Hyundai i10 N-Line
november 28, 2020

TEST: Turbo gør Hyundai i10 til et lille muskelbundt

Med en turbolader leverer 1-liters motoren i i10 N-Line 100 hk, og med dén er mikrobilen både kraftfuld og velopdragen. Men prisen skaber et dilemma.

Af: Morten Bek / d. 28. november 2020

Hvor mange gange har du pint og plaget motoren i din Renault Twingo/Seat Mii/Toyota Aygo i håbet om at komme bare lidt hurtigere op på 80 km/t? Hvis du så ikke tilfældigvis ejer en mikrobil, så har du sikkert både set og hørt sådan en af de mindste biler i trafikken blive pisket til at levere mere, end den kan. Mikrobiler er begrænset af små, tyndbenede motorer. Hvad skulle de egentlig ellers være, når de er basistransportmidler som fås til under 100.000 kr?

Udbryderkongerne

Men der er mikrobiler, som har en anden karakter. Mikrobiler som er udbryderkonger, som kæmper sig foran i trafikken og giver hæsblæsende (sådan da) fart over feltet. Volkswagen Up 1,0 GTI med 115 hk er en af de få af slagsen, og mens den også er tæt på at have dobbelt så mange hestekræfter som basismodellen af Up(65 hk), så er prisen også tæt på dobbelt op: 195.000 kr. med fem døre.

LÆS OGSÅ | 3x sjove biler med under 100 hk

Den eneste mikrobil, som lige nu kan udfordre den lille GTI, er den nye Hyundai i10 N-Line. Den kommer også med en 1-liters motor, en masse røde detaljer og frække hjul – og så koster den 30.000 kr. mindre end Up GTI, selv om den har mere udstyr.

Specifikationer

Hyundai i10 1,0 T-GDI

N-Line

Motor: R3 benzin, 998 ccm

Ydelse: 100 hk

0-100 km/t: 10,5 sek.

Tophastighed: 180 km/t

Forbrug: 18,5 km/l

Startpris: 164.995 kr.

(i10 fås fra 99.995 kr.)

Hvad har i10’eren af kræfter?

Det er første gang i den koreanske mikrobils eksistens, at der er en turbomotor på menuen. Som i mange andre Hyundai- og Kia-modeller, som også inkluderer Kia Picanto, er det en 3-cylindret benzinmotor på 1 enkelt liter, der giver i10 et boost.

SE OGSÅ | Ny Toyota Yaris er verdens sureste bil

Med 100 hk og 172 Nm er 1,0 T-GDI-motoren i i10 N-Line muskuløs. I hvert fald hvis man sammenligner med den helt basale i10 med sugemotor, 67 hk og 96,1 Nm. (Decimalen er vigtig, når drejningsmomentet er så ringe). De ekstra kræfter halverer ikke helt 0-100-tiden, men det er ikke langt fra. Den falder fra 16,8 sekunder til 10,5 sekunder.

Den tyske mikrobil med det historiske GTI-navn får mere ud af kræfterne. Et moment på 200 Nm og en anden gearing fører til en accelerationstid fra 0-100 km/t på 8,8 sekunder i Up’en. Så den store ekstra sum penge for Up GTI køber i det mindste pralerettigheder.

LÆS OGSÅ | TEST: Kia Picanto er mere fuldendt end de fleste mikrobiler

Lyden fra 1-liters motoren i i10 kommer ikke bare fra motorrummet. Den kan også høres fra udstødningen, når bilen holder i tomgang. Der er to fremtrædende udstødningsrør, sat ind i højre side af en diffuser. Afgangsrørene lover faktisk ikke for meget. Gennem fem geartrin, som præcist kan lægges ind med næsten samme gearstang som i den rigtige N-model, i30 N, får man adgang til en sej lille motor med bredt momentforløb.

“Spiller” man gearene rigtigt, kan i10 N-Line følge med eller køre fra langt kraftigere biler. Ikke så underligt, når der er 100 hk til en køreklar vægt på omkring 1.000 kg.

Men er den også sjov at køre?

Hyundai har valgt det helt rigtige tidspunkt til at servere i10 som en ret med turbolader. Den nyeste generation i10, som kom til Danmark tidligere i år, har bedre køreegenskaber og bedre styretøj end nogen lille Hyundai før den. Så grundlaget for en kraftigere og sjovere i10 var allerede på plads.

SE OGSÅ | Guide til førstegangskøberen. Sådan kan du nemt overskue bilbudgettet

Mens der går rigtig meget pynt til for at gøre i10 til i10 N-Line, og mere om det længere nede, så er Hyundai gået videre. Der er mere end bare en stærk motor og designændringer, så skinnet bedrager altså ikke: Stivere fjedre, tykkere bøsninger, nye støddæmpere bagtil og skivebremser som erstatning for tromlerne bagtil er de væsentligste forandringer. De nye dele har en positiv indvirkning på undervogn og styreegenskaber, men heldigvis på ingen måde på affjedringskomforten. Den lette mikrobil krænger mindre som N-Line, og den tygger sig neutralt og hurtigt gennem også skarpere sving. Den har ikke en så udpræget dynamisk undervogn som Up GTI, men da den tyske konkurrent alligevel ikke har et kontant nok styretøj, så tager jeg lige så gerne den mere voksne komfort i i10 N-Line.

LÆS OGSÅ | Første test: Honda Jazz Hybrid får nøjsomheden frem i os

Men i10 N-Line er netop en N-line-model, ikke en rendyrket N-model, som i30 N og den nye i20 N. Det lægger en fornuftig dæmper på forventningerne. Jeg forventer ikke, at vi nogensinde får en N-variant af i10, selv om det kunne være sjovt med en i10 pumpet til 150 hk. Men så længe der er fornuft og økonomisk saglig tankegang til, sker det ikke.

Du snakkede noget om pynt?

Pynt er også hvad jeg kalder designjusteringer eller visuelle tilføjelser. Dem ser vi på alle biler med et udstyrsniveau inspireret af de kraftigst motoriserede biler i modelrækkerne hos næsten alle bilproducenter. BMW M har afledt M Sport, Ford ST har afledt ST-Line, VW R har afledt R-Line, og så videre, og så videre.

i10 har som N-Line nogle helt anderledes LED-lygter til kørelyset, en bredere grill og sine helt egne kofangere. Noget som, forestiller jeg mig, er forholdsvis dyrt at lave om i forhold til, at vi har med en mikrobil at gøre. LED-kørelysene er tre skråtstillede bjælker i stedet for en rund lampe. Det hjælper meget på at gøre i10’erens milde udtryk lidt mere “råt”.

SE OGSÅ | Berner og venner uddeler håndmadder til de nyeste biler

16” alufælge i et fedt design, den meget synlige dobbelte udstødning og N-Line-emblemer på forskærmene og i grillen passer også godt ind. Og så er det ellers en smagssag, om man kan lide de røde detaljer, designerne har fået plads til: Røde i10-emblemer på C-stolperne, tre røde trekanter i grillen og røde “læber” under kofangerne møder røde syninger på rattet, sæderne og på kunstlæderet omkring gearstangen, røde ringe omkring ventilationsdyserne – og så selvfølgelig passende emblemer på rattet, i gearknoppen og på sæderne. Her står der dog N, ikke N-Line, så i10 er prydet med lidt lånte fjer fra de heftigere modeller.

Kabinen er en af de store ting, der gør i10 til tidens bedste mikrobil. God plads, logisk og gennemtænkt indretning, udmærkede sæder, et fremragende infotainmentsystem (8” touchscreen og Apple CarPlay er standard) og mulighed for moderne lækkerier som trådløs opladning af smartphones bærer i10 frem i klassen.

Og hvad er prisen så på Hyundai i10?

Som jeg nævnte i indledningen, er i10 N-Line cirka 30.000 kr. billigere end Up GTI (med fem døre). Udsalgsprisen for Hyundai’en er 164.995 kr. Mens Up GTI har et okay standardudstyr, står i10 N-Line bedre. Både det store infotainmentsystem, varme i rattet, fartpilot, automatisk nødbremse med genkendelse af fodgængere, bakkamera og fjernlys kan man enten ikke få eller skal man betale ekstra for hos VW.

LÆS OGSÅ | Første test: Ny Hyundai i20 vil gå forrest

Så 165.000 kr. for en i10 er en god pris? Hvis du virkelig vil have en hurtig mikrobil, så kunne prisen da være værre. Men der er to problemer ved de 165.000 kr., som skaber et stort dilemma. For det første er en veludstyret i10 med basismotoren med 67 hk 50.000 kr. billigere. Det får mig til at drømme om, at turbomotoren kunne fås med et lavere udstyrsniveau til en lavere pris…

For det andet, hvilket i sidste ende får mig til at vende den ellers charmerende i10 N-Line ryggen, så har Hyundai selv en bedre løsning stående hos forhandlerne. For 5.000 kr. mere får du den nye i20 med samme motor og næsten lige så omfattende udstyrsniveau. Den er ikke bare større og mere voksen, den er også mindst lige så sjov at køre.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS