Den længe ventede AMG-udgave af den nyeste S-Klasse kører med hybridsystemet fra GT 63 S E Performance. AMG S 63 E Performance er en luksus-plug-in hybrid med 802 hk.
TEKST Morten B. Bek FOTO PR
Der er gået tæt på to et halvt år, siden Mercedes-Benz for første gang viste os sit flagskib, S-Klasse, i den nye udgave. Typisk følger en AMG-version året efter, men først nu er AMG klar til at vise sin muskuløse S-Klasse.
Har man brugt to et halvt år på bare at vente i spænding på at se resultatet af AMG-arbejdet, bliver man næppe skuffet. Ingen S-Klasse har nogensinde været tilnærmelsesvis så brutal og stærk som den nye S 63 E Performance.
Med en ydelse på 802 hestekræfter og et drejningsmoment på op til 1.430 Nm – og det er ingen slåfejl – kører den store luksusbil lige op med nogle af de hurtigere sportsvogne, når det går lige ud: Blot 3,3 sekunder skal der til, for at den 533 cm lange limousine, som i øvrigt vejer 2,6 tons, når 100 km/t fra stilstand. Topfarten er 250 km/t, men bilen kan bestilles til at køre 290 km/t.




Plug-in hybrid med plads til flere kræfter
For første gang er S-Klassen fra AMG en hybrid. En kombination af en benzinmotor med 612 hk og en elmotor ved bagakslen, som smider 190 hk ind i spillet. Hybridsystemet, som debuterede i den sportslig orienterede GT 63 S E Performance, kommer med et batteri med en kapacitet på 13,1 kWh – et eksternt opladeligt batteri, som gør den store S 63 E Performance til en plug-in hybrid.
I forhold til GT’eren er batteriet mere end fordoblet i størrelse, så hvor den 843 hk stærke GT 63 S E Performance lover 12 kilometer på strøm på en opladning, lover S 63 E Performance 33 kilometer.
Og hvorfor så en samlet ydelse, der i S-Klasse er 41 hk lavere end i GT? Vi mistænker, at forskellen ligger i S’et, der findes i GT’erens modelnavn. Det fortæller os, at AMG på et tidspunkt vil lave en S 63 S E Performance, som nok skal overgå GT’erens 843 hk. Der skal altid være plads til mere hos AMG.




V8’eren går ingen steder
E Performance-hybridsystemet er et skridt mod fuld elektrificering, som også på et tidspunkt vil overgå AMG. Men der er ingen grund til at frygte for, at den kommende fremtid ikke byder på masser af benzin hos AMG, selv om den også byder på strøm.
AMG har ingen planer om at skrotte deres benzinmotorer i det indeværende årti, heller ikke selv om moderselskabet Mercedes-Benz ikke længere udvikler helt nye forbrændingsmotorer.
Læs også: Test: Superlynet fra AMG
V8’eren i mange AMG-modeller, som også ligger i maskinrummet i den nye S 63 E Performance, på 4 liter med turbo, fortsætter længe endnu. AMG skal nok sørge for at holde den frisk.

Adaptiv undervogn og aktive stabilisatorer
Mens S-Klassen altid først og fremmest handler om luksus og komfort, skal den som AMG også byde på drama. V8’eren og systemydelsen på 802 hk gør deres del, mens meget anden teknik sørger for skarpere køreegenskaber.
S 63 E Performance har som standard adaptiv luftaffjedring med justerbare støddæmpere, og aktive krængningsstabilisatorer modvirker, at den store S-model læner sig for meget i svingene. Baghjulsstyring (baghjulene drejer med eller mod forhjulene, alt efter hastighed), fuldt variabelt firehjulstræk, aktive motorophæng og bremser i kompositmateriale er standard.
S 63 E Performance er selvfølgelig indrettet, så bagsædepassagererne kan komme udhvilede frem til destinationen. Hvis altså chaufføren synes, de skal have lov – med 802 hk og 1.430 Nm er det nok svært at falde i søvn.