BRUGTTEST Cupra Born 58 2022 MBB 1272
Nyheder
24. juli 2025

Rekord: Aldrig før er der solgt så mange brugte biler som i 2025

Brugte biler er populære som aldrig før. I første halvår af 2025 er der solgt cirka 335.000 brugte biler i Danmark.

Morten B. Bek

Morten Bek

Det er en gylden tid for brugtbilsmarkedet. Rigtig mange købere står klar, og forhandlerne henter billige elbiler hjem fra udlandet. De gode tider omsættes til salg, og første halvår af 2025 sætter ny rekord for salget af brugte biler.

På seks måneder har 335.278 brugte biler skiftet hænder, og dermed er rekorden for 2024 med 304.792 brugte biler slået. Det er en stigning på 10 procent. I hele 2024 købte danskerne 608.220 brugte biler, og Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, vurderer, at tendensen for første halvår vil fortsætte: 2025 vil blive det år nogensinde, hvor der er solgt flest brugte biler.

Jan Lang kommer med flere årsager til, at det går så godt på markedet for brugte biler:

"Der er flere årsager til den høje efterspørgsel efter brugte biler, men primært to faktorer driver udviklingen. Dels efterspørger de danske bilkøbere fortsat billige biler. Det faktum, at der ikke findes en ny bil til under 150.000 kroner i Danmark gør, at når danskere som vil bruge 120.000 kroner på at købe bil ikke kan få en ny, så finder de bilen på brugtbilmarkedet."

Brugt under 120.000 kr.
FOTO: Bilbasen

Handel med brugte elbiler er steget 75 procent

På Bilbasen er det tydeligt, at danskerne i stigende grad søger på elbiler, når de leder efter en brugt model. I juni var hele 61 procent af søgningerne på Bilbasen på el- og hybridbiler. 35 procent søgte efter benzinbiler, mens kun 4 procent søgte efter dieselbiler.

Det er ikke kun søgninger, for interessen bliver efterfølgende omsat til salg. På brugtmarkedet blev der i første halvår 2024 solgt 40.997 elbiler. I første halvår af 2025 er tallet tæt på en fordobling med 71.769 elbiler. Brugte elbiler bidrager til væksten i brugtbilhandlen og i den grad til omstillingen til el.

"Handlen med brugte elbiler i første halvår 2025 er steget 75 procent sammenlignet med januar til og med juni 2024, og dermed bidrager brugtbilmarkedet virkelig til omstillingen til elbiler. Årsagen er, at de brugte elbiler er billige, fordi forhandlerne kan importere elbiler ude fra Europa og sælge dem til virkelig attraktive priser til de danske bilkøbere," forklarer Jan Lang.

"Der er ingen tegn på, at de grundlæggende forudsætninger for brugtbilmarkedet ændres på kort og mellemlang sigt. Der er ikke udsigt til, at de nye biler kommer ned i priser under 150.000 kroner. Og for elbilernes vedkommende, så har forhandlerne fortsat gode muligheder for at importere billige, nærmest nye elbiler til Danmark, og sælge dem efterfølgende til særdeles attraktive priser," slutter Jan Lang.

Et eksempel fra Bilbasen er Citroën Ë-C3 i topudstyret Max/Attraction, som findes med få kilometer på tælleren til priser fra cirka 160.000 kr. Det er en besparelse på cirka 33.000 kr.

Elbilerne indkøbt fra udlandet presser også prisniveauet generelt på brugte elbiler, så man får rigtig meget for pengene også med elbiler, som er tre-fire år gamle. Audi Q4 E-Tron (introduceret i 2021), eksempelvis, findes til priser fra cirka 175.000 kr. En Q4 E-Tron 40 fra 2022 med cirka 509 kilometer rækkevidde, 204 hestekræfter og kilometertal på 80.-100.000 kr. fås til under 230.000 kr.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant