Med et mere lækkert interiør og mere udstyr lægger den faceliftede VW T-Roc afstand til den nye Taigo. Det betyder også markant højere priser på T-Roc.
af: Morten Bek / d. 6. januar 2022
Volkswagens crossovers og SUV’er er populære varer. Den lille T-Cross har på lidt over to et halvt år fundet et hjem hos flere end 7.000 danskere, og den kompakte T-Roc har i omegnen af 10.000 danskere købt siden introduktionen for fire år siden.
Volkswagen scorede point ved at prissætte T-Roc rigtig fornuftigt, da den kom på gaden i slutningen af 2017. Priser fra 239.990 kr. gjorde den kompakte crossover til en rigtig Folkevogn. Fornuftige priser kunne endda gøre, at kunderne kunne leve med stenhård, tarvelig plast på instrumentpanelerne.
I midten af november offentliggjorde Volkswagen så en fornyet og forfinet T-Roc, som du kan læse meget mere om ved at følge linket herover. En af de største nyheder er opdateret interiør med bløde materialer. Lad kritikken forstumme, må de have tænkt i Wolfsburg.

Nye tider, nye priser
Den bløde plast er næppe baggrunden for, at importøren har fastsat priser på T-Roc, som er langt højere end tidligere. Når den faceliftede udgave har dansk premiere i april, vil den kunne fås fra 299.995 kr. Det er ubehageligt langt fra 239.990 kr., og det langt højere niveau skyldes – hvis jeg skal tænke højt – ikke bare et forbedret niveau for standardudstyr. Det skyldes også en anden Volkswagen.
De danske forhandlere byder for tiden velkommen til den nye Taigo. En crossover i stort set samme størrelse som T-Roc. Volkswagen er derfor nødt til at differentiere og lægge afstand mellem de to. Taigo starter på 264.995 kr., men en billigere basismodel følger til sommer.
Alufælge og LED-forlygter som standard
Med faceliftet har en enkelt af T-Roc-udstyrsvarianterne fået nyt navn. Basismodellen hedder Life, som VW også bruger til modellerne som Golf, T-Cross og Polo. Life til priser fra 299.995 kr. er godt udstyret, men bakkamera, justerbar lændestøtte i forsæderne og varme i rattet falder alligevel ind under DK-pakken til 8.695 kr.
16″ alufælge, LED-forlygter, aut. klimaanlæg med to zoner, infotainment med 8″ touchscreen, regnsensor, digital instrumentering semi-automatisk parkeringssystem, tagræling og variabel bagagerumsbund er standard. Life fås med 1-liters TSI-benzinmotor med tre cylindre og 110 hk (299.995 kr.), med 1,5-liters TSI-benzinmotor med fire cylindre, 150 hk og DSG-automatgear (349.995 kr.) eller med 2-liters TDI-dieselmotor med 150 hk (344.995 kr. med manuel gearkasse, 379.995 kr. med DSG).
T-Roc Style hed også T-Roc Style før faceliftet. Style-udstyrsvarianten fås med 1,5-liters TSI-benzinmotor med 150 hk og DSG (364.995 kr.), med 2-liters TSI-benzinmotor med 190 hk, DSG og firehjulstræk (444.995 kr.) eller med 2-liters TDI-dieselmotor med 150 hk (394.995 kr. med forhjulstræk, 444.995 kr. med firehjulstræk).
I forhold til basismodellen Life får man bl.a. 17″ alufælge, LED-forlygter med udvidet funktionalitet, blind vinkel-system, udvidet digital instrumentering, sportssæder, justerbar lændestøtte i forsæderne og nedfældeligt passagersæde (så man kan transportere en stige eller noget andet langt).

Den skarpeste T-Roc, i hvert fald bedømt på udseende, er R-Line. T-Roc R-Line er udstyret mere eller mindre som T-Roc Style. De store forskelle findes i design- og interiørdetaljerne. 18″ alufælge, særlige kofangere, sportsrat og indtræk som er unikt for R-Line.
T-Roc R-Line fås fra 394.995 kr. for 1,5’eren med 150 hk, mens benzinudgaven med 190 hk og firehjulstræk fås fra 474.995 kr. Diesel er også en mulighed – 2-liters TDI med 150 hk med eller uden firehjulstræk (424.995 kr. med forhjulstræk, 474.995 kr. med firehjulstræk.
Topmodellen T-Roc R med 300 hk og den åbne T-Roc Cabriolet introduceres på et senere tidspunkt.