Tesla gør det igen. Den ekstremt populære Model Y ryger ned i pris, og denne gang er det med op til 48.000 kr. Flest penge sparer man ved at vælge Long Range-versionen.
TEKST Morten Bek FOTO Bilbasen
Tesla gjorde 2023 til en hovedpine for alle konkurrenterne. Meget store prisfald på Model 3 og Model Y rykkede ved forestillingen om, hvordan biler bliver prissat, og det har givet det amerikanske mærke enorm succes i Danmark og mange andre steder i Europa.
Prisfesten sluttede ikke i 2023 – den fortsætter her i 2024. Tesla gør det nu igen: Model Y kommer til markant lavere priser, og prisfaldet er på op til 48.000 kr.
Det har allerede været muligt at sikre sig en Model Y til lavere pris end listepriserne, hvis man valgte en såkaldt lagermodel. Nu sænkes priserne konsekvent, så man kan designe sin egen Model Y og bestille den til priser fra 344.990 kr.




Long Range med lang rækkevidde nu under 400.000 kr.
De nyeste justeringer af priserne gælder alle varianter af Model Y. Model Y fås i basismodellen Model Y med baghjulstræk (455 kilometer rækkevidde), som Model Y Long Range med firehjulstræk (533 kilometer rækkevidde) og som Model Y Performance med endnu flere kræfter og firehjulstræk (514 kilometer rækkevidde).
Basismodellen falder fra cirka 383.000 kr. til 344.990 kr., så man sparer cirka 38.000 kr. Den største besparelse får man ved at vælge Model Y Long Range; den falder med 48.000 kr. fra 440.990 kr. til 392.990 kr.
Model Y Performance har hidtil kostet 456.496 kr., og den er nedsat til 424.990 kr. Her sparer man 31.506 kr.

Godt for nye købere, skidt for de eksisterende
Konkurrenterne kommer endnu engang til at ønske Tesla langt væk. Det er spillets regler, og det er en ny dynamik og en ny realitet, som kan være meget svær for mange traditionelle bilmærker at klare sig i.
De nye prisjusteringer er rigtig gode nyheder for danskere, som er ude efter en ny bil. Her er en stor direkte besparelse, og der skal ikke forhandles om den lavere pris.
Priser som igen sættes ned er imidlertid dårligt nyt for de næsten 18.000 danskere, som i 2023 købte en Model Y fra ny. De står nu alle med biler, som er betragteligt mindre værd, end de var i går. Det er godt for Tesla-salget nu og her, men det er næppe godt for relationen mellem kunde og bilmærke.
Det bedste man kan gøre, hvis man har købt en Model Y til 2023-pris, er at beholde bilen i lang tid, så man ikke mærker det store værditab. Tesla kommer ikke til at kompensere eksisterende kunder for prisfaldet. Prisen på en ny bil er ikke længere en fast størrelse, og det er helt legalt for Tesla igen at skrue priserne ned.