Ford Fiesta
februar 24, 2021

TEST: Ford Fiesta har GTI-talenter til små penge

En minibil er en bil, der vælges med fornuftens stemme. En bil, der kan klare hverdagens rotteræs til og fra børnehaven uden problemer — men også uden meget sjov. Eller hvad? Ford ryster nemlig nu posen og kaster 155 hk i Fiesta uden merpris.

Af: Simon Hallenslev / d. 24. februar 2021

Faktisk starter Fiesta med at give mig et rap over nallerne. Jeg kommer lige fra Skoda Octavia, brugt i denne dueltest, hvor jeg kritiserede en lidt for blød og lang bremsepedal. I Ford Fiesta er det helt modsat. Bremsepedalen er meget kontant, og jeg straffes med en alt for hård opbremsning.

Den kontante følelse går igen i Fiesta, og sammen med den nye mildhybrid motor med 155 hk, som Ford netop har smidt i, er den blevet en kompakt, præcis og kvik lommeraket. Ford har med andre ord skabt en GTI ved et uheld, som er lettere at retfærdiggøre overfor dig selv eller respektive partner. Den er nemlig på kampagne til samme pris som varianten med 125 hk.

Og nej. Mildhybrid lyder ikke så GTI-agtigt. Men det bliver det, når der sættes kryds ved ST-Line udstyrspakken. På papiret er Fiesta en snusfornuftig minibil til under 200.000 kr. Men i virkeligheden er det en minibil med vaskeægte GTI-talenter, som stikker dybere end papirfornuft og rammer en bilglad lige i hjertekulen.

Vi tester Ford Fiesta ST-Line med ny EcoBoost Hybrid-motor.

Specifikationer

Ford Fiesta

ST-Line

Motor: R3, 999 cm, benzin

Ydelse: 155 hk / 220 Nm

0-100 km/t: 8,9 sek.

Tophastighed: Ikke offentliggjort

Forbrug: 19,6 km/l

Startpris: 193.500 kr.

(Fiesta fås fra 174.240 kr.)

Fiesta lærer fra sig

Som jeg skrev til at begyndte med, er det kontante et gennemgående tema i Ford Fiesta, og efter jeg lærer bremsepedalen at kende, kan jeg ret godt lide det. Pedaler, styretøj og gearskifte er kontant på en måde, så man mærker, hvis man kvajer sig. Et klodset koblingspunkt eller lidt for pludseligt retningsskifte tilgives ikke og mærkes tydeligt.

LÆS OGSÅ | DUEL: Golf eHybrid vs. Octavia iV – er VW foran Skoda som plug-in?

Måske lyder det negativt, men det er det slet ikke. Efter blot et par dage bag rattet vænner man sig til bilens måde at reagere på de inputs, man giver den. Fordi man mærker de småfejl, man begår, er de nemmere at huske og blive klogere på. Det er som om, Fiesta lærer fra sig og får en til at finpudse sin kørsel.

Bilens betjening føles oprigtigt skarp og analog. Det er en udsøgt fornøjelse og en befrielse fra den horde af minibiler, der kører blødt, lineært og uden nævneværdig feedback. Jeg tager mig selv i at skifte gear hyppigere end normalt, ganske enkelt fordi gearkassen er så præcis og mekanisk i sin følelse.

ST-Line giver GTI-garanti

Normalt når man tilkøber en såkaldt sportspakke til en minibil, får man lidt interiør-trim med ’kulfiber-look’, et skørtesæt, et læderrat og måske et sæt ’sporty’ forsæder, hvis man er heldig. Alt dét får man ganske vidst i Fiesta, men det er slet ikke det, der er vigtigst.

Med ST-Line kommer nemlig også en sportsundervogn, der er lavere og stivere samt opgradering til større og bredere 17-tommer alufælge. Det er den vigtigste del af ST-Line-pakken, fordi undervognen og fælgene reelt betyder, at Ford Fiesta kan feje langt dyrere GTI-konkurrenter af banen, hvis vi taler ren og skær køreglæde.

LÆS OGSÅ | DUEL: Honda Jazz og Toyota Yaris beviser, at hybrider uden ladekabel giver mening

Ford Fiesta ST-Line er en bil, man tager på. Man er i direkte kontakt med forhjulene gennem styretøjet, der, som nævnt, er kontant og præcist. Man er i direkte kontakt med vejen gennem den velafstemte undervogn, der gør, at bilen føles i balance, når den trykkes på maven.

Det er selvfølgelig ikke tit, man kører friskt, og i byen giver ST-Line undervognen mindre mening. Små og skarpe bump forplanter sig mere i kabinen, end de gør i en Renault Clio eller Toyota Yaris. Det betyder ikke, at Fiesta er ukomfortabel, men blot at prisen for landevejsunderholdningen betales ved bykomforten. Rent komfortmæssigt klæder en motorvej Fiesta bedre, hvor retningsstabiliteten er helt i top og undervognen falder til ro.

Ny motor er mere end mild

Selvom det er fedt, at Fiesta er udstyret med en undervogn og et styretøj, der indbyder til sjov, er det i realiteten ingen overraskelse. Ford bygger velkørende biler, og det har de gjort længe. Motorer kan de også finde ud af, og det beviser de igen med denne variant med mild hybrid.

Den 3-cylindrede EcoBoost motor på 1 liter med 125 hk er god. Men den er endnu bedre med 155 hk og 48V mild hybrid – særligt når den fås til samme pris. Det er rigeligt med kræfter, fordi Fiesta stadig vejer under 1.300 kg, og spurten fra 0 til 100 km/t derfor klares på 8,9 sekunder. Det er ikke decideret hurtigt, men det føles kvikt.

Det lille, elektriske boost gør, at turboen får en hjælpende hånd ved lave omdrejninger. Det betyder, at en mellemacceleration ikke altid behøver et nedskifte. Samtidigt er den 3-cylindrede omdrejningsvillig og lyder mest af alt som en miniput rækkesekser, når nålen nærmer sig tællerens røde felt.

Sportsplastik

Med ST-Line følger de obligatoriske ’sporty’ forsæder og et læderrat i ’sportsdesign’, som Ford er sluppet fint afsted med, trods det cheasy marketing-tilnavn. Kørepositionen er god og sædehøjden er tæt ved jorden mens det tykke læderrat og den kolde aluminiumgearknop matcher den sportslige oplevelse.

Desværre er det dog i kabinen, jeg begynder at løbe tør for ros. Kabinen er ret undervældende ikke kun i sit udtryk og design men desværre også i valget af materialer. Kvalitetsmæssigt minder Fiesta mest om Suzuki Swift, der starter væsentligt billigere ved 152.990 kr. Konkurrenter som Peugeot 208, Renault Clio og Seat Ibiza stikker af fra Fiesta med bedre plast- og samlekvalitet generelt.

LÆS OGSÅ | TEST: Suzuki Swift skal bede om flere tæsk, tak

Det billige plastik, der er hårdt og utiltalende at røre ved, har fundet sin plads højt i kabinen. Det findes både på instrumentbordet og i midterkonsollen, mens samtlige dørsider også er udført i det. Infotainmentskærmen på 8-tommer virker klodset eftermonteret, som den stritter midt i kabinen.

Med det sagt er skærmen klar og responsiv, mens systemet er intuitivt om end lidt gammeldags i sit udtryk med blåt display og store ikoner. Til testbilen er købt en stor Audio-pakke som inkluderer et stort og velspillende B&O-anlæg. Det kaster lidt eksklusivitet ind i den ellers lidt billige kabine og koster 15.600 kr.

Hvad med pladsen?

Pladsmæssigt kommer Fiesta også lidt til kort sammenlignet med de nærmeste konkurrenter. Bagsædet er en kende mere trængt end i den nye Clio eller Jazz, og er man velsignet med lange lemmer, kniber det hurtigt med hovedpladsen. Med 311 liter i bagagerummet er Fiesta fint på niveau med konkurrenterne.

En pseudo-GTI der er værd at vælge

Hvis du holder af køreture ad kringlede landeveje uden destination, har du her fundet din bil. Ford Fiesta er stadigvæk klassens mest køreglade valg, hvilket den nye motor med mild hybridteknologi blot stadfæster. Med rappe 155 hk og ST-Line undervogn er det en sand pseudo-GTI. Du behøver ikke længere at retfærdiggøre en grinagtig merpris for at få den oprigtige og analoge køreoplevelse, som kun en ægte hot hatch-GTI kan give.

SE OGSÅ | VIDEO: Renault går all PLUG-IN

Og ja. Kabinen falder kvalitetsmæssigt lidt bagefter, men ingen er perfekte. Den tætteste konkurrent må være Renault Clio, der også er på kampagne netop nu. Den fås med en hybridmotor der yder 140 hk, og kan tilvælges med en tilsvarende sportslig RS-line. Med hybridmotoren starter Clio ved 199.990 kr., mens den med RS-Line koster fra 221.990 kr.

Det sportslige islæt i Clios RS-Line er mere marketingdrevet, end det er i Fiesta med ST-Line – og så koster den godt 30.000 kr. mere. Hvis du er bilglad med benzin i blodet og vil have en ægte GTI-følelse, er der slet ikke nogen tvivl om, at Fiesta er det rigtige valg.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS