En smart forretningsfidus får Tesla til at lancere en budget-variant af deres Model 3. Og mens prisen er lav, så er rækkevidden endnu lavere. 150 kilometer for at være helt præcis. Med andre ord en bil som ingen vil købe. Men der er en mening med galskaben.
Af: Simon Hallenslev / d. 3. maj 2019
Det er efterhånden svært at følge med i Teslas priser. Det er ikke længe siden vi skrev om, at Tesla ville lukke alle deres butikker for at gøre bilerne billigere. Så gik der et par uger, og så trak Elon Musk den idé tilbage igen.
Nu er den excentriske CEO igen klar med en ny modelvariant til en lav pris, der mere er en forretningsfidus, end det er en bil, som folk rent faktisk kommer til at købe.
I Canada har Tesla netop annonceret en billig budgetvariant af den populære Tesla Model 3. Prisen er bare 44.999 canadiske dollars, hvilket svarer til cirka 270.000 kroner inklusiv dansk afgift.
Den lave pris kommer dog ikke uden kompromisser. Den nye budget-Tesla får nemlig en rækkevidde på sølle 150 kilometer. Det kan selv en 10 år gammel Nissan Leaf klare. Men Tesla ved godt selv, at det nok ikke er en bil, som canadiere ved deres fulde fem folk kommer til at købe.

En fiks forretningsfidus
Inden man dømmer Elon Musk helt tabt bag en vogn, så er der faktisk en mening med galskaben. For i Canada får man 5.000 canadiske dollars – eller godt 25.000 danske kroner – tilbage af staten, hvis man køber en elbil til maksimalt 45.000 dollars.
Ganske strategisk har Tesla derfor lanceret en bil, der er én canadisk dollar fra maksprisen, hvilket ultimativt skal friste folk til at gå ud og købe sig en ny Model 3.
Der er hertil et meget vigtigt hul i den canadiske lovgivning for elbiler, som Tesla naturligvis har spottet. For så længe at der udbydes én modelvariant til under 45.000 dollars, så kan man få 5.000 dollars tilbage på samtlige modelvarianter.
Med den nye budgetvariant kan det canadiske folk derfor gå ud og købe en Tesla Model 3 Performance eller Long Range-variant, og stadig få 5.000 dollars tilbage fra staten. Smart? Helt bestemt. Udspekuleret? Også i den grad.