tesla lukker butikker
marts 1, 2019

Tesla lukker butikker og fyrer personale – nu skal bilerne være billigere

I et nyt blogindlæg fra Tesla varsler den excentriske CEO Elon Musk om drastiske ændringer for fremtiden. Resultatet skulle gerne blive billigere biler til forbrugerne.

Tekst: Simon Hallenslev | Dato: 1. marts 2019

Omkostningseffektivisering. Det er det, det hele handler om. I et nyt blogindlæg lover Tesla, at den nye Model 3 i standardversionen kommer til at blive udbudt for 35.000 dollars, hvilket svarer til cirka 230.000 danske kroner uden afgifter.

Men prisnedsættelsen er kun mulig gennem omfattende effektivisering af Teslas organisation, hvilket kommer til at betyde, at Tesla vil afskedige salgspersonale i stor stil.

LÆS OGSÅ | Nu lander ny Tesla: Første test af Model 3 i Danmark

På nuværende tidspunkt er størstedelen af Teslas salg i Nordamerika online, og målet er, at samme salgsstrategi skal implementeres på verdensplan.

Tesla lukker alle butikker

For at Tesla kan holde deres løfte om en billig basisversion af Model 3 – og fortsat forsøge at blive finansielt bæredygtige – skal samtlige af deres fysiske butikker lukkes.

Al salg af Teslas biler skal fremover foregå online. I skrivende stund er det i Nordamerika muligt at købe en Tesla på omkring ét minut via sin telefon – og planen er, at det er sådan, det skal gøres generelt. Ikke kun i Nordamerika men i hele verden.

LÆS OGSÅ | Danmarks mest solgte bil bliver elektrisk

På den måde kan Tesla slippe for høje medarbejder- og facilitetsomkostninger. Som Elon Musk selv udtaler til amerikanske medier ”er der ingen vej udenom det”. Enkelte lokationer bibeholdes, men de konverteres til udstillings- og informationscentre uden mulighed for at købe biler.

Dyrere ekstraudstyr

Udover at Model 3 bliver billigere, betyder den nye strategi også ændringer for Teslas kundeservice og prissætning af ekstraudstyr.

Som tidligere nævnt bliver Model 3 Standard Range med en teoretisk rækkevidde på 350 kilometer prissat til cirka 230.000 kroner uden danske afgifter. Model 3 Standard Range Plus med en teoretisk rækkevidde på mere end 380 kilometer vil blive prissat til lidt over 240.000 kroner uden afgifter.

LÆS OGSÅ: 3 brugte biler med selvkørende funktioner

Men mens bilpriserne daler, kommer ekstraudstyr til at koste mere. Deres “Autopilot” der giver vejbaneassistance og adaptiv fartpilot, kommer til at koste godt 20.000 danske kroner. Du kan også få ”Full Self Driving Capability”, der udover vejbaneassistance og adaptiv fartpilot også kan skifte vognbane, overhale og parkere på egen hånd for lige over 30.000 kroner.

Det er planlagt, at den dyreste pakke for fremtiden også skal kunne genkende lyssignaler og skilte samt kunne styre og navigere i bytrafik.

Mere og bedre kundeservice

Tesla lover, at de med strategiændringen også kommer til at investere mere i deres servicesektor, så de kan yde mere og bedre kundeservice.

Målsætningen med den øgede kundeservice er, at kunder skal kunne få personlig service inden for blot én time. Tesla lover ydermere, at denne hurtige service bliver tilgængelig for alle Tesla-ejere i alle lande.

LÆS OGSÅ | Tesla truet med svensk forbud mod at sælge biler

Afslutningsvist er Teslas servicemål også at yde syv dages gratis og fuld returret på alle deres biler. Du kan således købe en Model 3 om mandagen, køre til Italien og tilbage, aflevere bilen hos Tesla om søndagen og få alle dine penge igen.

Det må siges at være en noget drastisk strategi, som Elon Musk har lagt for fremtiden. Spørgsmålet er bare, om danskerne er lige så klar som amerikanerne til at købe deres biler online. Det må tiden vise.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS