august 7, 2022

Test: Opel Grandland forsøger at følge med tiden

Et pift til Opel Grandland skal holde modellen nutidig i et hårdt felt at konkurrenter. Men er det nok?

TEKST & FOTO: Jacob Dalby / DATO: 4. august 2022

Der har ikke været meget spræl over Opel de seneste år og køberskaren er blevet ældre og ældre. Har du en Opel i forvejen, er der stor sandsynlighed for, at du nok skal have en Opel igen. Men der kom ikke mange unge til, og det bliver jo ikke ved at gå. Så nu, med “det nye Opel”, bliver modellerne én efter en udsat for en makeover, så de fremstår mere moderne – og ungdommelige, ikke mindst.

SE OGSÅ | Berner er både glad og skuffet over den nye Opel Mokka

Det startede med Opel Mokka, der fik det brede ‘vizor’-panel på tværs af fronten og nu er turen kommet til Grandland, der også stempler ind med det mere moderne design. Sammen med den nye front er der også lidt aggressive linjer for og bag og nye lygter. Og det klæder den. Den noget kedelige indpakning er frisket gevaldigt op til et mere karakterfuldt design. Bedøm selv.


Med faceliftet er der to motorer at vælge imellem. En dieselmotor med 130 hk og en plug-in hybrid med enten 225 hk (forhjulstræk og én elmotor) eller 300 hk (firehjulstræk og to elmotorer). Valget er dog ret ligetil for de fleste, for plug-in hybriden er 70.000 kr. billigere end dieselvarianten med stort set samme udstyr. I hvert fald hvis du får leveret Grandland i år.

Man skal altså køre mange, lange ture, før det kan betale sig at vælge dieselmotoren – særligt med de økonomiske briller på. Samtidig kører plug-in hybriden faktisk bedre. Det kommer vi til.

Kabinen følger næsten med

Det nye design hjælper betragteligt på Grandland, der tydeligt appellerer til en bredere, og yngre, målgruppe. Men design er én ting – i dag køber vi ikke bil uden det elektroniske følger med tiden.

Heldigvis har kabinen ligeledes fået et løft og er i dag mere digital med to relativt store skærme til instrumenter og infotainment. Men der er stadig en snert af gammel Opel. Infotainmentsystemet udnytter nemlig ikke hele skærmen. Begge sider af skærmen er blanket af med enkelte, faste informationer som temperatur og klokken. Det ser desværre en smule aldrende ud.

Selve systemet fungerer dog upåklageligt; hurtigt, intuitivt og let overskueligt. Men særligt spændende er det ikke at se på. Det bedste af det hele er, at de fysiske knapper er beholdt til klimaanlægget og volumen – hooray! OG vi må ikke glemme Opel-sæderne. Også i Opel Grandland sidder man eksemplarisk.

Som den skal – og som forventet

Bag rattet er alting, som man ville forvente det. Der er ikke meget spræl og styretøjet er ret dødt, men til formålet, som Grandland tjener, er styretøjet præcist nok og gør lige præcis, hvad man forventer.

LÆS OGSÅ | Farvel til Opels store bløde hat

Den høje siddeposition giver godt udsyn i trafikken, særligt ved bykørsel, men når vi bevæger os ud på landevejene, bliver den høje bil mere vakkelvorn. Der er en del krængning igennem sving. Men igen, du bemærker det ikke til formålet, som Grandland med 99% sandsynlighed skal bruges til. At fragte børn til og fra institution eller skole.

Testbilen er udstyret med 18-tommer fælge og med dejligt brede dæksider. Det gavner komfortniveauet. Grandland er nemlig ikke mester til at absorbere små ujævnheder så undgå større fælge end de 18-tommer.

Vær også opmærksom på, at vægten fra batterierne i plug-in hybrid varianterne gavner køreegenskaberne. Det virker til, at den ekstra vægt får Granland til at falde mere til ro og dæmperne får nemmere ved at absobere små ujævnheder i byen.

Varianten til test er netop plug-in hybriden med 1,6-liters benzinmotor og en enkelt elmotor, der tilsammen giver 225 hk – og det er mere end rigeligt. Det er ingen raket men accelerationen er til at tage og føle på.

Du skal for alvor have brug for firehjulstræk, hvis valget skal falde på den store plug-in hybrid med 300 hk. Plug-in hybriden med firehjulstræk og 300 hk er knap 100.000 kr. dyrere med samme udstyr.

Koblingen mellem el- og benzinmotor er mere flydende end gennemsnittet, så selvom batteriet bliver kørt tomt for strøm, kører Grandland ganske smidigt. Og lad os være ærlige – det er næppe alle, der får ladet sin plug-in hybrid op hver dag, selvom man burde. Er der til gengæld strøm på batteriet, er Grandland helt habil og ganske kvik udelukkende på strøm.

Hård konkurrence

De mellemstore SUV’er er stadig i høj kurs og der er mange forskellige at vælge imellem. Blandt andre Peugeot 3008, som Grandland deler komponenter med, men også Hyundai Tucson og Kia Sportage tilbyder samme SUV-kvaliteter og fås som plug-in hybrid i samme prisniveau.

LÆS OGSÅ | Stortest: Kia Sportage, Hyundai Tucson og Ford Kuga

I dét felt skal du være ret vild med det nye design på Grandland, før valget skal falde på den. Konkurrenterne tilbyder bedre kvalitet i kabinen og skarpere køreegenskaber – og de virker mere nutidige, hvor infotainment i Grandland virker en smule aldrende. Sæderne i Grandland er dog en vinder, så hvis du kører lange ture er der håb for Grandland endnu.

Specifikationer
Opel Grandland 225 PHEV
Ultimate

Motor: 1,6-liters benzinmotor + elmotor

Ydelse: 225 hk / 360 Nm 

0-100 km/t: 8,7 sekunder

Tophastighed: 225 km/t

Elektrisk rækkevidde: 62 km

Batteri: 13,2 kWh

Mål (L/B/H): 448/186/161 cm

Bagagerumsvolumen: 390 liter

Pris: 424.990 kr
(Grandland PHEV fås fra 384.990 kr.)


9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS