august 9, 2022

Test: Suzuki Vitara S-Hybrid er billig – og ikke så meget andet

Suzuki er gode til at lave prisbillige biler til familien Danmark, og ingen kan tage fra Suzuki Vitara S-Hybrid, at den er billig – men er den også for billig?

Tekst & foto: Simon Hallenslev

Suzuki har været nødsaget til at låne et par hybridmodeller fra Toyota for at holde den gennemsnitlige udledningen nede. Således kan du købe en Suzuki Swace, der er en Toyota Corolla, og en Suzuki Across, der er en Toyota RAV4.

Kort før sommeren løftede Suzuki dog endelig sløret for deres egen hybridbil: Vitara S-Hybrid. En kompakt crossover, der har lignet sig selv siden lanceringen i 2015, og i øvrigt stadig gør det, men som nu gemmer på en hybriddrivlinje.

Gør hybriddrivlinjen underværker for den aldrende Suzuki? Det ser jeg på, når jeg tester Suzuki Vitara S-Hybrid.


Suzuki Vitara S-Hybrid Active

Motor: R4, 1.969 cm2, benzin + elmotor
Ydelse (benzin+el): 115 hk (102 hk + 33 hk)
0-100 km/t: 12,7 sekunder
Tophastighed: 180 km/t
Forbrug: 18,9 km/l
CO2-udledning: 
121 gram/km
Mål (L/B/H): 417/177/160 cm
Køreklar vægt: 1.245 kg
Bagagerumsvolumen: 
289 liter
Pris: 292.990 kr. (Vitara fås fra 227.990 kr.)


Prisen for en strømført Suzuki

Suzuki Vitara S-Hybrid kører med et selvopladende hybridsystem, et såkaldt lukket kredsløb, med en 1,5 liters benzinmotor kendt fra Suzuki Jimny, der yder 102 hk, samt med en 33 hk elmotor. Det giver en samlet ydelse på 115 hk. Hybridbatteriet, der føder elmotoren, er på 140V.

Suzuki Vitara S-Hybrid fås fra 292.990 kr. med Active-udstyr og afløser Vitara 1,4 48V mild hybrid med automatgear. Vil man have manuelt gear, fås Vitara 1,4 mild hybrid stadigvæk med pind, som starter i et udstyrstrin lavere, kaldet Club, til 227.990 kr. Med tilsvarende Active-udstyr starter den i 252.990 kr.

LÆS OGSÅ | Test: Opel Grandland forsøger at følge med tiden

Dét er en merpris på 40.000 kr. i forhold til mild hybridversionen med manuel gearkasse – og det er meget. Til gengæld sikrer hybridsystemet også en benzinøkonomi, der er en anelse pænere. Her lover Suzuki 18,9 km/l sammenlignet med 18,5 km/l, hvilket er acceptabelt, når det er automatgear mod manuelt gear.

Som Suzuki Vitara S-Hybrid Active starter i 292.990 kr. får man adaptiv fartpilot med tilhørende vognbaneassistent, nøglefri betjening, klimaanlæg, 7-tommer infotainmentskærm og LED-forlygter samt en bred vifte af sikkerhedsudstyr fra en avanceret nødbremse til blind vinkel-advarsel.

For billig?

Selvom merprisen for automatgearet er til den høje side, så køber det også et hybridsystem og et udstyrsniveau, der pakker Vitara gavmildt med moderne fornødenheder. Alligevel er jeg nødt til at stille det hypotetiske spørgsmål, om Suzuki Vitara S-Hybrid er for billig.

Det er den, hvis man forventer blot et minimum af kvalitetsfølelse eller design. Denne fjerde generation af Vitara blev, som nævnt, lanceret i 2015, og det skinner alvorligt igennem i kabinen. Der er ganske enkelt intet flatterende at røre ved eller at se på. Alt er plastisk, ufantastisk og stenhårdt.

LÆS OGSÅ | Test: Mazda 2 er en fin Toyota

Den eneste måde hvorpå man rigtigt kan se, at bilen ikke er syv år gammel, er på infotainmentskærmen, som også føles uddateret. Her præger en grynet opløsning, dårlig trykfølsomhed og langsom feedback oplevelsen.

Kan man leve med den bedagede kabine og den hårde plastik, der som bonus får bilen til at lugte som indersiden af en badebold, finder man sig fint til rette bag rattet.

I Vitara er al betjening er intuitiv. Alle knapper er let læselige og inden for armslængde, således man let kan betjene ting som fartpilot, medieafspiller og klimaanlæg uden problemer.

Et lille dementi

Jeg fik indledningsvist beskrevet Suzuki Vitara S-Hybrid som en bil med automatgear. Det er imidlertid ikke helt sandt. For selvom bilen skifter gear automatisk, er gearkassen en 6-trins manuel gearkasse, en såkaldt AGS-gearkasse, der skifter ved hjælp af en skifterobot.

Elmotoren er monteret direkte på AGS-gearkassen og leverer moment, når koblingen aktiveres, hvilket altid sikrer en behagelig igangsætning. Men derefter stopper den alternative løsning desværre med at give mening.

Skifterobotten, der er ansat til at give dig et gear mere, virker altid som om, den lige er stået op. Gearskiftet i Suzuki Vitara S-Hybrid sker så langsomt, at enhver med to arme og en koblingsfod kan klare det hurtigere selv.

LÆS OGSÅ | Test: MG5 er det bedste elektriske tilbud lige nu

Derudover har gearkassen en lav gearing, hvorfor det sjette trin reelt føles som femte og trækker over 3.500 omdrejninger ved 130 km/t.

Det er ikke alt sammen robottens skyld. Gearkassen sendes på overarbejde, fordi de 102 hk fra benzinmotoren er for lidt.

Selv ved helt små hastighedsændringer på motorvejen tvinger motoren gearkassen et gear ned, mens større hastighedsændringer kræver en seriøs tålmodighed. En mellemacceleration fra 100 km/t til 130 km/t tager nemlig 8-10 (støjende) sekunder.

Lidt bedre i den anden ende

Efter at have stiftet bekendtskab med undermotoriseringen på motorvej, drager jeg hurtigt ud på landevejen for at se, om det er her, Suzuki Vitara S-Hybrid er i sit es. Det er det. Det er nemlig ved lavere hastigheder, man opdager såvel komfortniveauet som hybridsystemets egentlige berettigelse.

Undervognen er blød med blød på, hvorfor man suser ugeneret over de fleste ujævnheder. Blødheden medfører også en del krængning i sving, men med al respekt for de mennesker, der er potentielle Vitara-kunder, er det ikke frisk kørsel, jeg forbinder dem med.

Det er ikke kun krængningen, der gør, at Vitara føles som en bil, der altid frabeder sig frisk kørsel. Styretøjet er nemlig også ganske mærkværdigt afvejet.

LÆS OGSÅ | Test: Du bliver glad, hvis du bruger 10.000 kr. mere på din nye Skoda Fabia

I midten er det let og skarpt, hvilket giver nogle nervøse korrigeringer, når man kører ligeud, mens det omvendt bliver småtungt, når man vil gøre store ratudslag i snævre manøvre. Intet af det er særligt fedt.

I forhold til hybridsystemet, så forslår de 33 hk, som elmotoren hamler op med, som en skrædder i helvede på motorvejen. Den gør sig bedst i lave hastigheder, hvor man med forsigtighed kan liste bilen til 50 km/t uden hjælp fra benzinmotoren.

El- og benzinmotor virker dog bedst i samspil, hvor jeg undervejs i testen også snuser til 18 km/l ved blandet kørsel. Det er ikke alene pænt, men også tæt på det, Suzuki har opgivet.

Sikkert noget for nogen

Slår man ordet ‘underværker’ op, står der: “forandre til det mærkbart bedre” i Retskrivningsordbogen. Hybridsystemet gør Vitara bedre i forhold til benzinøkonomi; men det gør ingen mærkbar forskel i, hvordan bilen opleves.

Det skinner tydeligt igennem, at Vitara er en gammel bil, og det kan et selvopladende hybriddystem ikke redde. Suzuki Vitara S-Hybrid er billig både i forhold til indkøb, udstyr og drift, men det er ret beset også dens eneste partytrick, fordi den hverken kører godt eller er godt bygget.

LÆS OGSÅ | Test: Dacia Jogger er den bedste bil – og den værste

Suzuki Vitara S-Hybrid er sikkert noget for nogen, fordi den er billig og ukompliceret. Hvis man ejer en Vitara fra 2010 og sammenligner med den, så er Vitara S-Hybrid da også en opgradering i sikkerhed og moderne fornødenheder. Komforten er der stadig styr på, og den må også trække 1.200 kg på krogen.

Hvis man derimod er så fræk at sammenligne med så godt som alle andre kompakte crossovers på markedet i dag, trækker Suzuki Vitara S-Hybrid dog et af de korteste strå. Går man bare lidt op i kabinekvalitet, køreegenskaber eller kræfter, er den ikke et match. Alt dét er sparet væk, og gør den lidt for billig. I hvert fald til mig.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS