maj 7, 2022

Test: Dacia Jogger er den bedste bil – og den værste

Der venter familien en simpel, rummelig og usædvanligt prisbillig crossover-MPV i den nye Dacia Jogger. Den er bare også så simpel, at det går for meget ud over sikkerhed og kørekomfort.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Du får, hvad du betaler for. 9,9 ud af 10 gange får du så meget ny bil for pengene, som du betaler for. Når sol, måne og stjerner en sjælden gang står helt perfekt i forhold til hinanden, er der en bil til en pris, som hører til den 0,1 ud af 10 gange. Så er der virkelig mere bil for pengene, end du betaler for.

Priserne på nye biler er lige nu meget uforudsigelige, og de fleste stiger. Cupra både var og er et af de mærker, som giver meget for pengene, og Cupra Formentor giver god gammeldags smæk for skillingen.

LÆS OGSÅ | Euro NCAP svinger hammeren over Dacia. Igen

Dacia er også stærk på priserne. Stærkere end næsten alle andre. Men det er ikke det samme som at man får mere, end man betaler for. Den nye Jogger, en crossover-MPV med 5 eller 7 sæder og plads som i en stor stationcar, kom for nylig på markedet til bare 180.000 kr. – og kun 185.000 kr. med 7 sæder. Med uforudsigeligheden er den så lige steget med 15.000 kr., men du kan stadig få en 7-sæders til 200.000 kr.

Jogger er prisbillig som de færreste familiebiler. Men en uge i selskab med den nyeste Dacia afslører, at man bestemt ikke får mere, end man betaler for. Dacia kan med andre ord hverken trylle eller lave en perfekt familiebil til en pris, hvor andre ikke kan være med.

Plads og masser af den

Dacia-tilgangen til at lave en ny bil er anderledes end andre bilmærkers. Bilerne er så simple, som andre ikke laver dem. Men de opfylder EU-lovkrav, er funktionelle og langtidsholdbare. Hvor de fleste Dacia-modeller, som Duster og den gamle Sandero, var konstrueret på meget gamle platforme, er Jogger langt mere tidssvarende. Platformen er den samme som nyeste Renault Clio kører med.

Jogger er en forlænget udgave af minibilen Sandero, hvorfor designet hen til omkring B-stolpen er som på minibilen. Efter B-stolpen er der sat en høj kasse på, som gør, at crossover-MPV’en minder om den gamle Skoda Roomster – minibil foran, kassevogn bagtil. En meget nem måde at lave en meget rummelig bil på.

LÆS OGSÅ | Første tur: Mon nogen lægger mærke til den nye Focus?

I et karrosseri noget kortere end det Ford Focus stationcar bærer rundt på er der plads til 7 siddepladser, og de to bageste sæder kan rent faktisk bruges af voksne også længere end 5 minutter; der er fin loftshøjde, og der er plads til benene. På 2. sæderække er pladsen mindre prangende, men der er reel plads til 6-7 personer.

Men bare fordi teknikken er som i Clio, er sikkerheden det ikke nødvendigvis. Euro NCAP har givet Jogger 1 ud af 5 stjerner. Det er ikke kun, at der mangler selealarm for de to bageste sæder, og at førerassistancesystemerne er fåtallige, men også at bilen i sammenstød klarer sig under gennemsnittet. Sikkerhed koster penge, og der er ingen billige eller nemme genveje.

Lav vægt kan mærkes – på godt og ondt

En Jogger udstyret med 7 sæder og så meget udstyr Dacia kan smide efter den, vejer ikke meget mere end en meget, meget kortere Skoda Fabia. Med ikke meget mere end 1,2 tons er der tale om en let bil, og det er i sig selv fedt. Det sparer brændstof, og det giver motoren gode betingelser.

LÆS OGSÅ | Stor nedgang i salget af nye biler. Igen

Når man på prislisten ser, at Jogger har en trecylindret 1-liters benzinmotor med 110 hk, er første reaktion, at det ikke kan gå godt. Men vægten og gearingen gør, at Dacia’en sprinter som en væddeløbshest. Kraftoverskuddet er et punkt, hvor Jogger giver mere, end man betaler for.

Motoren støjer, og 1. gear kan man kun bruge op til 10-15 km/t, hvorefter man skal finde vej gennem den mekanisk billige 6. trins manuelle gearkasse til næste trin. Men den trækker, og den trækker fra lave omdrejninger – også selv om den lille motor først fra 2.900 o/min kommer med sine maksimale 200 Nm.

Nej, der er ingen bagtanke med, at Jogger holder ved siden af noget, der ligner en gammel, rusten skibscontainer. En Dacia, så vidt vides, ruster ikke hurtigere end andre biler

De første par dage kan Jogger måske godt imponere, men den lave vægt og endnu lavere pris begynder derefter at vise sig som store ridser i lakken. Jeg har intet problem med, at kørecomputeren stort set ikke kan vise andet end gennemsnitsforbrug og hastighed, og jeg kan også kun sige at robuste og simple materialer, et trods alt fungerende infotainmentsystem og døre der lyder som tyndt blik er i orden til prisen.

Men forsæderne er mere torturinstrumenter, end de er sæder. Mit bedste bud er, at de er konstrueret af mennesker, som aldrig har siddet i en bil. Måske Dacia har købt et lager af stole, som ikke kunne bruges på et Ryan Air-fly… Jeg sidder ikke bare akavet, men førersædet trykker også steder, det ikke skal trykke, og det hælder de forkerte steder.

På motorvejen er Jogger en stor kasse, som larmer og støjer. Den er ikke til at holde ud at køre langt i. Jeg ved godt, at devisen hos Dacia er noget i stil med “en af vores biler eller en 3-4 år gammel bil fra en konkurrent.” Fint. Men en 3-4 år gammel VW Touran eller Ford C-Max er rent faktisk en bil, du kan holde ud til at bruge gennem længere tid.

Fordi Jogger er en let bil, og gearingen er lavet til det, forbløffer 1-liters motoren med sit kraftoverskud

Affjedringen er et plus

Jogger har heller ikke køreegenskaber som de to brugte MPV’er, jeg lige nævnte. Men den klarer at levere en affjedringskomfort, som mange alt for stramme SUV’er ikke kan levere. Undervognen er forholdsvis blød, og der er god respons over vejbump og store huller i asfalten. På den konto er Jogger egnet til både korte og længere ture.

Krængningen er hverken voldsom eller pludselig, så det der sætter grænsen for, hvor hurtigt jeg har lyst til at tage svingene, er styretøjet. Det er kodet sådan, at der ikke er den mindste feedback. Man ved aldrig helt specifikt, hvor hjulene står, for styringen er løs og gummiagtig.

LÆS OGSÅ | Første tur: Dacia Spring Electric – kan Danmarks billigste elbil bruges?

Dacia er ene om at tilbyde en bil med syv sæder til under 200.000 kr. Men det er et faktum, at MPV-lignende biler, også når de efteraber en SUV eller crossover, ikke er populære, og at efterspørgslen efter biler med 7 sæder heller ikke er voldsom.

Er Jogger en MPV eller en crossover? Vi går med crossover-MPV

Den testede Extreme-udgave er den dyreste, og den koster nu 225.000 kr. Udstyr som alufælge, 7 sæder, automatisk klimaanlæg, nøglefri betjening, 8” touchscreen og bakkamera er standard. Trådløs Apple CarPlay, midterarmlæn, blind vinkel-system og elektrisk p-bremse koster ekstra.

Med mindre du på ingen måde kan eller vil undvære rummeligheden eller de 7 sæder, som selvfølgelig er et argument, så bør du springe Jogger over. Du får, hvad du betaler for – selv om den måske på papiret er den bedste familiebil til prisen.

Hyundai kan tilbyde en i30 stationcar med 120 hk og lige så meget udstyr til 240.000 kr. En moderne, sikker og velkørende familiebil, hvor du får, hvad du betaler for. Måske endda lidt mere.


SPECIFIKATIONER

Dacia Jogger 1,0 TCe Extreme 7 sæder

Motor: R3, 999 cm3
Ydelse: 110 hk/200 Nm
0-100 km/t: 11,2 sekunder
Tophastighed: 183 km/t
Forbrug: 17,5 km/l
CO2-udledning:
130 gram/km
Mål (L/B/H):
455/178/169 cm
Køreklar vægt:
1.205 kilo
Bagagerumsvolumen:
160-1.819 liter

Pris:
209.990 kr. (Jogger fås fra 179.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse):
9.995/3.495 kr. (Jogger fås fra 9.995/2.795 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil:
Kontakt forhandler


9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS