Toyota Yaris vs Honda Jazz
december 5, 2020

DUEL: Honda Jazz og Toyota Yaris beviser, at hybrider uden ladekabel giver mening

De to japanske minibiler med hybridsystem er sparsommelige i omgang med benzinen, men det betyder på ingen måde, at de er kedelige.

Af: Morten Bek / d. 5. december 2020

Plug-in hybriderne er årets hotteste emne (i hvert fald i bilbranchen), og de opladelige modeller stormer ind på markedet, så de kan være med til at sænke det overordnede forbrug og CO2-udledningen for den samlede produktion af biler hos bilproducenterne. Lever bilproducenterne ikke op til kravene, så vanker der store bøder fra EU.

SE OGSÅ | Toyota Yaris GR er åndssvagt sjov

Men det er et lige så varmt emne, om plug-in hybriderne bidrager med noget som helst positivt. De kan, med deres store batterier og ekstra kilo, være direkte ineffektive. Både i omgangen med strømmen og hvis de ikke konstant lades op. I skrivende stund er de endda begunstiget af en lav afgiftssats.

I al virakken om plug-in hybrider er de almindelige hybrider stort set blevet glemt. Ærgerligt, for mens både strøm- og benzinforbrug i en plug-in hybrid kan være ekstremt varierende, så leverer hybriden altid det optimale. Her er intet kabel, ingen ladestander eller -boks hjemme i garagen.

LÆS OGSÅ | Turbo gør Hyundai i10 til et lille muskelbundt

Men der er et mærke, som har stor medvind på hybrid-vejen: Toyota. Størstedelen af kunderne vælger hybridbiler hos japanerne, og det gælder også Yaris, som i årevis har været stort set den eneste hybrid i klassen. Nu er der kommet en helt ny Yaris, og som konkurrent til dén stod allerede i forvejen den nye Honda Jazz Hybrid klar. (Jazz eksisterede også som hybrid for to modelgenerationer siden, men den var en engangsaffære). Jeg sætter de to hybrider stævne – for at finde den bedste af de to, naturligvis, men også for at vurdere, om de leverer et lavt forbrug.

Specifikationer

Honda Jazz 1,5 Hybrid

Executive

Motor: R4, benzin + el, 1.498 ccm

Ydelse: 109 hk / 253 Nm

0-100 km/t: 9,5 sek.

Tophastighed: 175 km/t

Forbrug: 22,2 km/l

Startpris: 253.000 kr.

(Jazz fås fra 215.000 kr.)

Specifikationer

Toyota Yaris 1,5 Hybrid

H3 Premier Edition

Motor: R3, benzin + el, 1.490  ccm

Ydelse: 116 hk / 120 Nm

0-100 km/t: 9,7 sek.

Tophastighed: 175 km/t

Forbrug: 26,3 km/l

Startpris: 249.990 kr.

(Yaris Hybrid fås fra 165.990)

Hvad gør hybridsystemet godt for?

Da minibiler ikke er ramt af PHEV-bølgen, fordi teknologien er for dyr i forhold til det, kunderne vil betale, så kan vi regne med, at elektrificeringen af de mindre biler sker gennem hybridsystemer og fuld elektrificering. En ny konkurrent til Jazz Hybrid og Yaris Hybrid er dukket op for kort tid siden. Renault Clio E-Tech, som også er en klassisk hybrid.

En almindelig hybridbil lader op til elektrisk kørsel alene ved at samle og lagre energi fra nedbremsninger. Selvom batterierne er meget mindre end i en plug-in hybrid er dét netop en af årsagerne til, at de kører på strøm rigtig meget af tiden. Jo mindre batteri, jo lavere vægt. Jo lavere vægt, jo lavere forbrug. Dét er den overordnede grund til, at vi har hybridbiler.

LÆS OGSÅ | Redaktionens hadebiler – og yndlingsbiler

Og for at blive ved vægten, så tillad mig at illustrere, hvor lidt vægt et hybridsystem (med batteri, elektrisk motor og diverse styreenheder) egentlig tilfører. Tag nu en Yaris 1,5 med 125 hk og trinløs CVT-gearkasse. Den vejer, køreklar, fra cirka 1.065 kg i letteste version. Hybriden med 116 hk, som også drives af en 1,5-liters benzinmotor og en elektronisk styret CVT-gearkasse, vejer med sit hybridudstyr fra 1.080 kg. Kun 15 kg mere. En plug-in hybrid kan alt for nemt veje 250 kg mere end en udgave kun med forbrændingsmotor.

Det officielle brændstofforbrug (WLTP, blandet kørsel) for den nye Yaris Hybrid er i de fleste versioner 26,3 km/l (CO2 fra 87 gram/km), som er 6-7 km/l bedre end den rent benzindrevne variant. Den nye Jazz fås udelukkende som hybrid, så her er ingen “benzinmakker” at sammenligne med. Fordi Jazz er tungere (fra 1.300 kg) og med sit MPV-lignende karrosseri byder på storslåede pladsforhold, leverer den officielt et gennemsnit på 22,2 km/l og en CO2-udledning fra 102 gram/km.

Men er de ikke både langsomme og ulidelige?

Jeg fristes til at sige, at hvis den gamle Yaris Hybrid var genstand for denne test, så ville jeg svare JA til spørgsmålet. Indtil nu har Yaris Hybrid på flere måder været en prøvelse for bilister, som kan lide at køre bil. Støjende, svag og med middelmådige køreegenskaber. Så er det jo godt, at dén Yaris Hybrid er fortid, og der er en helt ny og meget velfungerende Yaris Hybrid i dens sted.

Jeg kan ikke nævne et eneste punkt, hvor Yaris Hybrid ikke er blevet stærkt forbedret. Med en helt ny platform under sig er den lille Toyota ligefrem blevet spændende og sjov at køre (hvem skulle ha’ troet det?). Og med en helt ny 3-cylindret benzinmotor på 1,5 liter og en stærkere elektrisk motor med 59 hk/141 Nm er den solidt motoriseret. Benzinmotoren i sig selv er både i lyd og kraftudvikling et stort, stort fremskridt. Med god og prompte styrke fra elmotoren skal hybridsystemet og CVT-gearet provokeres til unødigt høje omdrejninger, før den støjer bare 10% så meget som den gamle Yaris Hybrid.

LÆS OGSÅ | Se kortet: Her er der størst risiko for at blive blitzet

Jeg kan ikke sige andet, end at jeg efter få dage i sædet på Yaris er imponeret. Selv på en kold vinterdag skal jeg virkelig anstrenge mig for at få tripcomputeren til at vise under 20 km/l, og jeg kan især i byen tøffe rundt på strøm meget af tiden.

Honda Jazz Hybrid er på rigtig mange måder en modsætning til Yaris Hybrid. Den ligner en lille MPV, så Jazz er faktisk rummelig som en VW Golf. Har man børn, hund eller andet, som giver behov for plads, så er det Jazz.

SE OGSÅ | Gør din bil vinterklar

Hybridsystemet, der ligesom i Yaris er bygget op om en 1,5-liters motor (her dog med fire cylindre), et batteri og en elmotor, leverer en samlet ydelse på 109 hk. Altså 7 hk færre end Yaris. Men elmotoren i sig selv er markant stærkere i Jazz: 109 hk/253 Nm. Det er fordi, elmotoren, uden en gearkasse i egentlig forstand, står for direkte levering af kræfterne til forhjulene ved mange hastigheder. Benzinmotoren leverer strømmen, men først ved højere fart leverer benzinmotoren kræfter direkte til hjulene. Benzinmotoren er, med andre ord, en generator meget af tiden.

Det føles anderledes end i Yaris Hybrid, men bestemt ikke mindre raffineret. Benzinmotoren i Jazz Hybrid kører ofte med fast omdrejningstal, så støj er sjældent et problem, og selv på motorvejen savner jeg ikke kræfter. Jazz Hybrid er mere komfortorienteret end Yaris Hybrid, så altså ikke helt så sjov, men med meget behagelige køreegenskaber. Og et oplevet forbrug, som uden problemer også ligger over 20 km/l.

Tre styrker og tre svagheder ved Jazz og Yaris?

Lad mig starte med Jazz Hybrid. Rummeligheden er en stor styrke for den japanske mini, som blot optager 404 cm i længden på vejen – den kan gøre det ud for en bil i Golf-klassen. En anden styrke er den simple, men lækkert indrettede førerplads, hvor jeg konstant føler mig hensat til noget, der må være en japansk afslapningslounge. Styrke nummer tre må være dens “Magic Seats”, som gør, at bagsædehynderne kan foldes op til ryglænene – som en biografstol – så du kan have en cykel eller noget andet klodset stående bag forsæderne.

SE OGSÅ | Sådan sidder du rigtigt (og sikkert) bag rattet

På negativ-siden vil jeg gøre det kort. Designet er en forglemmelig affære, som kunne være lavet for 10 år siden – eller i dag. Det er pænt nok, men ved siden af Yaris er Jazz næsten som en hvid væg. Kritikpunkt nummer to er udstyrsmulighederne. Honda kører ikke med mulighed for tilkøb af enkeltstående stykker ekstraudstyr. Du er nødt til at vælge en anden udstyrsversion og tage mere med i købet. Og så er der priserne, som for en minibil er forholdsvis høje, men mere om dem om et øjeblik.

Styrkerne for Yaris Hybrid ligger helt andre steder end i Jazz Hybrid. Designet er karakteristisk, om man kan lide det eller ej, og jeg bliver mere og mere vild med det. Det samme med førerpladsen, som ser sportslig ud – og som løftes af de to runde skærme, som i hver sin side (med en firkantet skærm i midten) udgør den digitale instrumentering. Køreegenskaberne er blevet et stort plus ved Yaris. Det er nyt.

LÆS OGSÅ | 10 irriterende trends i nye biler

Men Yaris har ikke gode pladsforhold at byde på. En del biler i klassen kommer med mere plads på bagsædet og i bagagerummet. Og så er der infotainmentsystemet, som med aldrende grafik og langsommelige skift mellem menuer kan være en prøvelse. (Heldigvis findes Apple CarPlay og Android Auto). Sidste svaghed er, at kabinen i de billigste versioner ser lidt trist ud i materialerne. Her i en af topmodellerne er den klart mere indbydende.

Hvad koster de to hybrider?

OBS: Grundet de nye registreringsafgifter vil priserne stige markant på begge modeller efter 18/12-2020

Der er ikke noget at sige til, at Toyota har ramt plet med salget af Yaris Hybrid. Det gælder også allerede med den nye model. Den koster nemlig ikke mere end den rent benzindrevne udgave, og det til priser fra kun 166.000 kr. Det er H1-versionen med aut. klimaanlæg, 7” touchscreen, elektronisk p-bremse, armlæn foran og adaptiv fartpilot. Med læderrat med varme, varme i sæderne, regnsensor og bakkamera ender H3-versionen på 195.000 kr. Den er det bedste køb. Den testede H3 Premier Edition er stoppet med udstyr, men en pris på 250.000 kr. er i overkanten.

SE OGSÅ | VIDEO: Spar penge med fornuftig og glidende kørsel

Jazz Hybrid er ikke bare rummelig som en bil i Golf-klassen – priserne ligger også i den klasse. 215.000 kr. for basismodellen Comfort, som godt nok har LED-forlygter, aut. klimaanlæg, regnsensor, varme i sæderne og adaptiv fartpilot og dermed er bedre udstyret end de billigste versioner af Yaris Hybrid, men mangler både infotainmentsystem med touchscreen, læderrat, varme i rattet og bakkamera for at være veludstyret. For at få det med, skal man op i Executive-modellen til hele 253.000 kr.

Hvilken bil vinder?

Honda Jazz Hybrid og Toyota Yaris Hybrid beviser, at hybrider kan være virkelig velfungerende, spændende og brændstoføkonomiske. De har velfungerende hybridsystemer, gode køreegenskaber, masser af sikkerhedsudstyr som standard – og kører langt på literen, selv om de ikke skal lades op.

LÆS OGSÅ | Stort prishop: Din brugte bil er steget markant i værdig

Hvis pladsforholdene spiller en stor rolle, så er det eneste rigtige valg at købe Jazz Hybrid. Man får samtidig en fed indretning og god komfort. Kan man leve med, at pladsen er bedst til to, så er Yaris det bedste valg. Den har fine køreegenskaber, som er både sjove og komfortable, og den er en bil, man hurtigt bliver dus med.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS