april 30, 2024

Pris på forbedret Ford Kuga PHEV: fra 339.990 kr

Kuga PHEV ser federe ud, har flere kræfter og kan trække flere kilo, og Ford er klar med priser på de danske versioner.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Ford Kuga PHEV kom, så og sejrede stort, da den blev introduceret i 2020 midt under corona-nedlukningen. Den har siden været Danmarks mest solgte bil, og den har samtidig været den eneste personbil fra Ford, der er solgt i mange eksemplarer.

Her i 2024 er Kuga PHEV den eneste plug-in hybrid, der stadig sælges i mange eksemplarer; de fleste plug-in hybrider er blevet meget dyre, og danskernes kærlighed er hurtigt skiftet fra delvis elektrisk kørsel til 100 procent elektrisk kørsel.

Før Ford for alvor får gang i den nye elektriske Explorer, tager Kuga PHEV en runde mere. Den faceliftede model, som er fornyet på mange væsentlige punkter, er klar til dansk introduktion til priser fra 339.990 kr.

Nu med 243 hk

Kuga, der i Danmark nu kun sælges som PHEV, har fået et facelift, der gælder både design og teknik. Designet er markant anderledes, og motorydelsen er steget fra 225 hk til 243 hk, og fra 0-100 km/t er den næsten to sekunder hurtigere. Kuga PHEV kan også trække flere kilo – før var grænsen 1.500 kilo, men faceliftet åbner op for op til 2.100 kilo.

Interiørets største nyhed er infotainmentsystemet. Det gamle system, SYNC3 med 8” skærm, var fra startet forældet, så det nye SYNC4 med 13,2” skærm og 5G-forbindelse skulle være en stor opgradering.

Det danske modelprogram består af tre udstyrsvarianter. To af dem er gengangere: Titanium og ST-Line X. Active X er en ny variant, der er kommet til ved faceliftet. Den gør sig bemærket med styling, der får den til at se mere off-road-orienteret og robust ud.

Titanium uden adaptiv fartpilot

Kuga PHEV Titanium er indstigningsvarianten til 339.990 kr., og med den går man bestemt ikke ned på udstyr. 17” alufælge, LED-lygter, tagræling, det nye infotainmentsystem med 13,2” skærm, digital instrumentering med 12,3” skærm, bakkamera, nøglefri betjening, trådløs opladning af smartphones, p-sensorer foran og bagtil, varme i forruden og sædevarme foran er standard.

Desværre er adaptiv fartpilot ikke at finde på listen over ting, der følger med. Den tilkøbes i en pakke, Førerassistance-pakken, som simpelthen er for dyr; med bl.a. 360 graders kamera, blind vinkel-system, førerovervågning og mekaniske dørbeskyttere koster den 19.320 kr.

Pakken er standard i ST-Line X og Active X, men varme i rattet og varme i bagsædet er tilkøb til alle tre varianter til 3.460 kr. Panoramaglastag koster til de tre varianter 21.150 kr.

Kuga PHEV som både ST-Line X og Active X 369.990 kr. I forhold til Titanium-versionen har de ikke bare Førerassistance-pakken, men også 18” alufælge, el-betjent bagklap, indtræk delvist i kunstlæder, forsæder med el-justering (førersæde med hukommelse), B&O-lydsystem, pedaler med alu-overflade og lidt flere aktive sikkerhedssystemer.

Del artikel:

Brugte Ford Kuga til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS