januar 23, 2024

Skoda skærer op til 105.000 kr. af Enyaq

Skoda går nu ind i priskrigen med sin populære crossover Enyaq. Den nye Enyaq 85 med 286 hk koster nu 379.995 kr., og Enyaq RS med 340 hk er nede i 424.995 kr.

TEKST OG FOTO Morten B. Bek

Endelig. Et bilmærke i direkte konkurrence med Tesla tager konsekvensen af sidste uges prisnedsættelse på Model Y: Skoda justerer priserne på Enyaq, og de nye priser er op til 105.000 kr. lavere end de priser, der blev meldt ud i september for den opdaterede Enyaq.

De opdateringer tæller et nyt, hurtigere og mere betjeningsvenligt infotainmentsystem, men vigtigere endnu en ny elmotor. Den findes i den nye Enyaq 85, som erstatter 80-versionen – og den kommer med en ydelse på 286 hk, hvor den udgåede 80-version havde 204 hk.

De nye og lavere priser på Enyaq gælder hele vejen rundt i modelprogrammet; der er lavere priser på den almindelige Enyaq og på den lidt dyrere Enyaq Coupé, og både den nye variant Enyaq 85 og den forstærkede Enyaq RS (nu med 340 hk i stedet for 299 hk) kommer til markant lavere priser.

Den vigtigste model falder til 379.995 kr.

Enyaq-modelprogrammet er stort, og udover de to forskellige karrosserier – traditionel SUV og coupé-SUV – er der to batteristørrelser, tre motorydelser og fire udstyrsniveauer.

Skoda har høvlet forskelligt af priserne på de forskellige modeller, og devisen er, at jo kraftigere og mere veludstyret variant, jo lavere pris. Den mindste besparelse – 20.000 kr. – får man med Enyaq 60 Premium, men da 60-versioner har et lille batteri og en rækkevidde på under 400 kilometer, er de ikke interessante. Priserne starter ved 349.995 kr. for Enyaq 60 Premium.

Indtil videre har Enyaq 80 med Premium-udstyr været mest interessant og den bedst sælgende. Den stærkere erstatning, Enyaq 85 med Premium-udstyr, blev i september meldt ud til at koster 429.995 kr., men før salgsstart faldt den til 419.995 kr. Den nye pris er 379.995 kr., så der er 40.000 kr. at spare. Firehjulstræk koster 20.000 kr. ekstra., og så hedder modellen Enyaq 85x.

Enyaq Coupé starter nu som 60 Premium på 364.995 kr., og den nye Enyaq Coupé 85 Premium koster nu 394.995 kr.

De helt store prisfald gælder Enyaq 85 Laurin & Klement, som kommer med den nye elmotor og højeste udstyrsniveau; prisen har hidtil været 519.995 kr. Den fås nu til 419.995 kr., så uden meget hovedregning er der altså 100.000 kr. at spare.

Skoda har en endnu større besparelse klar til kunder, som vil helt til tops i modelprogrammet. Her står Enyaq RS med firehjulstræk og 340 hk, som før tronede deroppe med en pris på 529.995 kr. Den er pludselig virkelig interessant med et prisfald på 105.000 kr., så den nu fås fra 424.995 kr.

Del artikel:

Brugte Skoda Enyaq til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS