Opel Astra Electric 2025
Nyheder
10. december 2025

Opel Astra Electric - finere design, længere rækkevidde

Den elektriske Astra kan nu ramme 454 kilometer på en opladning. Designet er finpoleret med et lysende "kompas" i fronten, og nye Intelli-Seats-sæder med bedre støtte er standard.

Morten B. Bek

Morten Bek

Der er ikke meget sjov ved at være Opel-forhandler. Salgsafdelingen for personbiler skal klare sig med tre bilmodeller, og ingen af dem gør det godt i Danmark: Frontera Electric og Grandland Electric er gennemsnitlige elbiler, løftet lidt af attraktiv privatleasing. Zafira-e Life er en elektrisk varebil med ni siddepladser og kort rækkevidde.

Der er flere bilmodeller fra Opel - bare ikke i Danmark. Corsa, Mokka og Astra, som alle fås i fornuftige elektriske versioner. De er blevet solgt på forskellige tidspunkter her i landet, og for Astra Electrics vedkommende var det en kort periode.

Om den elektriske Astra kommer igen? Svaret blæser i vinden, men skal det være, så er tidspunktet det rette. Astra-familien har nemlig lige fået tildelt et facelift med friskere design, bedre forsæder og, ikke mindst, længere rækkevidde til de elektriske modeller.

Da det i sin tid var muligt at købe Astra Electric fra ny i Danmark, var det med et batteri på 54 kWh og en rækkevidde op til 416 kilometer i hatchback-versionen og lidt færre kilometer i stationcaren med navnet Sports Tourer.

03 Opel Astra 529128
FOTO: Opel
05 Opel Astra 529131
FOTO: Opel
02 Opel Astra 529129
FOTO: Opel
04 Opel Astra 529130
FOTO: Opel
08 Opel Astra 529084
FOTO: Opel
07 Opel Astra 529134
FOTO: Opel
09 Opel Astra 529085
FOTO: Opel
06 Opel Astra 529083
FOTO: Opel
10 Opel Astra 529133
FOTO: Opel

454 kilometer på en opladning. Det faktisk er ikke så dårligt

2025-opgraderingen af Opels kompakte elbil kommer med batteriet på 58 kWh, som allerede er i brug i den faceliftede DS No. 4 E-Tense (fås ikke i Danmark) og ligeledes faceliftede Peugeot E-308 (fås heller ikke i Danmark lige nu).

Det gør ikke en enorm forskel, men 4 kWh ekstra og mere effektivitet får dog Astra Electric op over 450 kilometer på en opladning. 454 kilometer, for at være helt præcis, og det er faktisk ikke så dumt i forhold til VW ID.3 Style+ med nettokapacitet på 59 kWh. Den har en officiel rækkevidde på 430 kilometer.

Elmotoren vinder ingen ekstra effekt med faceliftet, men de 156 hestekræfter præsterede udmærket, da vi i sin tid testede søstermodellen Peugeot E-308 SW.

Det visuelle er piftet op med kraftige indlæg i sort højglans og lys i Opels blitz-logo; det er indrammet af et "kompas" - to små vertikale LED-striber og lange horisontale LED-striber helt ud til forlygterne. Forlygterne er, mod ekstra betaling, udvidede Intelli-Lux-LED med adaptiv styring og 50.000 LED-elementer. I interiøret får man glæde af nye Intelli-Seats-forsæder med særlig aflastning af lænden som standard.

Det lyder rigtig godt. Men vores forventninger til, at Astra Electric kommer tilbage til Danmark er ikke store, men vi håber, at Opel-importøren vil overraske positivt. I mellemtiden fås stort set ubrugte eksemplarer af Opels elbil, hentet hjem fra udlandet, på Bilbasen til noget under 200.000 kr.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Andre fandt dette interessant