Kategorier
Test og anmeldelser

TEST: Den lille Hyundai Kona N rejser børster, hvæser og angriber

Tag en mini-SUV. Kast alle konventioner over bord og pres en 2-liters turbomotor ned i motorrummet. Giv den spærredifferentiale, justerbar undervogn og 19” letvægtshjul. Det har Hyundai gjort for at skabe den nye Kona N, som er vild og sær på samme tid.

TEKST OG FOTO: Morten Bek / d. 25. december 2021

Først var der en. Så var der to. Nu er der tre. Det er N-modellerne fra Hyundai, jeg tæller sammen. Enhver bilproducent kan pynte sig med flotte fjer og lave biler i GTI-genren, men de fleste kan ikke gøre som Hyundai: Ramme plet med første skud.

Koreanerne valgte bogstavet N, fordi der er mening med det. N for Namyang, som er udviklingscenter for Hyundai, og N for Nürburgring. Den tyske bane, som er så legendarisk, navnet aldrig behøver en forklaring.

Specifikationer

Hyundai Kona 1,6 T-GDI N

Motor: 2-liters benzinmotor

Ydelse: 280 hk/392 Nm 

0-100 km/t: 5,5 sekunder

Tophastighed: 240 km/t

Forbrug: 11,7 km/l

Mål (L/B/H): 422/180/157 cm

Bagagerumsvolumen: 361-1.143 liter

Pris: 529.990 kr. (Kona N fås fra denne pris)

Det er under 5 år siden, Hyundai præsenterede i30 N. Det var første gang, der overhovedet kom en N-model, og Hyundai havde virkelig ikke fiflet ret meget med hurtige, dynamiske hatchbacks før det. Men i30 N gør både hjemstavnen og den tyske racerbane al ære. Den er brilliant – store muskler, præcision, charme.

LÆS OGSÅ | TEST: Hyundai i20 N er en (knald-)perle med 204 hk

I sommer, dengang vejene var tørre og det var lyst nok til at se vejen, testede jeg den anden N i rækken. I20 N. En knaldperle med 204 hk, mere rå end nogen anden bil i miniklassen. Det er både vovet og vildt at Hyundai N-folkene har valgt den retning.

Okay, men du kom frem til tre N’er i starten?

Korrekt. Som jeg indledte med, så kan jeg nu tælle til tre N-modeller. I20 N, I30 N og så den nyeste, Kona N. Det er et helt anderledes bæst end de to andre. Den er næsten så lille som i20 N, men den har motoren fra i30 N.

Fordi tal og fakta altid siger det bedre end tusind ord: 2-liters turbomotor med 280 og 392 Nm. 0-100 km/t på 5,5 sekunder. Topfart 240 km/t. 8-trins dobbeltkoblingsgearkasse. Elektronisk styret spærredifferentiale og elektronisk justerbar undervogn.

LÆS OGSÅ | TEST: Ford Puma ST med 200 hk er så dyr, at luften fiser ud af ballonen allerede inden start

Det burde være nok til at give en idé om, at Kona N er noget ganske særligt. Særligt på måden, hvor det hele er lidt skørt, for det er skørt at tage en lille hverdagscrossover og gøre den til et monster. Hyundai N lader som om, der er åbnet en rallyserie for små høje biler, og de vil vinde for enhver pris.

Der er andre, som også gerne vil være med. Der er, med lidt fantasi, biler i samme kategori. Ford Puma ST toner frem. Men den har kun 200 hk og tre cylindre. Mini John Cooper Works Countryman vinder prisen for særeste navn og 306 hk, men som VW T-Roc R har den firehjulstræk.

Så Kona N trækker kun på forhjulene?

Godt set. Det virker til at være måden, de gør det på hos N-afdelingen. I20 N og i30 N har også forhjulstræk, og det fungerer jo endda rigtig godt. Intet sted i i20- og i30-familien kan man dog få en bil med firehjulstræk, men det kan man i Kona-familien. Eller kunne, hvis vi taler de europæiske markeder, men kan Hvis man bor i USA eller Canada.

Det sparer vægt at nøjes med en enkelt trækkende aksel. Man kan også argumentere for, at det giver sjovere køreegenskaber end med firehjulstræk, som det har været tilfældet med VW Golf GTI overfor den mere sterile Golf R. Så længe der altså er styr på den trækkende aksel, skal det siges.

Det har Hyundai gjort meget for, at der i Kona N. Der er ingen tørre veje, så langt øjet rækker, og testbilen står på vinterdæk, så den hidsige crossover er undskyldt for at virke utålmodig på de våde vinterveje. Men det er kontrolleret stampen i asfalten og hjulspind, for Kona N har stivere karrosseri og brede dæk, og så har den sit spærredifferentiale til at holde ekstra styr på de 280 tropper.

LÆS OGSÅ | VIDEO: VW Golf GTI Clubsport – GTI’en du ikke gider køre

Kona N stamper ikke kun i jorden, når jeg sætter i gang. Den stamper også i underlaget, hvis jeg losser til speederen ved 50 eller 70 km/t, for den har kræfter i et væk. Det rykker lidt i rattet til den ene side, så til den anden side, for det kan differentialet ikke forhindre på de lige stræk. Det er brutal acceleration for en bil, som i sit liv som almindelig Kona med 120 hk er vant til, med adstadig fart, at blive ført af pensionister.

Der er opsætninger af en hulens masse ting, og der er blå og røde knapper i rattet til en hulens masse ting. Støddæmpere, styretøj, lyd, ESC. I forskellige grader. Tag et valg, tag et nyt. N Grin Control, N Grin Shift og N For Alle Pengene. Systemerne optimerer drejningsmoment, gør undervognen hård, får de to tykke afgangsrør til at brumme endnu mere.

N Grin Shift er som den lille trykknap i drejeknappen på en Porsche. Tryk på den, og i 20 sekunder er der øjeblikkeligt maksimalt knald på motoren og en hurtig nedgearing. Kom an, overhaling.

Så er den sjov at køre?

Kona N er så stærk og brutal, at den prøver at rive rattet ud af hænderne af dig under en hurtig overhaling. Den gearer perfekt, hurtigt ned, så det er svært at forberede sig på, at det går så hurtigt. Der skal holdes fast i rattet.

Sport-indstillingen giver mere lyd, hårdere undervogn og lavere gear end Eco og Normal, men uden at det helt ødelægger affjedringen. Da jeg en enkelt gang overgiver rattet og sætter mig i passagersædet, mærker jeg affjedringens hårdhed på en helt anden og voldsom måde. Bag rattet er jeg glad og fokuseret, for Kona N indynder sig, selv om den er brutal. At karrosseri og struktur er stivere end i en almindelig Kona, er jeg ikke det mindste i tvivl om. Den føles utroligt integreret og stadig rå.

Kona N har nok det bedste styretøj, du finder i nogen lille crossover. Det er regelret, neutralt, og så er det mere intenst end de fleste andre mærker vover det. Den styrer skarpt og fortæller, hvad den laver. 

Er motoren et hit?

2-liters turbomotoren er ikke den bedste motor i GTI-kategorien. Der er mere voldsomhed over 2,3’eren i Ford Focus ST, og 2-liters motoren i BMW 128ti trækker renere og mere frit. Hyundai-motoren er pænt med, og det er hævet over enhver tvivl, at 392 Nm gør en lille crossover til et skarpt våben.

Men mest imponerende er gearkassen. N DCT-gearkassen, en (våd) dobbeltkoblingsgearkasse med 8 trin, er ikke fra den almindelige Kona, og den føles heller ikke ordinær. Den har præcisionsskiftene fra en DSG fra VW, men den har træfsikkerheden og smidigheden fra ZF-gearkassen i en BMW 3-serie. Skiftepalerne har virkelig direkte kontakt til gearkassen, men de behøves kun, når man synes, det er sjovt. Gearkassen gør det nemlig fuldstændig fejlfrit og fantastisk i sig selv.

Hvad koster herligheden?

Hyundai har været så betænksom at give Kona N særdeles meget udstyr med på vejen. Spærredifferentiale, røde bremsekalipere, store hjul og den slags koster ikke ekstra. Der er intet performance-orienteret, der skal tilkøbes. Du kan få en pakke med el-betjente læder- eller Alcantara-sæder til 27.-29.000 kr., et soltag til 12.000 kr., sædevarme i bagsædet til 4.500 kr. og et par andre småting.

LÆS OGSÅ | TEST: Hårdkogt Hyundai i30 N fejer GTI-konkurrenterne af banen

Prisen på bilen er jeg næsten trist over at være nødt til at nævne. Den gør nemlig, at Kona N er tæt på at være usælgelig. 530.000 kr. Jeg er ikke fortaler for at sammenligne æbler og bananer, men tænk over, hvor meget bil du kan få for de penge. En Golf GTI, en Mercedes-Benz C 300 e, en Cupra Formentor VZ (og 50.000 kr. i overskud).

Jeg kan mærke, at der er brugt mange, mange timer og mange penge på at gøre Kona N til en vild, rå og kompetent GTI-crossover. I sidste ende er Kona N stadig bare en lille crossover, så hvis det var mine penge, ville jeg spare 230.000 kr. og tage den anden N-model i rækken – i20 N.

Af Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Siden 2015 har Morten investeret sin tid i sit eget projekt, siden Blogombiler.dk., som er fuld af nyheder og test af biler. På YouTube kører sidens kanal for fulde omdrejninger med videoer om nye biler.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil hellere end gerne køre en ny AMG, men han vil egentlig hellere køre en ny Seat Leon. For Bilbasen bruger han sin viden og sunde fornuft som videojournalist og biltester.