premiere på Intelli-Seat, som er en revne i forsæderne, som gør, at halebenet udsættes for mindre tryk. Det skal sikre enestående komfort på lange ture.

To skærme på 10″ udgør instrumentering og infotainment, og materialerne ser mere hårdføre ud end decideret lækre, men det kan vi først afgøre, når vi møder Frontera i virkeligheden. Der er ingen tidsplan for dansk premiere, men vi regner med, at det kan nå at blive i løbet af 2024.

Del artikel:

Brugte biler fra Opel til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS