Suzuki eVX_01
Elbiler
12. januar 2023

Suzuki tegner billedet af kommende elbil

Morten B. Bek

Morten Bek

Suzuki er et af de få bilmærker uden forkromede planer for elbiler, men med konceptbilen eVX er der lys forude – den kompakte elektriske SUV går i produktion i 2025.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Bilproducenterne er ved at falde over hinanden for at annoncere nye platforme til elbiler, den ene nye elbil efter den anden – og 100 procent elektrificering af alle biler inden måneden er omme. I hvert fald inden årtiet er omme.

Suzuki står for sig selv i et hjørne og holder lav profil. Før 2025 sker der ingenting med elbiler, har Suzuki tidligere afsløret. Elbiler bliver en nødvendighed (allersenest i 2035, når vi ikke længere må købe andet), så den japanske producent skal i gang med elektrificering, hvis tilstedeværelsen på det europæiske marked fortsat skal være seriøs.

Det første konkrete bud på, hvad det er for en elbil, Suzuki vil sælge som den første fra 2025, finder vi i den nye konceptbil eVX. En kompakt SUV der produceres i Indien.

Suzuki eVX_07

Firehjulstræk kommer på menuen

At elbilen skal produceres i Indien er ingen tilfældighed. Indien er det absolut største marked for Suzuki, hvor det japanske mærke i en joint-venture, Maruti Suzuki, har en markedsandel på over 40 procent. Ikke 4 procent, men 40 procent.

Det er lige så lidt en tilfældighed, at konceptbilen er afsløret på Auto Expo i Indien, og at det er Suzuki-bossen Toshihiro Suzuki, der personligt har stået for afsløringen. Elbilen bliver en vigtig bil i både Indien og Europa.

Før vi ser, hvad konceptbilen eVX udvikler sig til, når den bliver til noget, der skal masseproduceres, er det svært at sige andet, end at Suzuki også med sin første elbil holder fast i de kantede, solide former. Det er ikke for sjov, at eVX ser ud som en firehjulstrækker. Den kommer ikke kun med træk på to hjul, men også som elbil med firehjulstræk.

Suzuki eVX_05

Rækkevidde på cirka 400 kilometer

At dømme ud fra billederne kunne eVX lige så godt være 4 meter lang, som den kunne være 5 meter lang. Suzuki laver næsten udelukkende små biler, og japanerne oplyser da også, at den er 430 cm lang, 180 cm bred og 160 cm høj. Det er målene på en kompakt SUV, som ligger meget tæt på størrelsen for S-Cross.

Suzuki oplyser også, at batteriet i den kommende produktionsmodel bliver på 60 kWh, og at man kan forvente en WLTP-rækkevidde på cirka 400 kilometer. Oplysninger om forbrug og ladehastighed er der ingen af.

Det er også et åbent spørgsmål, om Suzuki udvikler sin egen platform til elbiler. Suzuki har et samarbejde med Toyota om blandt andet udveksling af bilmodeller (Suzuki sælger Toyota RAV4 og Corolla i Europa som Across og Swace, mens Toyota blandt andet sælger Suzuki Baleno i Sydafrika som Starlet), så teknologien kan potentielt stamme fra Toyota.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: