juni 13, 2019

Stor test: Hvilken elbil har den bedste rækkevidde i virkeligheden?

Hvor langt kører en elbil på en opladning i virkeligheden? Et ofte stillet spørgsmål, der er svært at få svar på, hvis du stiller det til producenterne. Estimeret rækkevidde er præcist dét, som navnet antyder – et estimat. I denne artikel giver vi dig virkelighedens rækkevidde på 17 forskellige elbiler.

Af: Simon Hallenslev / Kilde: What Car? / d. 13. juni 2019

Det britiske bilmedie ”What Car?” har lagt sig i selen for at klarlægge den faktiske rækkevidde i de fleste af de elbiler, der udbydes på markedet i dag. Og dét er mere kompliceret end som så.

For at sikre, at resultaterne er ensartede, skal der nemlig rigtig meget forarbejde til. Elbilerne drænes indledningsvist for strøm, så de ikke længere kan køre. Herefter fyldes de op med strøm fra en modificeret lader, der måler den nøjagtige mængde strøm, der bliver fyldt på bilerne.

Natten op til testen parkeres bilerne i et rum med ensartet luftfugtighed og temperatur, mens bilerne er tilkoblet lader. Inden testen tjekkes lufttryk, så de matcher bilproducentens anbefalinger.

LÆS OGSÅ | Test dig selv: Passer dit behov til en elbil?

Samtlige tests udføres i temperaturer mellem 10 og 15 grader med samme mængde ballast i bilen. Forlygterne tændes, og temperaturen i kabinen sættes til 21 grader.

Al kørsel under testen foregår på samme testbane, så trafik ikke påvirker resultatet. Dog simuleres der trafik. Bilen skal stoppe og starte samt køre både lande- og motorvejshastigheder, så det efterligner et realistisk kørselsmønster.

Et ensartet kørselsmønster sikres ved brug af nøje kalibreret målingsudstyr, så ruten kan gengives så præcist som muligt. Når testen er færdig, sættes bilerne igen i lader, så det kan måles præcist, hvor meget strøm der skal på bilen, før batteriet igen er fuldt opladt.

Alle foranstaltninger er med andre ord taget, for at testen er fair og ensartet for alle biler. Se resultatet herunder, hvor vi begynder med den korteste rækkevidde.

17. Smart Forfour EQ

Smart Forfour er en lille bil til fire mennesker med 80 elektriske hestekræfter. Det er ikke meget, og bilen skal bruge 12,7 sekunder på at komme til 100 km/t.

Estimeret rækkevidde: 154 kilometer

Faktisk rækkevidde: 92 kilometer

16. Smart Fortwo EQ Cabriolet

Som navnet antyder, kan du kun klemme to personer ind i Smart Fortwo. Og selvom det gør den lettere end Smart Forfour, kører den kun 3 kilometer længere på en opladning.

Estimeret rækkevidde: 159 kilometer

Faktisk rækkevidde: 95 kilometer

15. Volkswagen e-Up

Den elektriske VW e-Up er væsentligt dyrere end den almindelige VW Up med benzinmotor – og det er til trods for, at rækkevidden ikke er synderligt imponerende.

Estimeret rækkevidde: 133 kilometer

Faktisk rækkevidde: 106 kilometer

14. Hyundai Ioniq Electric

Efter WLTP-standard er Hyundai Ioniq Electric opgivet til at kunne køre 294 kilometer på en opladning. Men i denne test er den faktiske rækkevidde markant mindre.

Estimeret rækkevidde: 280 kilometer

Faktisk rækkevidde: 188 kilometer

13. Volkswagen e-Golf

Volkswagen e-Golf – der også indgik i vores artikel om ‘det store regnestykke‘ – har samme rækkevidde som Hyundai Ioniq, men er tættere på dens estimerede rækkevidde på 230 kilometer efter WLTP-standard, hvorfor den får 13. pladsen.

Estimeret rækkevidde: 230 kilometer

Faktisk rækkevidde: 188 kilometer

12. BMW i3 27,2 kWh

Den futuristiske BMW i3 er ikke så sjældent et syn i det københavnske bybillede, da de på hvert et gadehjørne står til fri afbenyttelse med DriveNow. Modellen her er med en batteripakke på 27,2 kWh og 170 heste.

Estimeret rækkevidde: 183 kilometer

Faktisk rækkevidde: 194 kilometer

11. Nissan Leaf

Nissan Leaf fik rosende ord med på vejen, da Anders Berner testede den i tidernes morgen. Første generation er i øvrigt den bedst sælgende elbil med 400.000 solgte biler fra lanceringen i 2010 til dato.

Estimeret rækkevidde: 270 kilometer

Faktisk rækkevidde: 205 kilometer

10. Renault Zoe Q90

Renault Zoe var vel nok den første masseproducerede elbil, der beviste, at man godt kunne køre CO2-neutralt til en overskuelig pris og med praktikken i orden.

Estimeret rækkevidde: 317 kilometer

Faktisk rækkevidde: 212 kilometer

9. Renault Zoe R110

Renault Zoe R110 er en lidt kvikkere version, end den du finder på 10. pladsen. Den har den samme batteripakke som Q90 men 17 flere heste, der skubber dig fra 0 til 100 km/t på 11,9 sekunder.

Estimeret rækkevidde: 300 kilometer

Faktisk rækkevidde: 235 kilometer

8. Hyundai Kona Electric 39 kWh

Hyundai Kona med den lille batteripakke på 39 kWh giver dig 136 heste og en anstændig rækkevidde. I videoen her giver Anders Berner dig 10 skarpe facts om Kona Electric.

Estimeret rækkevidde: 289 kilometer

Faktisk rækkevidde: 254 kilometer

7. BMW i3s 42.2 kWh

I slut 2018 lancerede BMW en bredere, kraftigere og hurtigere version af deres i3 – nemlig BMW i3s. Batteripakken er hævet til 42,2 kWh, hvilket giver intet færre end 182 elektriske heste at lege med.

Estimeret rækkevidde: 285 kilometer

Faktisk rækkevidde: 265 kilometer

6. Audi E-tron

E-tron er det første rigtige elektriske skud på stammen fra Audi, og det gør modellen til en meget vigtig del af Audis modelprogram. Efter WLTP-standard er bilen opgivet til 417 kilometer.

Estimeret rækkevidde: 417 kilometer

Faktisk rækkevidde: 315 kilometer

5. Tesla Model S 75D

Ved lanceringen i 2014 revolutionerede Tesla markedet for elbiler med Model S. En stor luksus elbil med plads til fem personer, og en rækkevidde der kunne fragte familien til sommerhuset uden sved på panden.

Estimeret rækkevidde: 450 kilometer

Faktisk rækkevidde: 328 kilometer

4. Tesla Model X 100D

Den store Tesla Model X er en bil til gagdet-elskere. Bilen blev nok mest kendt på dens “Falcon Wing” bagdøre, der ganske vidst ser smarte ud, men som har voldt Tesla problemer rent pålidelighedsmæssigt.

Estimeret rækkevidde: 485 kilometer

Faktisk rækkevidde: 375 kilometer

2. Kia e-Niro 64kWh

På en delt 2. plads finder vi Kia e-Niro med den store batteripakke på 64 kWh, som har 204 solide elektriske hestekræfter. Den deler desuden platform med søsterbilen Hyundai Kona Electric.

Estimeret rækkevidde: 455 kilometer

Faktisk rækkevidde: 407 kilometer

2. Jaguar I-Pace

Den anden bil på 2. pladsen er forbeholdt de højere luftlag, og må kategoriseres som en premium bil. Det er nemlig Jaguar i-Pace, der kommer med en batteripakke 90 kWh, som sender dig fra 0 til 100 km/t på 4,8 sekunder.

Estimeret rækkevidde: 470 kilometer

Faktisk rækkevidde: 407 kilometer

Elbilen med den bedste rækkevidde i virkeligheden er …

Hyundai Kona Electric med den store batteripakke på 64kWh!

Hyundai Kona Electric er ikke bare et rigtigt godt bud på en elektrisk familiebil, det er også den elbil, der i denne test kører længst på en opladning.

Den er væsentligt billigere end konkurrenterne fra Tesla og Jaguar, og slår dem altså alligevel på rækkevidden. Og så får du tilmed fem års garanti på bilen uden kilometerbegrænsning. På batteripakken får du også en garanti otte år eller 200.000 kilometer.

Estimeret rækkevidde: 449 kilometer

Faktisk rækkevidde: 417 kilometer

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS