Med MG4 EV og MG4 EV Urban i modelprogrammet på samme tid har MG skabt uventet variation og forstærket sig i konkurrencen omkring elbiler i området under, omkring og lidt over 200.000 kr.
Jeg forstår ikke, hvad selve navneforvirringen skal til for. MG4 med og uden Urban burde have været MG4 EV og MGS4 EV - eller noget helt andet, hvis S4-navnet gemmes til en anden bilmodel.
De to 4-modeller er så vidt forskellige, kan jeg konstatere efter test af begge modeller, at Urban-navnet lugter af hovsaløsning.
Når det så er sagt, så er der plads til begge modeller i Danmark. Urban-udgaven er den rummelige og mere simple til lavpris - originalen, MG4 EV, er den mere lækre med bedre køreegenskaber og længere rækkevidde.
Ender udvælgelsesprocessen med at MG4 EV vinder over MG4 EV Urban, så er der stadig noget, man skal forholde sig til: skal det være MG4 EV Long Range Premium med lang rækkevidde eller MG4 EV Extended Range med udvidet og endnu længere rækkevidde?






Hov, vent - har MG4 EV ikke fået et facelift?
Det er kun de skarpeste hjerner, som følger flittigt med her på Bilbasen i hvad MG laver, der ved, at den originale MG4 EV har været på bootcamp for at blive bedre.
Det er ikke så underligt, at det ikke er alle forundt at kende til faceliftet, for faceliftet er uden kosmetiske ændringer. Det er næsten snyd at kalde det et facelift, når de eneste synlige nyheder i forhold til bilens ydre er nye farver og fælge.
MG4 EV er kinesernes største succes - deres bestseller - så de har vurderet, at kunderne kunne lide designet, præcis som det har været siden den blev vist i september 2022.
Hvis det var valget mellem nyt eksteriør og nyt interiør, så har MG valgt 100 procent rigtigt; MG4 EV har fået en helt ny indretning, hvor jeg ikke kan se, at der er noget som helst tilbage fra den første aftapning.
Alle de tynde, vakkelvorne materialer og grimme stykker plast er væk, og det stærkt syntetiske indtræk er sporløst forsvundet, erstattet af pænt groft stof og forskellige slags kunstlæder. MG4 EV har, kort fortalt, fået det velfungerende interiør fra MGS5 EV med en masse blød plast, meget bedre forsæder, rigtige knapper til klimaanlæg og volumen - og en gearvælger med mere gods i.
Den fortsat baghjulstrukne hatchback, 429 centimeter lang, har smidt en af tre batteristørrelser. MG havde tidligere MG4 EV i en Nordic Edition med batteri på 51 kWh og en rækkevidde på 350 kilometer, men den nye Urban har overtaget pladsen med udgaver, der kører med 325 til 416 kilometer rækkevidde.
Tilbage står MG4 EV i den forfinede udgave med batterier på 64 kWh og 77 kWh - det “lille” i Long Range, det store i Extended Range.













Og hvad er så forskellene mellem Long Range og Extended Range?
De to MG4 EV-varianter ligger tæt i forhold til pris. Long Range Premium er basisudgaven til 219.999 kroner, og Extended Range Premium er opgraderingen til 234.999 kr. - 15.000 kr. er altså det ekstra udlæg, der skal foretages. - XPower-modellen med firehjulstræk og 435 hestekræfter til 249.999 kr. gemmer vi til en anden god gang.
Der er en enkelt ting på udstyrslisten, der samtidig er en lille visuel forskel: Long Range har tag lakeret i samme farve som resten af karosseriet - Extended Range har sort tag, om man så vælger hvid, sort, blå eller en anden lakering.
Hvor meget udstyr får man med?
Ikke så lidt endda. Nogle af de helt nye udstyrselementer er V2L-funktion (en adapter til at trække strøm er tilkøb til heftige 4.940 kr.) og one pedal-funktion, så man kan krybe helt til stilstand uden at bruge bremsepedalen.
Andre nævneværdige ting er 18” alufælge, rød lakering (metallak i andre farver koster 6.000 kr.), varme i rat og forsæder, infotainment med 12,8” touchscreen, navigation, trådløs smartphonelader, tre gange USB-ladere, el-justerbart førersæde, adaptiv fartpilot, blind vinkel-system, 360 graders kamera i udmærket kvalitet, nøglefri betjening og, som altid hos MG, syv års fabriksgaranti op til 150.000 kilometer.
Måske det er modellens alder, måske det er for at holde omkostningerne i produktionen nede - der mangler noget på udstyrslisten for at MG4 EV kan gå for at være rigtig luksuriøs; det kunne være som standardudstyr, men det kunne også være som ekstraudstyr.
Ønsker man at pynte MG4 EV med andre, større fælge, må man udenfor MG-regi. Det er kun de aerodynamiske standardhjul, der fås fra fabrikken - med mindre de dyre 18” X-Viper-vinterhjul til 16.995 kr. skal bruges hele året. Sidder man i passagersædet opdager man hurtigt, at de to eneste justeringsmuligheder er frem og tilbage og indstilling af ryglænet. Der er ingen højdejustering, og det begrænser komforten. Ventilation i forsæderne, lydanlæg med mere end seks højttalere og et panoramaglastag? De muligheder eksisterer ikke.





Hvad med rækkevidde og opladning?
I rækkevidden ligger den store forskel mellem Long Range og Extended Range. Men der er også en væsentlig forskel i evnen til at DC-lade og i batterikemien.
MG4 EV Long Range har fået et nyt LFP-batteri stedet for et NMC-batteri, og da det er samme størrelse som før, er det et noget tungere batteri. Sådan er det i hovedreglen, fordi LFP-batterier har lavere energiindhold for hvert kilo.
I forhold til det 13 kWh større batteri i Extended Range, som stadig er af NMC-typen, så gør det Long Range til en 10 kilo tungere bil. 1.840 kilo (for Long Range) er ikke nogen decideret høj vægt, men Long Range har taget cirka 80 kilo på ved skiftet til LFP. Der er vundet 15 kilometer rækkevidde, så Long Range nu klarer 452 kilometer. Extended Range gør sit navn ære ved at have en rækkevidde ved blandet kørsel på 545 kilometer. Det er 93 kilometer, som kan være værdifulde, hvis man er hyppig motorvejsbesøgende.
Den testede Extended Range giver mig masser af rækkevidde ved blandet kørsel her i den lune sommervarme. Hvis man kører den helt ned, vil jeg mene, der ligger cirka 450 kilometer og venter.
Men som Extended Range lader MG4 EV meget langsommere ved DC-laderen end som Long Range. Den kan tappe op til 144 kW, og bl.a. på grund af batteriets størrelse går der utidssvarende 40 minutter med 10 til 80-opladningen.
Med sit LFP-batteri og en ladekapacitet på 154 kW kan Long Range-udgaven lade fra 10 til 80 procent på 25 minutter. Den har fordelen af altid at kunne lade til 100 procent, fordi batteriets sammensætning tillader det. Ved DC-laderen vil man dog næppe køre over 80 procent, fordi tilførslen af strøm typisk dæmpes for at beskytte batteriet mod overophedning.

Hvordan kører MG4 EV?
Med det usynlige facelift har MG4 EV Long Range fået en mindre nedgradering fra 204 til 190 hestekræfter, mens MG4 EV Extended Range er forblevet på 245 hestekræfter.
Det er masser af styrke, 245 hestekræfter, i en kompakt hatchback, og fra 0-100 km/t og i mange forskellige mellemaccelerationer er den GTI-hurtig. Der er ikke rigtig mere styrke at finde i Sport i forhold til Normal, når det handler om køreindstillinger - det føles som om, det er speederresponsen, der bliver mere hård og skarp.
Assistentsystemerne, særligt det aktive sporassistentsystem, var voldsomme, faktisk farlige, i de tidligere udgaver af MG4 EV, og jeg kan huske at være blevet revet hårdt tilbage i sporet på motorvejen, fordi jeg blinkede for sent under et vognbaneskift.
Tøjlerne er løsnet, så man nu kan køre med sporassistenten uden at få en nærdødsoplevelse. Den rykker senere og mildere. MG har dog været så venlig at lave en personlig indstilling af MG Pilot-assistentsystemerne, så man kan slå sine “favoritter” fra med to tryk; det skal gøres i rul-ned-menuen i infotainmentsystemet, FØR man kører, da ma ellers låses ud af funktionen.
MG4 EV Extended Range er bemærkelsesværdigt retningsstabil i kraftig blæst - og lige så bemærkelsesværdigt fri for vindstøj. Noget mere støjdæmpning i hjulkasserne og undervognen, og den kinesiske elbil ville være et meget stille rum.
MG4 EV er fast og samtidig komfortabel i affjedringen, og så er den, hvad den nye MG4 EV Urban ikke er: den er køreaktiv, velfungerende på smalle og snoede landeveje, hvor affjedringen tager sig rigtig godt ud. Vægtfordelingen er sandsynligvis en fordel her, mens jeg mest mærker til baghjulstrækket ved, at der ikke er hjulspind ved lave hastigheder.
Det er en rimelig oplevelse at bruge styretøjet i den kompakte MG, og der sker mere her, når man drejer på rattet, end der gør i den svampede Urban.

DEN ENDELIGE DOM
MG4 EV er en lavprismodel i forhold til en bil som VW ID.3 Neo, men i forhold til tidligere føles den ikke som om, den er lavet på et meget stramt budget.
Interiøret er blevet lækkert og bare meget mere velfungerende, og udstyrsniveauet er højt. Hvis man kører meget bil, så er MG4 EV en meget bedre oplevelse end den nye og lidt billigere MG4 EV Urban. I forhold til spørgsmålet, om man skal vælge MG4 EV som Long Range eller flotte sig og give 15.000 kr. mere for Extended Range, så spiller kørselsbehovet en rolle. Long Range med LFP-batteri kan lades til 100 procent hver eneste gang, og den vinder uden tvivl vel DC-laderen - men forbruget er højere og rækkevidden noget kortere.
For den ekstra rækkevidde og noget kraftigere motor med 245 hestekræfter synes jeg, Extended Range-versionen giver mening, når merprisen er 15.000 kr. På køreegenskaber, design og udstyr er der ingen reel forskel - så lad behov og pengepung tale.
MG4 EV Extended Range Premium
Motor: Elmotor (bag) Ydelse: 245 hk/269 Nm 0-100 km/t: 6,2 sekunder Tophastighed: 180 km/t Forbrug: 16,1 kWh/100 kilometer Rækkevidde: 545 kilometer Batteristørrelse: 77 kWh Ladekapacitet: 144 kW DC-ladning 10-80 procent: 40 minutter Mål (L/B/H): 429/184/152 cm Køreklar vægt: 1.830 kilo Trækvægt: 500 kilo Bagagerumsvolumen: 350-1.154 liter Pris: 234.999 kr. (MG4 EV fås fra 219.999 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 29.995/2.995 kr. (MG4 EV fås fra denne pris)* Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst
Produktionsland: Kina Fabriksgaranti: Syv år op til 150.000 kilometer * Privatleasing på 48 måneders kontrakt med 15.000 kilometer om året inkluderet.



