juli 6, 2024

Test: Der er ekstra skub i Toyota Yaris Hybrid med 130 hk

Toyota Yaris Hybrid fås nu i to hybridvarianter, og man får en ekstra portion kraft til overhalinger og motorvej. Prisniveauet er desværre høj, fordi udstyrsniveauet også er det.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Toyota Yaris Hybrid er nu ikke længere en bil, men to biler. Det er mindre indviklet, end det lyder: Yaris Hybrid er opdateret og kan nu fås som Hybrid 115 (der, meget forvirrende, har 116 hk) og i den forstærkede Hybrid 130 (ja, den har 130 hk).

Men lidt indviklet er det alligevel med Yaris Hybrid. Hvis man skulle være i den tro, at det er billigt at få ekstra kræfter i Yaris Hybrid, kender man ikke Toyota; flere muskler betyder som regel altid højere udstyrsniveauer, og det ser helt sort ud, at 14 ekstra hestekræfter på den måde ender med at koste 61.000 kr. ekstra.

Det er dog kun den halve sandhed. Store forskelle i standardudstyret gnaver også i prisforskellen, men stor vil den være, om det så er passende eller ej. Er der rimelighed i merprisen? En Neptun-blå Yaris Hybrid 130 viser mig, om det giver mening at spendere de mange ekstra penge.   

Har Yaris fået et egentligt facelift?  

Hvis man med facelift hentyder til noget synligt og meget tydelige forskelle, så nej. Det er en masse detaljearbejde, Toyota har været ude i, hvor den stærkere hybridvariant og et nyt infotainmentsystem er de to ting, der fortjener mest spalteplads.

Den seneste Yaris, der kom i 2020, var kendetegnet ved mere sprælsk design, en ny platform og store fremskridt i køreegenskaberne. Designet, så meget kan jeg sige, er stadig sprælsk og stadig moderne her i 2024.

Der er kunder, som vil være 100 procent ligeglade med, hvordan Yaris ser ud. De går, meget forståeligt, op i den ekstremt effektive hybriddrivlinje med det meget lave forbrug, lang holdbarhed, god service og gode værksteder – og 10 års serviceaktiveret garanti.

Yaris Hybrid er er den mest populære hybridbil i Danmark. Den er sammenlagt den hybridbil, der er solgt flest af, og den er stadig rigtig godt med, selv om der efterhånden er en del større elbiler i samme prisklasse.

Hvad giver de ekstra kræfter i Yaris Hybrid 130?

Når der reklameres med en elmotor-ydelse, der er øget med fem procent, så er jeg meget skeptisk. Fem procent mere er mere tæt på ingenting end noget egentligt. 14 hestekræfter kan da umuligt gøre nogen virkelig forskel, tænker jeg.

Meeeeen der er også 30 procent højere maksimalt drejningsmoment. 185 Nm i den nye Yaris Hybrid 130 er mere tillidsvækkende end de 141 Nm i den eksisterende Yaris Hybrid 116. Og jeg tager hver eneste newtonmeter med i købet, hvis det kan forhindre den højt talende 1,5-liters benzinmotor i at køre med for høje omdrejninger.

Selv lidt har ret på det punkt, og der er en mærk- og hørbar ændring i Yaris Hybrid, hvis min hukommelse ikke er helt på afveje. I en hybrid fra Toyota handler det om at have kræfter nok til at nå den fart, man ønsker, hvorefter man (og drivlinjen) så kan falde til ro. I basishybriden tager det for lang tid i forhold til min tålmodighed. Her i Hybrid 130 når jeg derop med færre anstrengelser, og jeg tager mig selv i ikke at blive utålmodig, og jeg når ikke at blive irriteret over støj og vibrationer.

Faktisk er Yaris Hybrid 130 så meget hurtigere, at jeg ikke engang på motorvejen mangler kræfter. Det er store sager, at kraftudfoldelse og støjniveau i en hybrid fra Toyota hænger så godt sammen. 

En note til støjniveauet er tilføjelsen af en såkaldt akustisk forrude, som kun fås sammen med 130-drivlinjen og kun på de to udstyrsniveauer Executive og Premier Edition. Den er standard, og uden at kunne sammenligne med en Yaris Hybrid uden den ekstra støjisolerende forrude kan jeg ikke vide, om den er med til at gøre en forskel.

Hvad de ekstra kræfter i den nye hybridversion i hvert fald ikke giver, er et meget højere forbrug. Den lille hybrid har et snitforbrug på op til 26,3 km/l, mens den nye og stærkere har et på op til 23,8 km/l. Du kan gå til den med kræfterne, selv om det her er mindre nødvendigt end i Hybrid 116, og bilen holder sig stædigt over 20 km/l. Det er med mindst 50 procent kørsel på motorvej, hvor hybridbiler typisk har det svært i forhold til at holde forbruget nede. 

Hvordan er køreegenskaberne i Yaris Hybrid 130?

Før 2020 var Toyota Yaris Hybrid en rigtig A til B-bil, som var lige så sjov at køre som en cykel med flade dæk. Den gamle Yaris føltes gammel og to generationer bagud i forhold til en Seat Ibiza eller en Renault Clio.

Jeg har det faktisk lidt sjovt, når jeg kører Yaris Hybrid. Den nye Hybrid 130 er 30-40 kilo tungere end Hybrid 116, men begge er de lette og født på en platform, som giver rigtig god sammenhæng i køreegenskaberne. Styretøjet er godt, vejgrebet helt perfekt og vægtbalancen er god. Med de ekstra kræfter i testbilen er det nemt at smide den lette, smalle Yaris rundt i mine yndlingssving.

Der sidder automatisk 17” hjul på Yaris Hybrid 130, mens Yaris Hybrid 116 enten har 15” eller 16”. Jeg husker ikke tidligere Yaris-testbiler med 16” hjul som unuancerede og stive i affjedringen, så jeg kan kun se, at det må være de 17” hjul, som følger med her.

Gennem hjulene kan jeg mærke den gode platform, som giver høj vridningsstabilitet, som gør at karrosseriet, chassiset og undervognen føles som om, de er en enhed og ikke mange forskellige. Det er ærgerligt, at hjulene så får vibrationer og søgen efter underlagets mange fejl frem i Yaris. Den er for hård til, at man kan tale om en affjedring, der er smidig i mere end udvalgte situationer. 

Er der sket noget i interiøret?

Infotainmentsystemet er nyt, og det er en meget stor opgradering. Det er rimeligt at sige, at Toyota har fået et tidssvarende system med moderne menuer, skærme med højere opløsning og meget bedre respons. 

Der er forskel på skærmstørrelsen og det der gemmer sig i systemet, og kun Hybrid 130-varianterne har den store skærm, som ses i testbilen, på 10,5” med netbaserede services. Hybrid 116-udgaverne og benzinudgaven (1,5 med 125 hk) har skærm på 9” uden fjernstyring af klimaanlæg og online-baseret navigation. 

Der kommer et JBL-lydsystem sammen med det store infotainmentsystem (standard i varianten Premier Edition), og i forhold til bilens størrelse er det et lydsystem, der brager i gennem og virkelig er en fornøjelse.

Der er tre typer instrumentering, og billedet er nogenlunde som det er for infotainmentsystemet. Basisudgaven Active har traditionelle instrumenter med et lille display på 4,2”. Style-versionen har også traditionelle instrumenter, men et større display på 7”. Først i Executive, Premier Edition og GR Sport, der alle er Hybrid 130-udgaver, kommer den fulddigitale instrumentering med skærm på 12,3”. En overskuelig og fin løsning, selv om der er mange små symboler og meddelelser.

Mange meddelelser har med endnu engang udvidede aktive sikkerhedssystemer. Toyota Safety Sense 3.0 er pakket med aktiv sikkerhed og assistenter. Vejkrydsassistent forhindrer, at man i et kryds ikke brager ind i en drejende bil, og førerovervågning med nødstop stopper bilen, hvis man får det dårligt og ikke reagerer på bilens befalinger.

Hvad der ikke er ændret, er Yaris’ trange bagsæde. Der er ikke god plads deromme til voksne, så mere end tre voksne vil jeg ikke anbefale på mere end de korte ture.

Giver den nye hybridversion med 130 hk så mening?

Jeg har ikke haft en Yaris Hybrid 116, modellen med den vante hybriddrivlinje, at sammenligne den nye Yaris Hybrid 130 direkte med. I forhold til den erfaring, jeg har haft med basis-hybriden, er den stærkere hybrid en stærkere opgradering, end jeg havde forventet. Der er forskel, og den er mærkbar (og til at høre) på den gode måde.

Toyota i Danmark regner med, at den nye Hybrid 130 kommer til at stå for hver femte Yaris solgt i Danmark. Benzinudgaven med 125 hk, altså den uden elektrisk understøttelse, står til 10 procent, og de sidste 70 procent går til Hybrid 130.

I forhold til prisforskellen mellem Hybrid 116 og Hybrid 130 er det en høj andel for den stærkere af de to. 61.000 kr. i merpris er en meget, meget høj merpris i klassen for minibiler. Der er ingen direkte sammenlignelige udstyrsvarianter mellem de to hybrider; Yaris Hybrid 130 starter et niveau over den bedst udstyrede Yaris Hybrid 116.

Den billigste Yaris Hybrid 116 koster tillokkende 233.990 kr., og den kommer med Active-udstyr med halogenforlygter, 15” alufælge, regnsensor, automatisk klimaanlæg og læderrat med varme. Style-udgaven med LED-forlygter og 16” alufælge er kun lidt dyrere til 244.990 kr., og med Comfort-pakke til 12.000 kr. (p-sensorer for og bag, el-foldbare sidespejle og nøglefri betjening) og Technology-pakke til 5.000 kr. (kræver Comfort-pakke, kommer med bl.a. stemningsbelysning og trådløs smartphoneopladning) er prisen 261.990 kr.

For at komme ombord i hybriden med 130 hk er adgangsprisen mindst 294.990 kr. for Executive-versionen, og den har alt udstyret fra Style og de to pakker. Testbilen, en Premier Edition, går videre og koster 324.990 kr., og GR Sport troner med sine 341.990 kr. 

Yaris Hybrid 130 med Executive-udstyret til 294.990 kr. er ikke urimeligt dyr, men den ligger alligevel for langt over hybriden med 116 hk. Et godt kompromis, hvis det eksisterede, ville være en Yaris Hybrid 130 med Style-udstyr til en pris på omkring 265.000 kr. En merpris på 20.-21.000 kr. for de ekstra kræfter – de gode ekstra kræfter, men uden en masse udstyr, som man sagtens kan være foruden.


SPECIFIKATIONER

Toyota Yaris Hybrid 130 Premier Edition 

Motor: R3, 1.490 cm3 + el
Ydelse: 130 hk/185 Nm
0-100 km/t: 9,2 sekunder
Tophastighed: 175 km/t
Forbrug: 23,3 km/l
CO2-udledning: 96 gram/km
Mål: 394/175/150 cm
Køreklar vægt: 1.180 kilo
Trækvægt: 450 kilo
Bagagerumsvolumen: 286 liter

Pris: 324.990 kr. (Yaris fås fra 199.990 kr., Yaris Hybrid fra 233.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke mulig (Yaris fås fra 0/2.949 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS