juni 6, 2024

Test: Kløgtig opdatering bringer VW ID.4 i front

VW ID.4 har endelig fundet sin lune plads i toppen af salgsstatistikkerne, og det er fuldt fortjent. Med den seneste opdatering er der nemlig blevet strammet op på alle de rigtige parametre.

TEKST & FOTO Simon Hallenslev

Det blev tjekkiske Skoda Enyaq, der løb med titlen som Årets Brugtbil 2024, mens den nært beslægtede VW ID.4 endte uden for top-3. Spørger man jurymedlemmerne, er der ingen dybere teknisk forklaring. Djævlen for VW ID.4 ligger i detaljen – eller måske i manglen på samme.

Det havde nok set anderledes ud, hvis VW var startet med ID.4, som den står i dag. Med 2024-opdateringen har VW strammet ID.4 op og fikset de udfordringer, der har hægtet den af Skoda Enyaq. Det beviser også salgstallene fra maj i år, hvor VW ID.4 var den bedst sælgende personbil i Danmark.

Læs hvordan den kløgtige opdatering har bragt VW ID.4 i front, når jeg kigger nærmere på den lige her.

Færre skærmydsler

Det helt store kritikpunkt ved VW ID.4 lå i betjeningen af bilen fra forreste række. I stedet for et dedikeret panel til betjening af lyd- eller klimaanlæg, lå en bjælke under skærmen med såkaldte touch-sliders. Besværlige at bruge og ganske uden lys, hvorfor man arbejdede i blinde ved natkørsel.

Den småfrustrerende touch-slider findes stadig i den opdaterede VW ID.4, men den er nu oplyst, så man faktisk kan se, hvad man laver i mørke. Dertil er infotainmentskærmen vokset fra 12” til 12,9”, og det giver plads til en permanent bjælke i skærmens bund, hvor klimaanlægget kan justeres. Det overflødiggør slideren og gør den generelle betjening noget mere bekvem.

Skærmens vokseværk giver også plads til en bjælke i toppen af skærmen, hvor genvejene til assistentsystemerne nu ligger. Det er beskedne tilføjelser, der gør en stor forskel for brugervenligheden. Særligt fordi infotainmentskærmen stadigvæk står i høj opløsning og er iført et nydeligt styresystem, der tilmed virker hurtigere.

I VWs nyere modeller, som Passat og Tiguan, har man også skrottet touch-knapperne på rattet. Det har man desværre ikke i den opdaterede ID.4, og touch-knapperne er ikke blevet mindre irriterende at benytte. I stedet kommer ID.4 med en ny skiftestilk bag rattet, der har fået sin egen separate placering på højre side. På den venstre stilk betjenes alt fra viskere til lys på en overraskende overskuelig måde.

Flere kræfter

Der er også gjort tekniske opdateringer. VW ID.4 har nu flere kræfter på tværs af varianterne, men det er den testede husmandsmodel med baghjulstræk, der har fået flest. Før fik man 204 hk og 310 Nm. Nu er der 286 hk og 545 Nm. Det kan mærkes, og det gør godt for den voluminøse folkevogn.

Tiden fra 0 til 100 km/t er barberet ned til 6,7 sekunder, hvilket er næsten lige så hurtigt som den forgangne GTX-topmodel. Der er nu et voksent kraftoverskud uden at det svimler for øjnene. Med motoren på bagakslen er der tilmed en snas køredynamik at spore, skulle man tage bagvejen hjem fra børnehaven.

De ekstra kræfter kommer fra en ny motor, der er lånt af storebror VW ID.7. Motoren er også mere effektiv, hvorfor kraftforøgelsen kommer uden kompromisser i rækkevidden. Med 543 km på en opladning er der 26 km mere at gøre godt med sammenlignet med den første ID.4, som Danmark fik at se i 2021.

Det er 26 km, der hentes fra et batteri med uændrede 77 kWh i kapacitet. Et batteri, der, som noget nyt, nu også kan forvarmes, hvilket bør løfte ladeevnen. Man kan således håbe på en stabil ladekurve fra start, da maksimale ladekapacitet stadig er i den lave ende med 135 kW.

Kortere leveringstid

Der er også eksterne faktorer, der spiller i den opdaterede ID.4s nyfundne succes. Nu er der nemlig langt om længe kommet styr på leveringstiderne, der har holdt VW ID.4 ude i kulden og væk fra top-15 af de mest solgte personbiler i Danmark.

Skiftet fra elmotoren med 206 hk til den nye med 286 hk gav en produktionsmæssig flaskehals, da flere biler nu skulle køre med den samme motor. Nu er der godt gang i produktionen, og da elbilsalget halter i Europa, er leveringstiderne endelig nået et normalt niveau. Derfor kan man have sin nye VW ID.4 i carporten cirka to måneder efter bestilling.

En anden faktor, der som sådan ikke har noget med den kløgtige opdatering at gøre, er selvfølgelig prisen. Med 286 hk og baghjulstræk starter VW ID.4 Pro i 369.995 kr., hvilket virker som et regulært røverkøb i et land, hvor en VW Golf eHybrid nu starter fra 444.995 kr. Elbilerne tilgodeses stadigvæk rent afgiftsmæssigt og gør automatisk ID.4 til god handel.

Fuldt fortjent

Fuldstændigt som fejl og irritationsmomenter fortjener et rap over nallerne, fortjener forbedringer også anerkendelse. VW ID.4 er med en kløgtig opdatering kørt helt i front rent salgsmæssigt, og det er fuldt fortjent, fordi VW har strammet den op på de helt rigtige parametre.

VW ID.4 var ikke forfærdelig før opdateringen. Slet ikke. I et marked med mange skarpe konkurrenter i streng priskrig kan småting dog gøre udfaldet, og her fik ID.4 et hak i tuden. I dag er VW ID.4 præcist der, hvor den skal være, nemlig i toppen af statistikkerne med høj brugervenlighed, lang rækkevidde og en pæn pris.

Om det seneste reaktive tilbageslag fra Tesla, der har sendt en tilsvarende Model Y ned i 349.990 kr., vil gøre en forskel for ID.4-salget bliver spændende at se. Selv tror jeg, at de velkendte VW-dyder stadig har sin berettigelse hos familien Danmark, der nu, med en kløgtig opdatering, kan holde ID.4 inde i varmen.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Find brugte VW ID.4 til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS