Hyundai i10 hører til i mikrobilklassens top. Det bør et opdateret design og mere i udstyr ikke ændre på – men det kan en prisstigning på 10 procent måske.

TEKST & FOTO Simon Hallenslev

Der er ikke penge i mikrobilerne. Fortjenesten på de allermindste er mindre per bil for producenterne. Derudover er det nærmest kun i Danmark, at mikrobilerne sælger som lunt bagværk fra en tidligere Noma-kok. Resten af Europa efterspørger større biler.

Derfor forsvinder de fra modelprogrammerne i et hastigt tempo. Det er slut med Skoda Citigo, Seat Mii, Citroën C1, Peugeot 108 og om to måneder er den ustyrligt populære VW Up også en saga blot.

Heldigvis holder Hyundai fast. Derfor fås nu en frisk opdateret Hyundai i10 med små designændringer, mere udstyr og højere sikkerhed. Prisen er der også skruet på, og så er spørgsmålet, om den fortsat er fin til prisen.

Fortsat fin?

Ja, fortsat fin. Det er ikke mere end et halvt års tid siden, at jeg kaldte i10 for den fineste af tre mikrobiler i en stortest med Kia Picanto og Toyota Aygo X.

Nu er den her så igen i en opdateret form, og hvad er det så præcist, der er andet ved den? Udadtil er der tale om opdateringer i den beskedne ende. Der er LED-kørelys i form af fire aflange spots, der er velintegreret i kølergrillens nye mønster, og et lidt andet luftindtag i kofangerens nederste del.

Længere rakte pengene ikke til den udvendige opdatering. Det skyldes både den stramme økonomiske orientering, der præger klassen, men også det faktum, at der skruet op for udstyret.

Nu fås Hyundai i10 med ting som el-klapbare spejle, trådløs mobilopladning og digital instrumentering. Alt det fås nu sammen med den trådløse Apple CarPlay og Android Auto, varme i rattet og 8” infotainmentskærm, som i10 længe har haft på udstyrslisten.

På sikkerhedsfronten er der også sket en del. Nu er aktiv vognbaneassistent som standard, mens nødbremsen, der altid har været der, nu også registrerer cyklister. Som noget nyt minder i10 også chaufføren om at tjekke bagsædet for eventuelt glemt habengut, når man forlader bilen.

Duer det?

I løbet af min test får jeg heldigvis ikke brug for den opdaterede nødbremse. Jeg kan til gengæld mærke, at den aktive vognbaneassistent puffer mig let tilbage i banen, hvis jeg nærmer mig vejstriberne. Det er ikke den blideste assistent, jeg har oplevet, men til prisen er den fin og ikke unødigt intrusiv. 

På den 4,2” digitale instrumentering kan man tjekke data som turens længde og benzinøkonomi. Det er også på instrumenteringen man advares, hvis en dør er åben, og påmindes at tjekke bagsædet. Skærmen er flankeret af hastigheds- og omdrejningstæller, der ligner et digitalt vækkeur fra 90’erne.

Spejlene klapper og den trådløse oplader fylder strøm på mobilos – præcist som ventet. Det er få men velvalgte tilføjelser til en kabine, der stadigvæk er fin til prisen. Her er lidt til det kræsne øje som mønster i dørsiderne, specielle indvendige dørhåndtag og et nupret instrumentbord.

For undertegnede er det et dedikeret klimapanel og et sæt overraskende fede forsæder, der tager kegler. Infotainmentskærmen på 8” er klart økonomisk orienteret og smågrynet, men det er let at leve med, når blot man smider sin telefon på den trådløs Apple CarPlay.

Er kvaliteten lækker? Næ, men kabinen er bygget på budget til at tage de hverdagstæsk, den måtte udsættes for, så det er bare præmissen klassen. Undervejs i denne lune efterårstest får jeg ikke brug for ratvarmen, men jeg er sikker på, at det den ville få mig til at glemme den tarvelige plast en kold vinterdag.

Bygget til tæsk

Apropos at være bygget til tæsk, som den plastprægede kabine, så gør det samme sig gældende med motoren under hjelmen på denne testbil. Det er nemlig den lille 3-cylindrede sag, der er forskånet for turbo og hybridpjat, der er dyrt at producere såvel at reparere.

Den lille 1-liters MPi-motor yder 67 hk, hvilket kun lige er nok til at trække skindet af en kop varm kakao.

Nok er den let med en kampvægt på lige under et ton, men med 67 hk er i10 stadig bedst i byen og på landeveje (uden overhalinger). Vil man overhale eller køre meget motorvej, bør man sætte turbo på tilværelsen med T-GDi-motoren, der yder 100 hk.

Som bil nummer to til de små hverdagsture bør basisbanditten dog være fin for de fleste. Motoren er stille og pænt parret med en manuel gearkasse, der er let at røre rundt i. Sammen med den rolige motor og et letfundet koblingspunkt gør gearkassen i10 til en virkelig letkørt kompagnon.

I byen er rattet let at rykke rundt på, hvorfor den føles præcist så agil, som en mikrobil bør føles. Heldigvis strammer styretøjet op ved højere hastigheder og giver en retningsstabilitet, der er på niveau med større minibiler. Kun streng sidevind kan drille fjervægteren på motorvejen.

Nyt fjæs, ny pris

Som nævnt i indledningen er det ikke kun udseende og udstyr, der er ændret på. Prisen har også taget et nøk op svarende til 10 procent af totalprisen. Det er ikke uvæsentligt i en mikrobilsklasse, hvor prisen er alfa og omega. Før faceliftet startede Hyundai i10 Pure i 132.995 kr. mens man i dag må slippe 13.000 kr. mere og i alt 145.995 kr.

Prisstigningen betyder, at man får lidt mere for pengene i en konkurrent som Toyota Aygo X. Her hedder indgangsvarianten Aygo X Essential, der koster 137.990 kr. og kommer med både aircondition og sædevarme som standard. Aircondition er ikke standard i i10 Pure.

Alligevel betyder den letkørte facon, behagelige motor og høje retningsstabilitet dog, at Hyundai i10 stadig er merprisen værd. Sammenlignet med Aygo X er i10 også stadig den mest rummelige med en pæn margen. Derfor stadfæster Hyundai i10 sin status som bedste mikrobil.

Varianten jeg har til test er en Hyundai i10 Advance til 162.995 kr. hvor man får det nye udstyr samt ting som klimaanlæg og bakkamera samt rat- og sædevarme. Hvis portemonnæen rækker til dét, har man ikke kun en velkørende men også veludstyret mikrobil med fem års garanti og den notoriske værdifasthed, der er typisk for den klejne klasse. Et godt køb!