januar 6, 2023

2023-priser på den fornyede DS 7

Den smukkeserede franske SUV er landet til lidt højere priser end før, og den fås udelukkende som plug-in hybrid. En stor nyhed er versionen med 360 hk og firehjulstræk.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

DS Automobiles‘ første succes i Danmark er uden tvivl DS 7 Crossback. Den mellemstore SUV kom på markedet som et unikt alternativ til især tyske biler, og med udpræget franske detaljer og højt komfortniveau har DS 7 Crossback hentet forholdsvis mange kunder ind.

DS har droppet Crossback-efternavnet, og DS 7 Crossback sælges fremover som DS 7. Det gør den med et nydeligt facelift med markante LED-kørelys, nyt infotainmentsystem og en ny topmodel med 360 hk.

LÆS OGSÅ | DS 7 Crossback faceliftet og hedder nu DS 7

DS 7 introduceres på det danske marked som plug-in hybrid i to styrker. Dieselmotoren på 1,5 liter med 130 hk og automatgear findes stadig – bare ikke på det danske marked.

Fuldt udstyret topmodel til 680.000 kr.

Vi starter fra den absolutte top – med den dyreste DS 7. Den nye topmodel med 360 hk, firehjulstræk og kraftigere bremser. DS 7 E-Tense 360 kommer automatisk med højeste udstyrsniveau (Rivoli), og det eneste tilkøb er lydanlæg fra Focal (20.000 kr.) og metallak til 12.-18.000 kr.

DS 7 E-Tense 360 Rivoli har en prislap, som siger 679.990 kr. I forhold til Rivoli-udgaven af den svagere DS 7 med 225 hk, har den 360 hk stærke model større fælge (21″ mod 19″), 15 mm sænket og ændret undervogn, 24 mm bredere sporvidde foran (10 mm bagtil) og DS Active Scan-affjedring med. Active Scan er en elektronisk styret undervogn, som fodres med information om vejen foran via et kamera.

LÆS OGSÅ | Første tur: DS 7 overrasker med mere end et facelift

Prisen på 679.990 kr. ligger på et niveau, hvor man skal spørge sig selv, om man virkelig har brug for kræfterne. DS 7 E-Tense 360 Rivoli har en merpris på 130.000 kr., hvis sammenligner direkte med Rivoli-versionen med 225 hk.

Priser fra 489.990 kr.

Langt mere populær end topmodellen med 360 hk og firehjulstræk bliver den forhjulstrukne DS 7 E-Tense 225 med 225 hk. Prisniveauet er mere, skal vi sige, appetitligt.

Med 225 hk kommer den fornyede DS 7 i tre udstyrsvarianter. Rivoli er den rigt udstyrede luksusversion med masser af krom til 549.990 kr., Performance Line+ er den opgraderede udgave med passende udstyrsniveau og sorte udvendige detaljer til 519.990 kr.

LÆS OGSÅ | Duel: Hvor ens er Peugeot 308 Hybrid og DS 4 E-Tense?

Performance Line til 489.990 kr. er indstigningsudgaven, hvor vi ønsker os lidt mere udstyr for pengene. Prisstigningerne i forhold til den gamle DS 7 Crossback er dog ikke store.

Nye baglygter og DS Automobiles-skrift mellem dem

Performance Line har standardudstyr, som omfatter 19″ alufælge, LED-forlygter, indtræk i Alcantara, aut. klimaanlæg, digital instrumentering, infotainment med 12,3″ touchscreen, navigation, nøglefri betjening, fartpilot og el-foldbare sidespejle. Adaptiv fartpilot og bakkamera burde findes i modellen, men gør det ikke.

LÆS OGSÅ | Batterirevolution hos Stellantis

Performance Line+ til 30.000 kr. mere end basisudgaven har både bakkamera og adaptiv fartpilot, og den gør sig positivt bemærket med adaptive pixel-LED-forlygter, (sort) tagræling, el-justerbare forsæder og udvidet sporassistent.

Rivoli-versionen til 60.000 kr. mere end basisudgaven og 30.000 kr. mere end Performance Line+ har 19″ alufælge, el-betjent bagklap, analogt ur fra B.R.M Chronographs, panoramasoltag og læderindtræk.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS