juni 19, 2022

Test: Ford Ranger Stormtrak er en rå arbejdshest med bløde værdier

Uanset om du har en amerikansk drøm eller blot skal bruge en momentstærk arbejdshest, er Ford Ranger Stormtrak noget for dig.

Tekst & foto: Simon Hallenslev

Jeg har før haft fornøjelsen af både Izusu D-Max og Toyota Hilux, og i begge tilfælde har jeg følt mig malplaceret. I de store, grovkornede ‘mandebiler’ føles mine akademikerhænder pludseligt særligt sensitive.

Jeg føler, at alle kalder mit bluf og straks ved, at jeg altid farer vild på genbrugspladsen og aldrig selvstændigt har håndteret et rawlplug.

Følelsen er den samme i Ford Ranger Stormtrak. Og så alligevel ikke. Det er som om, at der er nogle amerikanske tendenser, der skinner igennem, og selvom de med deres fuldfede ‘trucks’ gerne vil se grovkornede ud, skal de helst ikke have for meget jord under neglene. Det kan man slippe for i Ford Ranger Stormtrak.

Hvis du vil vide, hvad jeg fabler om, skal du blot læse videre.


Ford Ranger Stormtrak

Motor: R4 diesel, 2.000 cm3
Ydelse: 213 hk / 500 Nm
0-100 km/t: –
Tophastighed: 180 km/t
Forbrug: 10,9 km/l
CO2: 
242 gram/km
Mål (L/B/H): 
536/186/182 cm
Køreklar vægt: 
2.146 kilo
Maks. nyttelast: 
1.140 kg
Maks. Trækkapacitet: 3.500 kg
Pris: 
397.255 kr. inkl. moms (327.204 kr. ekskl. moms)


Nichens dyreste

Mens amerikanerne er så glade for pickups, at de står for over halvdelen af det samlede personbilsalg, er det mere en niche herhjemme. De største konkurrenter er de førnævnte og før-testede Izusu D-Max og Toyota Hilux. Den dyrere Mercedes X-Klasse er udgået, og den nye VW Amarok, der er lige på trapperne, kommer til at bevæge sig i et lidt højere luftlag prismæssigt.

I den snævre, danske niche af veludstyrede pickups, der er til at betale, er Ford Ranger Stormtrak den dyreste. Isuzu D-Max Exclusive Crew Cab koster 348.120 kr. inklusive moms, mens Toyota Hilux Invincible koster 364.900 kr. inklusive moms. Ford Ranger Stormtrak koster 397.255 kr. inklusive moms.

LÆS OGSÅ | Test: Ny Toyota Hilux er heldigvis en hård banan

Til den pris får man først og fremmest de rå, sorte detaljer, der pryder bilen udvendigt: Fra diverse Stormtrak-badges og stafferinger til den sorte sportsbøjle på ladet. Dertil kommer Stormtrak med læderkabine, varme i sæderne, nøglefri betjening, 2-zonet klima og 8-tommer infotainmentskærm.

Den har også alt det sikkerhedsudstyr, man vil forvente det af en moderne personbil, samt en trækkapacitet på 3.500 kg og en maksimal nyttelast på 1.140 kg. Det lyder alt sammen lovende, men udfordringen er, at alt det ikke adskiller sig specielt fra de to konkurrenter. Så hvad køber merprisen på 32.355 kr. mod Hilux og 49.135 kr. mod D-Max?

Køreoplevelsen kort fortalt

Min beskrivelse af køreoplevelsen er kort, fordi der ikke er så meget at fortælle. Ligesom Izusu D-Max og Toyota Hilux er Ford Ranger bygget til at tåle tunge læs og tarveligt terræn. Det skal der ikke herske tvivl om, at Ford Ranger kan klare – men det gør intet godt for køreoplevelsen i dagligdagen.

Bladfjedrene på baghjulene får bilen til at bumle, hoppe og danse, når man tackler hverdagsterræn som vejhuller og brønddæksler uden læs på ladet. De grove dæk kaster vejstøj af sig på motorvejen, mens de store sidespejle sørger for vindstøjen. 

LÆS OGSÅ | Test: Isuzu D-Max er til de hårdtarbejdende luksusdyr

Modsat alt andet, som Ford sælger i Europa, er styretøjet småslapt, hvilket også kan tilskrives de store, grove dæk. Automatgearkassen i 10 trin er lidt klodset, og er et halvt år om at forstå, når man går fra R til D. Den sætter i gang fra enhver lyskurv med et uelegant puf, fuldstændig som konkurrenterne gør det. Til gengæld har den flere trin, hvilket holder omdrejningerne behageligt lave på motorvejen.

Generelt mærker man bare, at Ford Ranger helst hører hjemme på grusveje og byggepladser med vægt og værktøj på ladet. Den er bygget til tæsk, og det giver helt naturligt en klodset optræden, når man tvinger den ud af elementerne og ind på byvejene.

Forskellen findes i kabinen

Mens Ford Ranger leverer den samme uelegante og arbejdsparate køreoplevelse som de førnævnte konkurrenter, er det i kabinen, den begynder at skille sig ud på amerikansk facon. De japanske konkurrenters kabine er præget af hård plast, hvilket helt utvivlsomt kan tåle arbejdstæsk, men som ej heller er specielt inspirerende at røre ved.

Her går Ford i en anden retning. Kabinen er bygget på en bund af læder og blød plast, som ganske enkelt betyder, at det meste er ret så lækkert at røre ved. Jeg glemmer alt om trinbrædder, grove dæk og bladfjedre for en stund, fordi kabinen smører et lag af luksus på den funktionelle rugbrødsmad.

LÆS OGSÅ | Test: VW Multivan er bussen, man gerne vil køre med

Til venstre for rattet findes en knap, der ruller dækkenet over ladet tilbage elektrisk. Fra lædersædernes lune kan du derfor gøre plads til læs på ladet og lade praktikanterne klare slæbet. Imens kan du betragte de røde kontrastsyninger i instrumentbordet eller sætte din yndlings podcast på via Apple CarPlay eller Android Auto, der er standard.

Bevares, den 8-tommer store infotainmentskærm vinder ingen priser for grafisk udtryk eller trykfølsomhed, men det er mere en Ford-ting, end det er en Ranger-ting. Den har dog alle de funktioner, man forventer det af en moderne bil.

Er det pengene værd?

Kabinen i Ford Ranger Stormtrak er helt nøgternt lækrere og bedre bygget end de to konkurrenter. Derudover er der dog ikke vildt meget, der adskiller den grovkornede Ranger fra de mindst lige så grovkornede konkurrenter Hilux og D-Max. Eller er der?

I forhold til D-Max skal man huske, at den kun leveres med en 1,9-liters diesel med 163 hk herhjemme. Den er væsentligt nede på kræfter og moment sammenlignet med Hilux’ 2,8-liters diesel med 203 hk og Ranger Stormtraks 2-liters EcoBlue-diesel med 213 hk. På den facon virker en merpris på 49.135 kr. pludseligt ikke så galt.

LÆS OGSÅ | Test: Suzuki Jimny mangler bagsæderne – ikke charmen

I forhold til Hilux skal man huske, at Fords automatiske gearkasse er udstyret med fire trin mere end Toyotas. Det kan godt være, at de to gearkasser er lige klodsede, når man bakser bilerne rundt i storbyen. I forhold til terrændueligheden, trækevnerne og motorvejskørsel gør de fire trin til gengæld en ret stor forskel.

Helt isoleret mener jeg ikke, at lidt læder og et elektrisk rulledækken er nok til at berettige en merpris på 32.355 kr. og 49.135 kr. versus Hilux og D-Max – men når de tekniske spidsfindigheder medtages, giver prisen mere mening. Ford Ranger Stormtrak er en god pakke den det arbejdende folk, der også gerne vil have det lidt lækkert.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Gammel Hyundai lærer nye tricks

Hyundai i30 er et godt eksempel på en benzinbil, som betyder langt mindre, end den gjorde tidligere. Den er senest fornyet i 2016, og nu faceliftes den for anden gang.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS